Prøv avisen
Troens øjeblik

Færdselsbetjent fra tv: Jesus ændrede alt i mit liv

Vlado Kobas Lentz har gennem 10 år medvirket i programmet ”Politijagt” på Kanal 5, og han bliver ofte stoppet på gaden af folk, der kender ham fra tv. ”Det giver mig mulighed for at tale med mennesker, jeg ellers aldrig ville være kommet i snak med, og nogle gange opstår der en situation, hvor jeg kan fortælle dem om min tro. Det tror jeg helt sikkert er en del af Guds plan for mit liv,” siger han. – Foto: Kim Dang Trong

Vlado Kobas Lentz er vokset op som katolik, men da hans mor døde, holdt han op med at gå i kirke. Omkring 30 år senere blev en campingferie i regnvejr et afgørende vendepunkt for færdselsbetjenten fra Kanal 5’s "Politijagt"

”Denne bog er tilegnet dig. Gud længes efter, at du skal leve det liv, han har bestemt for dig, inden du blev født.”

Ordene gav genlyd i mig. Det var en dag i sommerferien for syv år siden. Min hustru og jeg var på ferie i vores campingvogn, vejret var elendigt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle få tiden til at gå med. Så jeg greb ud efter en bog, som min hustru havde taget med, ”Det målrettede liv” af den amerikanske præst Rick Warren. På første side mødte jeg en påstand om, at Gud havde en mening med mit liv, og at han havde planlagt netop det øjeblik. På den ene side syntes jeg, at det lød fjollet. Jeg er normalt ret skeptisk og har altid været ret kritisk over for folks beretninger om en åndelig virkelighed, mirakuløse helbredelser og personlige møder med Jesus. På den anden side gjorde ordene indtryk. Jeg var med ét overbevist om, at det ikke var nogen tilfældighed, at jeg sad der med den bog i hånden, men at det var Guds plan, at jeg skulle få øjnene op for den åndelige virkelighed. Det var et vendepunkt. Derfra gik det stærkt.

Jeg har altid været overbevist om, at der findes en Gud. Min mor var katolik, og jeg gik i kirke med hende i Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade på Vesterbro, da jeg var barn. Men som ung blev jeg påvirket af 1970’ernes strømninger, den seksuelle frigørelse og alt det der. Da min mor så døde meget ung, gled kirken helt ud af mit liv.

Det virkede ikke relevant, for det, jeg havde oplevet, var mest nogle ritualer, som ikke rigtig virkede levende. Troen blev for mig noget med at gå i kirke juleaften, og fortællingen om Jesus i krybben var som et eventyr, ikke noget virkeligt.

Men så skete der noget andet. For omkring 10 år siden, da min yngste søn skulle begynde i børnehave, inviterede vores dagplejer os så hjem til kaffe. Vi sad og snakkede, og på hendes bord lå et blad med en invitation til en kvindekonference. Jeg spurgte min kone, om det ikke var noget for hende. Jeg tænkte ikke nærmere over, at det var et kirkeblad. Dagplejeren inviterede min kone med, og hun kom hjem og var dybt påvirket og fortalte mig, at hun gerne ville begynde at gå i kirke. Jeg lagde faktisk ikke mærke til den forvandling, der var sket med hende. Jeg vidste, at hendes forældre var engagerede i folkekirken, og jeg tænkte, at det da ikke kunne skade at gå i kirke, selvom det var en frikirke. Min kone blev meget aktiv i kirken og tog også vores børn med, og jeg læste lidt på kirkens hjemmeside. Igen tænkte jeg bare, at det så meget fint ud.

Min kone begyndte så at invitere folk fra kirken til husmøder hos os, og jeg sørgede for at være på arbejde, når de kom, for det interesserede mig ikke. Men en aften kom jeg tidligere hjem end planlagt, og mødet var ikke slut. Jeg prøvede at snige mig ovenpå, men de spurgte, om jeg ikke ville være med, og det ville virke uhøfligt at sige nej. Så jeg var med til sidste del af mødet. Rick Warrens bog lå på bordet, og den talte de om, og så sluttede de med at bede.