Amerikansk kirke afviser blandede ægteskaber

Vi er overhovedet ikke racister, lyder det fra amerikansk kirke, der nu forbyder ægteskaber mellem sorte og hvide

Det kan godt være, at de elsker hinanden, men i en amerikansk kirke forbydes de nu adgang på grund af deres hudfarve.
Det kan godt være, at de elsker hinanden, men i en amerikansk kirke forbydes de nu adgang på grund af deres hudfarve. Foto: Michèle Constantini/Michele Constantini / Altopress.

En lille kirke i den amerikanske stat Kentucky har skabt furore med et forbud mod ægteskaber mellem sorte og hvide.

Den lille kirke, Gulnare Free Will Baptist Church, vedtog forleden forbudet med ni stemmer mod seks. Adskillige medlemmer havde forud for afstemningen forladt kirken i protest, men kirkens ledelse står fast på beslutningen, skriver den britiske avis The Guardian.

"Jeg er ikke racist. Det siger jeg dig. Jeg har ikke fordomme mod nogen og har aldrig i mit liv talt ondt om nogen på grund af deres etniske baggrund", siger Melvin Thompson, som er tidligere præst i kirken og samtidig manden bag det kontroversielle forbud mod blandede ægteskaber.

LÆS OGSÅ: Præster: Mitt Romney er ikke kristen

Flere medlemmer i kirken, deriblandt kirkens egen præst Stacy Stepp, vil dog forsøge at få omgjort beslutningen, blandt andet med hjælp fra den nationale baptist-sammenslutning.

Forbudet blev vedtaget søndag i sidste uge, men har allerede haft konsekvenser, blandt andet for parret Stella Harville og hendes forlovede, Ticha Chikuni. Ticha er afrikaner og sort, hvilket for kort tid siden fik Melvin Thompson til at meddele parret, at de ikke er velkomne i kirken.

Stella Harville, hvis far ellers er sekretær i kirken, beskriver afvisningen som "smertefuld".

"En del af mig er stadig i chok og forsøger at forstå, hvad der er sket i de seneste dage. Jeg håber virkelig, at de får ændret dette", siger Stella Harville.