Der er både økonomiske og kulturelle argumenter i spil, når helligdagene debatteres som for eksempel senest i forbindelse med regeringens overvejelse om at sløjfe store bededag
Helligdagene er ikke hellige. Det kan man forvisse sig om, hvis man går i det lokale havecenter eller følger folket til genbrugspladsen 2. pinsedag. Folk bruger tid på meget andet end gudstjeneste i forårets mange mere eller mindre skæve helligdage.
LÆS OGSÅ: Regeringen skal forklare planer om afskaffelse af St. bededag
Det er der ikke noget nyt i. Påbuddet om at gå til gudstjeneste på helligdage blev ophævet allerede i 1845. Det relativt nye er, at heller ikke for politikere er helligdagene hellige: De kan afskaffes. Tidligere på ugen er det kommet frem, at regeringen foreslog store bededag afskaffet i de indledende forhandlinger af 2020-planen, et forslag De Radikale oprindeligt lancerede sidste år. Rationalet og argumentet er økonomisk, der er penge at hente ved at nedlægge en helligdag eller to.
Er det så en politisk vindersag at foreslå helligdage nedlagt? Næppe lige med det første, og regeringens forslag blev da også hurtigt pillet af bordet. Men det ligger i luften, at man godt kan tale om at røre ved helligdagene af økonomiske årsager.
De seneste uger har det således været debatteret både i radio og på internettet, om det er o.k. med alle de skæve helligdage, når vi nu alle sammen skal arbejde mere. Debatterne har løbet parallelt med, at for eksempel pinsen stort set ikke har været dækket journalistisk i de skrevne medier med undtagelse selvfølgelig af Kristeligt Dagblad.
Det økonomiske argument følges ofte også af et kulturelt argument, som har at gøre med religionens rolle i samfundet. Et eksempel fra tidligere på foråret var en redaktionel kommentar i dagbladet Politiken i påsken. Kommentarens forslag om at afskaffe helligdagene var økonomisk begrundet, men kommentaren var i lige så høj grad et udfald mod okkulte højtider, som de færreste danskere ifølge skribenten forbandt noget religiøst med. Hvis der skulle være nogle strengt religiøse mennesker, der ville bruge en af forårets ferie- og fridage på at bede, messe eller høre på prædikener, må de forsøge at forhandle en individuel aftale på plads med deres arbejdsgiver.
Politikens skribent foreslog følgelig helligdagene afskaffet til fordel for nogle ekstra feriedage, som den enkelte kunne lægge, hvor han eller hun ville. Tanken om at veksle fælles helligdage til individuelle fridage er ikke grebet ganske ud af den blå luft; fagforbundet 3F har således foreslået, at overenskomsterne skal være mindre afhængige af kristne helligdage, så alle uanset religion får en pulje feriedage, som de kan placere, hvor de helst vil.
Det er en model, som langtfra er omkostningsfri for samfundet, fordi både familier, foreninger og civilsamfundet i øvrigt har glæde af, at der er fælles fridage. Da Storbritannien for eksempel i 1871 lovgav om bank holidays, så var den drivende kraft bag lovgivningen en liberal politiker og bankmand med stor interesse for cricket, hvor kampene netop kunne afvikles på de nye fridage. Hvis fridagene individualiseres, så ryger de fælles fridage, hvor der kan opbygges både social og kulturel kapital, som er vigtig for, at samfundet fungerer også uden for arbejdsmarkedet.
Helligdagene i Danmark er kristne af historiske grunde. Der er vel ikke nogen teologisk nødvendighed i hverken 2. helligdagene eller store bededag. Det historiske fællesskab, som helligdagene repræsenterer udfordres, når der er flere religioner på markedet. Så kan helligdagene blive en kampplads, som det sker, når en gruppe på Facebook med overskriften Nej til at sælge ud af vores helligdage for en islamisk helligdag har næsten 11.000 medlemmer.
Helligdagene bliver dermed endnu en brik i spillet om religionens rolle i det offentlige rum.
Og håndteringen af helligdagsspørgsmålet bliver en prøve på, om man også i et postsekulært samfund med flere religioner på markedet kan tilgodese såvel fællesskabet og historien som de individuelle ønsker. Og om man kan og vil navigere i det grumsede vand mellem de rene standpunkter, økonomien på den ene side og på den anden side henvisninger til neutralitet en ikke-eksisterende størrelse, hvor religion udgrænses fra det fælles og sættes ud på det samfundsmæssige overdrev.
I et sekulariseret land med flere religioner repræsentereret bliver helligdagene paradoksalt nok mere hellige: Vi får øje på deres religiøse rod, ligesom vi har fået øje på korset i Dannebrog. Helligdagene har således set med kulturelle briller mistet deres uskyld i kraft af samfundsudviklingen i hvert fald i teorien. Nogen folkesag er afskaffelsen af helligdagene dog indtil videre ikke blevet. Facebookgruppen Alle os der er imod helligdage har således blot sølle tre medlemmer.
Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende