Prøv avisen
Før søndagen

Krebs: Jeg har en solid tro på, at vi mennesker ikke er det største

Et ophold hos gode bekendte på en præstegård i Varde ændrede musiker og sanger Poul Krebs' syn på kristen-dommen. ”At komme i kirke er for mig en meditation,” siger han i dag. Foto: Liselotte Sabroe

Selvom vi mennesker bliver glade, når vi bliver stillet noget godt i udsigt, så ændrer det sig, når vi får det. For så begynder vi at kigge over på de andre og sammenligne os med dem, mener den aarhusianske sanger Poul Krebs

Få har som sanger og sangskriver Poul Krebs lagt timer på de danske landeveje. Igennem mere end 30 år har han som en moderne troubadour sunget sig igennem koncertsale fra Skagen til Helsingør. Sunget, spillet, takket - og så ud på landevejen igen.

”Når folk spørger mig om, hvor længe jeg bliver ved, og om jeg ikke snart synes, jeg har set nok til Herning og Holstebro, og hvor jeg ellers har været, så siger jeg nej. Sådan tænker jeg slet ikke. Begreber som spildtid og kvalitetstid giver slet ikke mening for mig. Jeg synes, du mister noget, hvis du vil sætte alting i bås. I stedet handler det for mig om at bevare min nysgerrighed, blive ved med at opdage nye ting, suge til mig af indtryk og møde nye mennesker.”

Poul Krebs smiler sit kendetegnende lidt tilbagetrukne smil. Den lave, hæse stemme overdøver kun lige den omkringværende summen på caféen i Aarhus-forstaden Risskov, hvor musikeren bor. Kristeligt Dagblad har sat ham stævne for at tale om søndagens prædiketekst, og mens biler og cyklister suser forbi udenfor, holder musikeren roligt opmærksomheden på ugens tekst. En tekst fra Matthæusevangeliet, som handler om tid. Om hvordan tiden bruges - og hvorvidt den kan gøres op i penge.

”Vi læser her om en vingårdsejer, som giver sine arbejdere lige meget løn, selvom de ikke alle har arbejdet lige meget. Det er ikke retfærdigt. Der er langt til arbejderbevægelsens 'lige løn for lige arbejde'. Men udgangspunktet er jo, at de her mennesker alle har lavet en aftale med vingårdsejeren, og det en aftale, som de var glade for, da de indgik den. Jeg synes, vi mennesker har en tendens til, at selvom vi bliver glade, når vi bliver stillet noget godt i udsigt, så ændrer det sig, når vi får det. For så begynder vi at kigge over på de andre og sammenligne os med dem. Man fokuserer derved væk fra udgangspunktet, og det er ærgerligt,” siger Poul Krebs.

For den garvede musiker bliver morgendagens tekst dermed en påmindelse om at bevare fokus. Fokus på baggrunden for dine valg og dine succeser - og på ikke at gøre tid op i penge. Tendensen til millimeterretfærdighed skal skubbes væk, mener sangeren, der samtidig kritiserer tidsånden for at stå i vejen for eftertænksomheden og troen.

”Det er vigtigt at give plads til at dyrke det åndelige, i stedet for at alting skal kontrolleres og måles. Nogle sider af livet kan ikke måles. Det åndelige er vigtigt, fordi det er en måde for os mennesker at blive genopladet på. Vi har mere end nogensinde brug for at blive genopladet. For vi kan ikke længere mærke, når vi kommer ud af trit med virkeligheden. Den menneskelige harddisk bliver hele tiden fyldt med indtryk og informationer. Vores netværk bliver større, og nyhedsstrømmen mere og mere massiv. Til sidst bliver det svært ikke at komme lidt ud af sync,” lyder vurderingen.

Derfor er der brug for en pause fra hverdagens informationsflow, mener Poul Krebs, der gerne bruger kirken til genopladning.

”At komme i kirke er for mig en meditation. Det er ikke noget, jeg gør meget i, men nu har jeg en datter, der skal konfirmeres, og så er der jo en anledning til at komme af sted,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg holder af hver eneste gang, jeg kommer ind i et rum, hvor der er højt til loftet, som der er i en kirke, og mærker, jeg er en del af en større sammenhæng. Jeg har en solid tro på, at vi mennesker ikke er det største.”

Tro var ellers langtfra det, der fyldte i barndomshjemmet i Aarhus. Faderen var brændende socialdemokrat - ”og ville nok have hørt til de utilfredse arbejdere i dagens tekst”, indskyder Poul Krebs. Kirken var i barndommen derfor kun noget, familien besøgte til dåb, konfirmation og begravelse. Og da Poul Krebs som 14-årig mistede sin far, var kirken alt andet end tiltrækkende for ham.

”Til min konfirmation havde jeg ingen tro overhovedet. Min far var lige død, og præsten, som skulle konfirmere mig, havde til begravelsen holdt tale, som om min far var hans bedste ven, selvom jeg vidste, han aldrig havde mødt ham. Det hele blev så forstilt og hult, at jeg havde lyst til at løbe væk fra alting,” fortæller Poul Krebs.

I dag ser han kristendommen som et solidt fundament og lytter gerne til en god prædiken. Formentlig et resultat af mange forskellige erfaringer, mener han, men fremhæver særligt en:

”I de første år, hvor jeg spillede, boede jeg og bandet ofte hos nogle rigtig gode venner i en præstegård i Varde. Når vi var ude at spille i den del af landet, kørte vi dertil, fordi vi vidste, vi kunne få lov til at bo der, men også fordi der altid var sådan nogle sjove mennesker i køkkenet om natten. Der blev snakket om nogle ting, som jeg aldrig nogensinde havde hørt nogen tale om i mit hjem. Og om en tro, der var langt fra den, jeg blev præsenteret for i min barndoms folkekirke,” fortæller Poul Krebs og uddyber:

”På præstegården i Varde kunne der for eksempel blive talt om det at tvivle. At det er i orden at tvivle. Eller der blev talt om, at vi er en del af en større sammenhæng. Alt afhænger ikke af dig. I den periode lærte jeg, at det kun er, når du føler, du er i centrum, at det går galt.”

Sidstnævnte sætning har fulgt sangeren lige siden, fortæller han:

”Hvis man ikke ser sig selv som en del af noget større, men ser sig selv som centrum, så ophøjer man sig til noget, som man ikke kan leve op til. Det er nok den største udfordring, man står i, når man opnår en form for overfladisk succes, som for eksempel en musikerkarriere kan være. Og det har jeg også selv oplevet i perioder. Hvor jeg har følt, at alt afhang af mig, og at der bare var tjenere omkring mig.”

I dag arbejder Poul Krebs derfor bevidst på at holde fokus væk fra sig selv og i stedet på de mennesker, der har bragt ham dertil, hvor han er i dag. Ligesom en god prædiken kan være med til at sætte tingene i rette perspektiv. Og når man ved, man ikke selv er centrum, væltes man ikke så nemt omkuld, lyder det.

”Selvfølgelig er der op- og nedture i min branche. Men dem bliver jeg ikke så påvirket af. Jeg føler, alt sker af en årsag, og alt har sin tid. Det vigtigste er, at jeg lærer noget undervejs,” siger Poul Krebs.