10 kvinder i forskellige aldre ligger på yogamåtter foran knæfaldet i Sankt Lukas Kirke i Aarhus. I baggrunden høres dæmpet musik. På alteret er der tændt levende lys, og på gulvet står en skål med æteriske olier, som spreder en duft af appelsin i det højloftede kirkerum. Kvinderne bevæger sig i yogainspirerede øvelser, guidet af kirke- og kulturmedarbejder Lærke Lilholt Hansen. Herefter ligger kvinderne stille på måtterne, dækket med tæpper. Sognepræst Maria Louise Bøg Sørensen rejser sig, tager sin præstekjole på og går op bag knæfaldet. Hun læser en kort tekst fra Det Nye Testamente og en længere refleksion. Så guider Lærke Lilholt Hansen deltagerne op i siddende stilling, Maria Louise Bøg Sørensen beder en bøn, som afsluttes med Fadervor, og sammen laver deltagerne bevægelser til en keltisk velsignelse, hvorefter præsten lyser den aronitiske velsignelse.
Et par sidste dybe åndedrag og bevægelser afslutter gudstjenesten, præsten tager præstekjolen af, og deltagerne inviteres ned i kirkerummet, hvor der serveres te, dadler, nødder og kiks. Den sanselige gudstjeneste, som holdes en gang om måneden på skiftende ugedage og klokkeslæt, er slut.
”Et mål med den sanselige gudstjeneste er at sænke tærsklen til kirken ved at inddrage noget af det, der har betydning i menneskers liv uden for kirken, blandt andet sanselighed, bevægelse, fællesskab og nærvær. Ved en traditionel gudstjeneste kan vi sidde på kirkebænken uden at føle fællesskab med de andre, da bænkene skaber en form for adskillelse. Når vi samles på gulvet, og alle deltager i bevægelserne, bliver vi mere nærværende – over for de andre og os selv,” siger sognepræst Maria Louise Bøg Sørensen.
Hun har udviklet konceptet bag sanselige gudstjenester sammen med kirke- og kulturmedarbejder Lærke Lilholt Hansen.
De sanselige gudstjenester og tanken bag beskrives i en ny bog: ”Mellem afbrydelse og forkyndelse. Gudstjenester til tid og sted”, som er redigeret af Jette Bendixen Rønkilde og Jørgen Demant. Bogen indeholder 10 eksempler på nye gudstjenesteformer, som trækker kropslige, musikalske, kunstneriske og sproglige former fra det omgivende samfund ind i kirkerummet – blandt andet mindfulness-gudstjeneste, lyrikgudstjeneste, askeonsdagsgudstjeneste og halloween-gudstjeneste. Desuden indeholder bogen 10 kapitler, hvor fagpersoner perspektiverer de nye tendenser.
”Der bliver gjort et kæmpe arbejde i folkekirken for at udvikle nye gudstjenesteformer. I modsætning til i Sverige og Finland tager præsterne ikke bare et koncept fra en anden kirkelig sammenhæng, for eksempel en Taizégudstjeneste, men udvikler nye former og koncepter tilpasset de behov, som de har analyseret sig frem til, at der findes i deres sogn.”
”De er optaget af at skabe større deltagelse og involvering, og det er karakteristisk, at de gerne indoptager kulturelle udtryk fra samtiden, men også gerne tager ældre kristne praksisformer som lystænding og askekors ind,” siger Jette Bendixen Rønkilde, der er postdoc i teologi på Aarhus Universitet og forsker i gudstjeneste både aktuelt og historisk. Desuden har hun været fagsekretær i biskoppernes arbejdsgruppe om autorisation.
Hun ser ikke nogen tendens til, at de alternative gudstjenesteformer ”skrider ud” og mister deres kristne indhold.
”Selvom de ofte er inspireret af tidstypiske sundhedspraksisformer som mindfulness, meditation og yoga, giver man ikke køb på klassiske liturgiske elementer som bibellæsning og bøn og nogle steder nadver,” siger hun.
En del af de nye gudstjenesteformer tager afsæt i højmessens liturgi og inkorporerer moderne kulturelle udtryksformer i den. Det gælder kantategudstjenester og såkaldte ART-gudstjenester, hvor man bruger moderne poesi og nyskrevet musik.
Til gengæld er der ikke tegn på, at de nye gudstjenesteformer i særlig grad smitter af på højmessen, vurderer Jette Bendixen Rønkilde:
”De alternative gudstjenester er snarere et supplement til højmessen, og nogle steder opstår der ligefrem en ny menighed omkring gudstjenesteformerne. Men over tid tror jeg alligevel, at det vil smitte af på præsternes måde at holde højmesse på, at de har det andet gudstjenesteliv ved siden af,” siger hun.
Sognepræst Maria Louise Bøg Sørensen i Sankt Lukas Kirke forestiller sig heller ikke, at hun vil bruge yogainspireret bevægelse i højmessen.
”Men jeg kan godt forestille mig at afholde voksendåb under en sanselig gudstjeneste. Vi udforsker stadig, hvad der kan lade sig gøre. Det afgørende er, at det føles meningsfuldt for deltagerne, og at jeg kan være med til det som præst på en autentisk måde,” siger hun.
Jette Bendixen Rønkilde forudser, at arbejdet med andre gudstjenesteformer vil brede sig. Og med tiden kan det udvikle sig til en form for folkelig andagtskultur, vurderer hun.
”Jeg mener, at vi kan ane konturerne af en folkelig andagtskultur, hvor man giver en hverdagsreligiøsitet tilbage til folk. Tidligere foregik den i hjemmene med bibellæsning og andagtsbøger. Nu søger folk ind i kirkerummet, der bruges på nye måder for at stimulere andagtsfølelsen,” siger hun.
Mellem afbrydelse og forkyndelse. Gudstjenester til tid og sted, redigeret af Jette Bendixen Rønkilde og Jørgen Demant, udkom på Eksistensen den 13. november.