Analyse: De grundtvigske valg-menigheder er i mindretal

Væksten i antallet af nye menigheder er historisk stor. Om udviklingen fortsætter sådan, afgøres blandt andet af, om der bliver plads til teologisk konservative præster i folkekirken

Den store vækst i antallet af frimenigheder vil blive afgjort af, om der er plads til konservative præster i folkekirken. Arkivfoto: Gudstjeneste i Agerskov kirke, som er med i en kirke-mobilisering, som går under sloganet ”Fyld Danmarks Kirker”.
Den store vækst i antallet af frimenigheder vil blive afgjort af, om der er plads til konservative præster i folkekirken. Arkivfoto: Gudstjeneste i Agerskov kirke, som er med i en kirke-mobilisering, som går under sloganet ”Fyld Danmarks Kirker”. Foto: Jesper Kristensen Denmark.

Danmark har en helt særlig kirkestruktur. Vi har en kirkelig frihedslovgivning, der går tilbage til Grundtvig: Enkeltpersoner skulle have lov til at løse sognebånd til en anden sognepræst. Det fik de i 1855.

En gruppe skulle selv have lov at danne en fri menighed inden for folkekirken og vælge deres egen præst og aflønne denne. Det førte til valgmenighedsloven af 1868. Også frie evangelisk-lutherske menigheder, der stod uden for folkekirken, kunne have gode samarbejdsrelationer til kirken. Der er en forskel på at være frimenighed og frikirke! De grundtvigske kredse udnyttede naturligt nok frihedslovgivningen først. Der dannedes valg- og frimenigheder rundt omkring i landet, cirka 50, da der var flest, nogle meget store og indflydelsesrige.

I 1990 stiftedes i Aarhus en valgmenighed i tilknytning til den luthersk-karismatiske bevægelse. Den blev kendetegnet af et meget nytænkende menighedsarbejde og er i dag vokset til over 800 medlemmer.

Succesen har været en medvirkende faktor til dannelsen af andre nye menigheder. I skrivende stund findes der 56 nye menigheder i den ikke-grundtvigske del af dansk kirkeliv, så antallet af disse overgår de cirka 40 tilbageværende grundtvigske valg- og frimenigheder.

LÆS OGSÅ:Danskere nytolker kærlighedsbuddet

De nye valg- og frimenigheder kan deles op i tre hovedgrupper:

Der er 14 menigheder under Dansk Oase i den karismatiske tradition. Her lægger man vægt på menigheden som et legeme, hvor hver enkelt tjener helheden med sin nådegave. Derfra gør man op med en folkekirkelig (u)skik, hvor præsten gør næsten alt.

15 valg- og frimenigheder er tilknyttet et menighedsnetværk i Evangelisk Luthersk Netværk. De hører til i den indremissionsk kirkelige tradition. De er blevet til i reaktion mod folkekirkens voksende teologiske bredde. Enten fordi man på lokalt plan ikke kan leve af og leve med en Grosbøll-agtig præsts forkyndelse. Eller fordi man reagerer mod folkekirkens indførelse af et ritual for vielse af homoseksuelle.

22 frimenigheder er tilknyttet Luthersk Mission og fortsætter dermed denne forenings lavkirkelige tradition. Dels i en teologisk reaktion, dels ud fra ønsket om mere sammenhæng. Den gamle ellipsestruktur, hvor man gik både i kirke og missionshus, passer i dag mindre godt ind i en moderne børnefamilies ugerytme. Derfor samler man alle aktiviteter i ugens løb i samme frimenighed.

Der er ingen enkel forklaring på, at der i Aarhus i dag er tre sådanne menigheder, i hver sin tradition og med i alt 1300-1500 gudstjenestedeltagere pr. søndag. På landsplan kan det anslås, at der er cirka 6000 voksne medlemmer og lige så mange kirkegængere fordelt på hver af de tre typer af menigheder. Næsten alle er unge eller unge familier med børn.

Der er i alle tre grupper tale om en kombination af teologiske holdninger og kulturelle tendenser. I storbyens uoverskuelige vrimmel kan de nye valg- og frimenigheder virke som et fællesskab, hvor den unge lettere bliver set, taget alvorligt og engageret.

Det er slet ikke alle kirkegængere, der følger meget med i teologi og kirkepolitik. Mange unge tænker lavpraktisk. De går efter Bibelens og kristendommens konkrete hjælp til at leve og finde vej gennem menneskelivet, nu og for evigt. Så går de hen, hvor de finder det uden at tænke ret meget på, om det er en sognekirke, valgmenighed eller frimenighed.

En lille ting som kirkemusik sætter mange følelser i sving. I folkekirken har man af historisk-tilfældige grunde stort set kun orgler. Der står ikke skrevet i hverken Bibelen eller de lutherske bekendelsesskrifter, at et orgel er det rigtige musikinstrument. Nogle vælger så at tilhøre en ny menighed på grund af musikstil. En af de nye menigheder kalder sig Kirke i Herning med aktuel gudstjenesteform.

Vil antallet af nye menigheder vokse? Afgørende bliver det, hvordan de ansvarlige lag i folkekirken reagerer på udviklingen.

Hvis der fortsat gives plads til teologisk konservative præster, og hvis der fremover gives bedre plads til nye arbejdsformer, så kan de forholdsvis få valg- og frimenigheder komme til at virke befrugtende på de mange sognemenigheder.

Nogen modsætning behøver der slet ikke at være. Som en ny menighed i Silkeborg præsenterer sig: Borgerkirken konkurrerer ikke med Folkekirken! Vi konkurrerer med alt det andet, man kan lave i stedet for at gå i kirke, når rundstykkerne er spist om søndagen.

Kurt E. Larsen er lektor i kirke-historie på Menighedsfakultetet.