Dorthe Thaulov: Det vækker postyr, når vi inviterer den ­alternative verden ind i kirken

Det vakte stor debat, da sognekirken i Gislinge i juni holdt foredrag om dyreclairvoyance, hvor der blev afprøvet telepati med afdøde dyr. Sognepræsten Dorthe Thaulov fortæller her om det efterfølgende mediestormvejr, sin kortvarige fritstillelse og tiden efter sagen

Sognepræsten Dorthe Thaulov (tv.) inviterede dyretelepatør Ditte Young (th.) ind i Gislinge Kirke for at give eksempler på dyreclairvoyance. Det skabte debat om kirkens grænser.
Sognepræsten Dorthe Thaulov (tv.) inviterede dyretelepatør Ditte Young (th.) ind i Gislinge Kirke for at give eksempler på dyreclairvoyance. Det skabte debat om kirkens grænser. Foto: Privatfoto + Mille Berger.

Min datter er bidt af en gal hest. Hun har haft en top-pony og ­redet mange landsstævner, og efterhånden er min interesse for ridning også vokset. Inden for ridesport er det blevet meget almindeligt at bruge clairvoyance til at lære at kommunikere med sin hest. Så vi kontaktede den clairvoyante Ditte Young, som vi siden har brugt flere gange. Dittes arbejde med hesten har været en god oplevelse, og det fik mig til at tænke, at hun egentlig var en oplagt mulighed for et anderledes foredrag her i Gislinge.

Da mange viste interesse for at del­tage, blev vi i menighedsrådet enigeom, at vi ikke kunne være i sogne­gården. Vi valgte derfor at holde foredraget i kirken.

Der var over 100 fremmødte til foredraget, som varede i to timer. Ditte kom ind på mange ting, og folk var meget glade. Under oplægget forholdt vi os som kirke ikke til, om hendes foredrag tog udgangspunkt i noget kristent. Det var ment som et foredrag om noget fra den alternative verden.

Dagen efter begyndte journalisterne at ringe. Der forstod jeg, at vi havde sat noget i gang, der vakte folks interesse. Nogle journalister ringede selvfølgelig også til min provst og min biskop for at spørge, hvad de mente om dyretelepati og arrangementet i kirken. Min provst fik efterfølgende en mundtlig redegørelse fra mig, og biskoppen en skriftlig. Og så blev jeg fritstillet nogle uger fra mit embede, indtil biskoppen og jeg havde talt sammen. Han sagde, at det nok var godt med en tænkepause.

Fritstillingen var nok det værsteved hele forløbet. Der gik måske 14 dage, hvor jeg ikke måtte arbejde. Jeg kunne ikke tage mig af de børn, der skulle over i kirken, eller stå for bi­sættelser af folk, jeg kendte. Det var frygteligt, men jeg forstod selvfølgelig processen.

Til gengæld var jeg overrasket over, at sagen blev så stor. Man må sige, at det vækker postyr, når vi inviterer den alternative verden ind i kirken.

Det er jo dejligt, at medierne interesserer sig for, hvad der sker i folkekirken, men det var specielt at være på forsiden af landets aviser med karikaturtegninger. Jeg følte, at jeg betragtede mig selv udefra. Jeg fandt også hurtigt ud af, at jeg ikke skulle læse, hvad fremmede folk skrev om mig på sociale medier. Det kunne være grimt. Omvendt mødte jeg stor opbakning fra rigtig mange.

Ellers har jeg egentlig haft det godt under hele forløbet og været overbevist om, at det rigtige nok skulle ske.

Jeg var selvfølgelig spændt op til samtalen med biskoppen. Jeg havde en repræsentant med fra Præsteforeningen og min tillidsmand, og det gik stille og roligt. Vi fik snakket tingene igennem og endte med at lave en pressemeddelelse.

Derefter fik jeg lov til at genoptage arbejdet, men jeg er stadig under skærpet tilsyn. Biskoppen har overværet guds­tjenester og læst nogle af mine prædikener og begravelsestaler. Jeg føler, at jeg har lært biskoppen bedre at kende, hvilket jeg faktisk har været glad for.

Mange har spurgt, om jeg fortryder arrangementet. Men nej, jeg vil hellere stå ved, at jeg gjorde det, og så se, hvor det bærer hen. Jeg ville også godt turde at lave arrangementer, der har med det ­alternative at gøre igen, men så vil jeg have provsten og biskoppens vurdering med ind over.