Prøv avisen

Amish-mænd fængslet for ulovlige hestevogne

Her ses en fuldt lovlig amish-hestevogn med den lovpligtige advarselstrekant. Modstanden mod at bruge klare farver, såsom på trekanten, har ført til at otte amish-mænd er endt i fængsel. Billedet er fra Shipshewana i staten Indiana, USA. Foto: Robert W. Ginn

Religiøse krav betyder, at amish-mænd ikke kan overholde amerikansk færdselslov. Nu er de fængslet

Religiøse protester mod enorange advarselstrekant har nu ført til, at otte amerikanske amish-mænd er endt i fængsel.

De otte mænd er alle medlemmer af den sekteriske amish-sekt Swartzentruber, som ud fra et meget fundamentalistisk bibelsyn blandt andet påbyder sine medlemmer at optræde ydmygt, hvilket blandt andet betyder et forbud mod brugen af meget lyse og kulørte symboler.

Derfor har de otte mænd, der alle bor i staten Kentucky, trods flere advarsler nægtet at sætteorange advarselstrekanter på deres hestevogne. Og da de samtidig har nægtet at betale en bøde, da dette ville blive set som en indirekte accept af lovgivningen, er de nu endt med domme på mellem tre og 10 dages fængsel, skriver den britiske avis The Guardian.

Sagen begyndte i 2008 og de otte mænd har blandt andet fået hjælp af en borgerrettighedsgruppe, men fik i juni afslag på en appelsag. En niende mand slap for fængsel, da andre valgte at betale hans bøde, så han kunne passe sit syge barn.

I fængslet har man dog valgt at respektere mændenes religiøst begrundede modstand mod klare farver og har derfor givet mørke fængselsdragter i modsætning til de sædvanlige, der netop er orange.