Prøv avisen
Troens øjeblik

Færdselsbetjent fra tv: Jesus ændrede alt i mit liv

Vlado Kobas Lentz har gennem 10 år medvirket i programmet ”Politijagt” på Kanal 5, og han bliver ofte stoppet på gaden af folk, der kender ham fra tv. ”Det giver mig mulighed for at tale med mennesker, jeg ellers aldrig ville være kommet i snak med, og nogle gange opstår der en situation, hvor jeg kan fortælle dem om min tro. Det tror jeg helt sikkert er en del af Guds plan for mit liv,” siger han. – Foto: Kim Dang Trong

Vlado Kobas Lentz er vokset op som katolik, men da hans mor døde, holdt han op med at gå i kirke. Omkring 30 år senere blev en campingferie i regnvejr et afgørende vendepunkt for færdselsbetjenten fra Kanal 5’s "Politijagt"

”Denne bog er tilegnet dig. Gud længes efter, at du skal leve det liv, han har bestemt for dig, inden du blev født.”

Ordene gav genlyd i mig. Det var en dag i sommerferien for syv år siden. Min hustru og jeg var på ferie i vores campingvogn, vejret var elendigt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle få tiden til at gå med. Så jeg greb ud efter en bog, som min hustru havde taget med, ”Det målrettede liv” af den amerikanske præst Rick Warren. På første side mødte jeg en påstand om, at Gud havde en mening med mit liv, og at han havde planlagt netop det øjeblik. På den ene side syntes jeg, at det lød fjollet. Jeg er normalt ret skeptisk og har altid været ret kritisk over for folks beretninger om en åndelig virkelighed, mirakuløse helbredelser og personlige møder med Jesus. På den anden side gjorde ordene indtryk. Jeg var med ét overbevist om, at det ikke var nogen tilfældighed, at jeg sad der med den bog i hånden, men at det var Guds plan, at jeg skulle få øjnene op for den åndelige virkelighed. Det var et vendepunkt. Derfra gik det stærkt.

Jeg har altid været overbevist om, at der findes en Gud. Min mor var katolik, og jeg gik i kirke med hende i Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade på Vesterbro, da jeg var barn. Men som ung blev jeg påvirket af 1970’ernes strømninger, den seksuelle frigørelse og alt det der. Da min mor så døde meget ung, gled kirken helt ud af mit liv.

Det virkede ikke relevant, for det, jeg havde oplevet, var mest nogle ritualer, som ikke rigtig virkede levende. Troen blev for mig noget med at gå i kirke juleaften, og fortællingen om Jesus i krybben var som et eventyr, ikke noget virkeligt.

Men så skete der noget andet. For omkring 10 år siden, da min yngste søn skulle begynde i børnehave, inviterede vores dagplejer os så hjem til kaffe. Vi sad og snakkede, og på hendes bord lå et blad med en invitation til en kvindekonference. Jeg spurgte min kone, om det ikke var noget for hende. Jeg tænkte ikke nærmere over, at det var et kirkeblad. Dagplejeren inviterede min kone med, og hun kom hjem og var dybt påvirket og fortalte mig, at hun gerne ville begynde at gå i kirke. Jeg lagde faktisk ikke mærke til den forvandling, der var sket med hende. Jeg vidste, at hendes forældre var engagerede i folkekirken, og jeg tænkte, at det da ikke kunne skade at gå i kirke, selvom det var en frikirke. Min kone blev meget aktiv i kirken og tog også vores børn med, og jeg læste lidt på kirkens hjemmeside. Igen tænkte jeg bare, at det så meget fint ud.

Min kone begyndte så at invitere folk fra kirken til husmøder hos os, og jeg sørgede for at være på arbejde, når de kom, for det interesserede mig ikke. Men en aften kom jeg tidligere hjem end planlagt, og mødet var ikke slut. Jeg prøvede at snige mig ovenpå, men de spurgte, om jeg ikke ville være med, og det ville virke uhøfligt at sige nej. Så jeg var med til sidste del af mødet. Rick Warrens bog lå på bordet, og den talte de om, og så sluttede de med at bede.

Et par uger senere var vi så på ferie, og jeg åbnede bogen og læste selv i den for første gang. Jeg læste den på et par uger og slog op og læste i Bibelen ud fra de henvisninger, der var i den. Jeg forstod ærlig talt ikke ret meget, men jeg kunne mærke, at det var vigtigt.

Et par uger senere sagde jeg til min kone, at jeg gerne ville med i kirke. Der blev helt stille. Hun spurgte ikke om noget, og vi tog af sted.

Henne i kirken havde jeg en fuldstændig overvældende følelse af at komme hjem. Og da lovsangen begyndte, gjorde det enormt indtryk.

Herfra gik det stærkt. Jeg læste i Bibelen og begyndte at se forbindelser mellem den og mit eget liv. Jeg begyndte også at se tilbage på episoder i mit liv, hvor jeg nu kunne se, at Gud havde været til stede. Der var situationer på mit arbejde, hvor jeg havde bedt en stille bøn, når der var en særlig aggressiv atmosfære, og så var det, som om aggressionerne ikke påvirkede mig på samme måde. Der kom en fred ind over.

Et par uger efter mit første møde med kirken sad vi hele familien derhjemme og spiste middag, og pludselig så jeg et stærkt lys ude i gangen. Jeg kiggede på de andre og undrede mig over, at de ikke lagde mærke til noget. Så kiggede jeg op igen og fik øje på en mand, der stod og kiggede på mig. Han så ud fuldstændig, som jeg altid har forestillet mig Jesus. Han kaldte mig til sig med hånden, som om han sagde ”følg efter mig”. I begyndelsen tænkte jeg, at det var en dagdrøm, men samtidig vidste jeg, at det var virkeligt. Og i dag er jeg ikke i tvivl.

Det har påvirket alt i mit liv, at jeg har fået en personlig relation til Jesus. Mit ægteskab er blevet stærkere, for selvom vi har samme udfordringer som alle andre, har vi en vished om, at vi er ét, selvom vi er forskellige. Og når vi ryger i totterne på hinanden, kan vi sætte os ned og bede. Vi deler også troen med vores børn. Og på mit arbejde har det ændret den måde, jeg møder andre mennesker på. Folk skal selvfølgelig straffes for deres forkerte handlinger, men samtidig ved jeg, at der bag handlingen er et menneske, som Gud elsker. Der er altid en historie bag det, som sker. Jeg tager mig oftere tid til at tale med spritbilister eller fartsyndere og høre om deres liv, og nogle gange bliver der mulighed for, at jeg kan fortælle om min tro. Andre gange beder jeg en stille bøn, før jeg stiger af motorcyklen og beder Gud om, at han vil hjælpe mig til at gøre det bedst mulige. Så sker det, at en situation med aggres- sion og vold i luften, falder til ro, og mine kolleger undrer sig. Men jeg smiler for mig selv og ved, at Gud er med i det.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

At læse i Bibelen hver dag, selvom det i første omgang kan være svært at få ordene til at give mening. I begyndelsen var det nærmest volapyk for mig, ordene var døde og sagde mig ikke noget. Men langsomt begyndte jeg at kunne se en for- bindelse mellem Bibelens beretninger og mit eget liv, og nu er Bibelen virkelig blevet det levende ord for mig. Dens ord kaster lys over mange ting i mit liv. Tænk bare på David, hvis liv er præget af alt det, vi mennesker også kæmper med i dag. Alligevel bevarer han en dyb og nær relation til Gud. Det inspirerer mig meget.

Hvad har udfordret din tro?

At hverdagens udfordringer ikke forsvinder, selvom man har en personlig relation til Jesus. Vi lever jo i denne verden med alle dens udfordringer og problemer. Når jeg har været i kirke om søndagen, er jeg helt fyldt op og højt oppe. Men så kommer hverdagen, og der er altid en risiko for at falde tilbage i gamle roller og mønstre – både på arbejdet og i familien. Der er mange tilbagefald, for Djævelen ønsker jo at lokke os væk fra Gud og ødelægge alt det gode, ægteskaber, familier og så videre.