Amerikansk magasin: Her er de 10 vigtigste religionshistorier i 2011

Fra pavens møde med ateister til Sai Babas død. Se årets ti vigtigste religionshistorier ifølge amerikanske Time Magazine

Den omstridte indiske guru Sai Babas død var en de mest markante religionshistorier i 2011, mener amerikanske Time Magazine.
Den omstridte indiske guru Sai Babas død var en de mest markante religionshistorier i 2011, mener amerikanske Time Magazine. Foto: DIBYANGSHU SARKAR Denmark.

Hvad har amerikanske mormoner til fælles med Dalai Lama? Og hvor er forbindelsen mellem sekteriske amish-folk og den katolske kirkes overhoved, pave Benedikt XVI?

Ja, skal man tro det amerikanske magasin Time Magazine har ovenstående det til fælles, at de alle udgør en del af årets ti mest markante religionshistorier.

Forud for årets snarlige afslutning har Time Magazine - på linje med verdens øvrige medier - set tilbage på året og plukket de vigtigste historier indenfor alle områder, herunder også religion. Og her er følgende 10 historier valgt som årets mest markante:

1. Mormonerne

Med to præsidentkandidater med mormonsk baggrund, flere storsælgende bøger og et teaterstykke på selveste Broadway har mormonerne for alvor sat sit præg på den amerikanske religionsdebat i 2011, påpeger Time Magazine.

2. Sigtelsen mod biskop Robert Finn

I amerikanske medier har sigtelsen mod den katolske biskop Robert Finn også fyldt så mange spalter, at Time Magazine tæller det med som en af årets mest markante religionshistorier. Robert Finn er sigtet for ikke at have fjernet en præst, Shawn Ratigan, hvis computer ved en undersøgelse viste sig at indeholde børnepornografisk materiale, blandt andet andet filmet af præsten selv.

3. Dalai Lamas tilbagetrækning som politisk leder

Ved at trække sig tilbage som politisk leder, men fortsætte som tibetanernes åndelige leder, kan Dalai Lamahave styrket tibetanernes kamp for selvstændighed fra Kina, påpeger Time Magazine.

4. Saligkåringen af pave Johannes Paul II

Den 1. maj blev pave Johannes Paul saligkåret og er dermed rykket et markant skridt nærmere en helgenkåring, væsentligt hurtigere end den slags normalt foregår. Den symbolske og religiøse betydning af den afdøde og vellidte paves saligkåring er blandt årets vigtigste religiøse begivenheder, lyder det fra Time Magazine.

5. Egyptens koptiske kristne

Af frygt for fremtiden og en mulig islamistisk magtovertagelse var Egyptens koptiske kristne blandt de mest skeptiske, da kravet om reformer brød løs ved demonstrationerne i Egypten. Efterfølgende ødelæggelser af kirker har vist, at kopternes frygt ikke var helt ubegrundet, mener Time Magazine, som dog påpeger, at også mange muslimer har talt for kopternes rettigheder.

6. Paven omfavner ateisterne...akavet

Ved det traditionelle tværreligiøse møde i Assissi havde pave Benedikt XVI i år for første gang også inviteret fire prominente ateistiskefrontfigurer med. I sin egen tale til arrangementet advarede paven dog stærkt mod fjernelsen af Gud fra det moderne samfund.

7. Sai Babas død

Den omstridte og yderst populære indiske guru Sai Baba døde i april og blev efterfølgende begravet med et følge på flere hundredetusinder personer. Gentagne anklager om alt fra korruption til misbrug af børn formåede ikke at ødelægge Sai Babas popularitet, og derfor er han på årets top-10 over markante religiøse begivenheder, ifølge Time Magazine.

8. Sekteriske amish-folk

Afklippede skæg og trusler på livet er ikke det, der normalt tænkes på, når man hører om amish-folket. Men i USA har en særligt aggressiv gren af amish-folkene trukket overskrifter med sine angreb på andre amish-folk, som ifølge sektens leder ikke lever tilstrækkeligt fundamentalistisk. De overfaldne har blandt andet fået klippet deres markante skæg af, hvilket blandt amish-mænd er en stor ydmygelse og fratagelse af et centralt religiøst element.

9. Krystal-katedralens konkurs

En af USA's mest berømte kirker, den såkaldte Krystal-katedral i Miami, har i mere end 30 år været centrum for tv-prædikantens Robert Schullers programmer til millioner af amerikanere. Men i 2011 gik katedralen konkurs og alt tyder nu på, at den nuværende ejer, den amerikanske reformerte kirke, vil sælge kirken til det lokale katolske stift.

10. Jorden går under...heller ikke denne gang

På tiendepladsen over årets mest markante religiøse begivenheder finder vi en vaskeægte fuser, nemlig forudsigelsen af jordens undergang. Denne gang - som flere gange før - kom forudsigelsen fra radio-prædikanten Harold Camping, der havde udråbt den 21. maj som dagen, hvor jorden gik under og kun de sande troende ville blive frelst. Sådan gik det som bekendt ikke, hvilket fik Harold Camping til at udskyde dommedag til den 21. oktober. Også her fortsatte jorden sin vante gang og siden har den alvorligt syge Harold Camping ikke vovet sig ud i kunsten af forudsige dommedag.