Prøv avisen

Analyse: Ledes folkekirken af glade amatører?

Folkekirkens demokratiske legitimitet er skrøbelig. Det mener Birgitte Stoklund Larsen Foto: colourbox.dk

KIRKEANALYSE I dag lanceres en kampagne for at øge opmærksomheden omkring menighedsrådsvalget. Og valget er vigtigt, ikke mindst fordi folkekirkens skrøbelige demokratiske legitimitet risikerer at blive endnu mere skrøbelig i fremtiden

Tomme kirker, kirkelukninger og medlemsflugt.

Det er hovedindholdet i den presseomtale, folkekirken har fået i de seneste uger, hvor både landsdækkende og regionale medier har rettet fokus mod kirken. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at det er historien om folkekirken. Ja, nogen sidder sikkert i sofaen derhjemme og spørger, om kirken er mere død end levende? Om folkekirken ledes af glade amatører?

LÆS OGSÅ: Menighedsrådsvalget bliver alternativt

Så er de på rette vej. Måske. Det er i hvert fald to af spørgsmålene fra den kampagne, som Landsforeningen af Menighedsråd og Kirkeministeriet lancerer her i begyndelsen af marts som optakt til efterårets menighedsrådsvalg i november.

Der er næppe nogen, der er i tvivl om, at der er brug for en særlig indsats for at få folk til at stille op til menighedsrådsvalget. Erfaringer fra nuværende menighedsrådsmedlemmer om glæden eller mangel på samme ved at sidde i menighedsråd er formentlig en ganske afgørende rekrutteringsfaktor, og det har længe været en offentlig hemmelighed, at frustration er en udbredt erfaring fra menighedsrådsarbejde. Det har man blandt andet kunnet aflæse af læserbrevsskribenter, der klager over de administrative byrder, der følger med, at menighedsrådet er et offentligt forvaltningsorgan.

Hertil kommer, at folkekirken også rammes af den generelle tendens til, at interessen for traditionelt bestyrelsesarbejde viger til fordel for mere ad hoc-baseret frivilligt arbejde. Det sidste har man så mange steder i folkekirken afviklet de seneste årtier til fordel for professionalisering, så netværket omkring den lokale kirke er også mange steder blevet mere spinkelt.

Menighedsrådsvalget er altså vigtigt. Det gælder også i det store billede, hvor en folkekirkelig styringsreform ligger i svøb i regeringsgrundlaget.

Folkekirken har i kraft af menighedsrådene et ganske stærkt demokratisk rodnet på papiret. I realiteten er den demokratiske basis i folkekirken skrøbelig få stiller op, ligesom interessen for valget generelt er lille, ligesom det er let for grupper med et særligt engagement at sætte sig på magten. Savner menighedsrådene i dag reel demokratisk legitimitet, så forstørres det problem yderligere, hvis man for eksempel forestiller sig, at folkekirkens øverste myndighed ikke skulle være Folketinget, men en form for landsmenighedsråd.

Spørgsmålet om at sikre kirkelige råd demokratisk legitimitet har også været et tema i Norge. Det norske storting besluttede således, at kirken i forbindelse med ændringerne i stat-kirke-forholdet skulle undergå en demokratireform. Reformen betød blandt andet, at kirkelige valg skulle afholdes samtidig med et andet offentligt valg, for eksempel kommunalvalg, og at man skulle anvende direkte valg i større omfang.

Demokratireformen blev evalueret i 2011 af Stiftelsens Kirkeforskning. Af evalueringen fremgår, at valgdeltagelsen er steget betydeligt - fra omkring 4 procent før demokratireformen til 13 procent efter. Stigningen i valgprocenten tilskrives kirkevalgenes placering samtidig med kommunalvalgene, mens de direkte valg derimod ikke menes at have øget valgdeltagelsen.

Overordnet set peger evalu­eringen på, at demokratireformen har øget bredden blandt både vælgere og valgte. Og altså: styrket den norske kirkes demokratiske legitimitet og rådenes repræsentativitet.

Det forekommer helt oplagt i et længere perspektiv at overveje, om folkekirken kan lære af de bemærkelsesværdige resultater i den norske demokratireform. Flere forslag om og forsøg med alternative valgformer er allerede i spil.

Får Kirkeministeren og Landsforeningen af Menighedsråd noget ud af deres kampagne? Kan man faktisk få folk til at engagere sig positivt ved at aktivere deres negative eller skeptiske forventninger? Måske. Man kan i hvert fald håbe, at indsatsen for at styrke interessen for menighedsrådsvalget bærer frugt. Der er brug for gode folk i menighedsrådene i en tid med store udfordringer til folkekirken. Også mennesker, som evner at kigge ud over deres egen kirkes tujahæk.

Men det er også helt afgørende at få de gode historier fra folkekirken til at sprede sig i pressen og fra mund til øre. Om dér, hvor folkekirken virkelig virker. Ellers kan de færreste sikkert se motivationen for at gå ind i menighedsrådsarbejdet med mindre altså at man er rigtig god til at lukke og slukke og holder meget af netop det.

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.