Prøv avisen

Amerikanske kristne forsvarer Elfenbenkystens præsident

I kampen for at bevare magten, som han ellers mistede ved sidste års valg, har Elfenbenskystens præsident Gbabgo sendt sine styrker ud for at bekæmpe oppositionen. Dette har ført til borgerkrigslignende tilstande med adskillige dræbte. Foto: Scanpix. Foto: LUC GNAGO

Gbagbo er et bolværk mod udbredelsen af islam, lyder det fra amerikanske højrekristne om Elfenbenskystens præsident, der ellers møder international kritik for drab på landets egen befolkning

Mens Elfenbenskystens præsident, Laurent Gbagbo, møder international fordømmelse for sin voldelige kamp for at bevare magten, får han nu opbakning fra uventet kant.

Amerikanske højrekristne går nu ud i et forsvar for Gbagbo, som betegnes som et afgørende bolværk mod udbredelsen af islam.

LÆS OGSÅ:Elfenbenskystens præsident er på vej ud

Samtidig hævder de amerikanske kristne, der blandt andet har rødder i det evangelikale kirkemiljø, at Gbagbo ikke har tabt sidste års valg, som det ellers lyder fra blandt andre FN.

En af frontfigurerne i forsvaret for den ellers så forhadte præsident er Jim Inhofe, der er senator for staten Oklahoma. I et brev til den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, har Inhofe blandt andet argumenteret for, at det er "matematisk umuligt, at præsident Gbagbo har tabt valget med flere hundredetusinder stemmer", skriver den britiske avis The Guardian.

Også tv-prædikanten Pat Robertson forsvarer Gbagbo, blandt andet med betegnelsen "en meget fin mand".

"Elfenbenskysten er et land, styret af en kristen, som nu er på vej i hænderne på en muslim, hvilket gør det til endnu en muslimsk nation, der styrker udbredelsen af sharia-lov", lyder det fra Pat Robertson med henvisning Alassane Quattara, der af alle internationale og nationale myndigheder betragtes som vinder af sidste års valg.

Ifølge Røde Kors og Caritas har kampene i Elfenbenskysten blandt andet ført til drab på mellem 800 og 1000 personer i en enkelt by.