Prøv avisen

Analyse: Politikens nye syn på kristendommen er et moderne træk

Bo Lidegaard gør et markant brud med tidligere tiders skeptiske tilgang til kristendommen i Politikens spalter. Det er helt nyt, at folkekirken anerkendes som et gavnligt nationalt fællesskab af chefredaktionen på Politiken. Foto: Søren Staal.

Politikens chefredaktør bryder med avisens hundredårige modstand mod kristendommen. Men der har været en gryende optøning på religionsfronten i avishuset i en tid, og omdrejningspunktet har været muslimerne

Er der to, som ikke har stået sammen i Danmark, er det avishuset Politiken og den kristne kirke. Georg Brandes lagde i 1800-tallet en hård linje over for kristendommen, og det kom til at præge den unge avis fremover. Den kulturradikale foregangsmand skrev i 1871:

Hvad man ikke gjerne vedkjender sig højt, det vedkjender jeg mig her: det mest levende Had til Christendommen, af mit ganske Hjerte, skal jeg istemme Voltaires Écrasons l´infâme (Lad os udslette den nedrige (kirke), red). Jeg hader Christendommen indtil Marven i mine Been.

LÆS OGSÅ: Da Kristeligt Dagblad hjalp de radikale til magten

Men det er tilsyneladende en afsluttet epoke nu. I en kommentar i Politiken den 8. april skriver chefredaktør Bo Lidegaard, at folkekirken er en del af den fælles kulturelle arv, der gør os til dem, vi er.

En udskillelse af kirken vil svække bevidstheden om, at vi er et samfund med dybe rødder i et nationalt og historisk fællesskab, der også omfatter en kirke, der indtil for ganske nylig har været helt dominerende, og som langt de fleste af os stadig er medlemmer af. Det er netop denne historie, der forener os i det samfund, der er vores.

Det er selve det kit, der gør os til en nation og til et folk. Betydningen af dette fællesskab bliver ikke mindre, men større, i takt med at vores samfund bliver mere multikulturelt og mere internationalt med markante religiøse minoriteter som muslimer. Jo stærkere vi er forankrede i vores fælles historie, des bedre er vi rustede til at tage åbent imod det fremmede og mod de nye medlemmer af vores samfund herunder også dem, der har en anden tro. Det er en misforståelse og en fatal af slagsen at vejen til større åbenhed og tolerance går gennem en fornægtelse af vore egne nationale forudsætninger.

Teksten fra Bo Lidegaard er et markant brud med tidligere tiders skeptiske tilgang til kristendommen i Politikens spalter. Det er helt nyt, at folkekirken anerkendes som et gavnligt nationalt fællesskab af chefredaktionen på Politiken, der de seneste 100 år har været danmarkshistoriens hovedorgan for religionskritik hvilket reelt har betydet kristendomskritik.

Opstandelsen over påske-vækkelsen på Politiken har været stor. I tirsdags reagerede religionskritikkens fortrop, forskerne Mikael Rothstein og Tim Jensen, chokeret over kursskiftet med et krav om at få deres avisorgan tilbage. Også de brugte muslimerne i deres argumentation:

Det, vi reagerer mod, er Lidegaards omklamring af os alle sammen i kirkens og den kristne kulturs navn: Igen og igen taler han om et vi og et os, som umuligt kan rumme f.eks. muslimske medborgere, men som sandt for dyden heller ikke rummer undertegnede, der er dybt uenige i Lidegaards syn på den kristne kirkes velsignede betydning for religion, kultur, samfund og politik i Danmark.

Reaktionen er forståelig, for hvis de nye toner fra Politikens chefredaktion ellers sætter sig igennem i avisens linje, vil det fratage kritikerne deres religionspolitiske talerør.

Set i et større perspektiv har den religionskritiske tone på Politiken været svagt vigende i de seneste år. Her er de brandesianske følelsesudbrud i stigende grad blevet politisk ukorrekte, og religionssynet har generelt bevæget sig i retning fra det kirkekritiske hen imod krav om tolerance af religiøs forskellighed.

Allerede tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden, der betalte kirkeskat til folkekirken hele sit liv, skiftede perspektiv, da han i en klartskuende kronik i 2009 skrev, at den farligste tendens i religionsdebatten var sekularismen:

Den hårde sekularisme i Danmark findes og er et problem, selv om mange tror, at de blot forfægter statsneutralitet, når de jager alt religiøst.

I 2010 skrev lederskribent Bjørn Bredal sig ind i samme gryende forståelse for, at folkekirken trods alt ikke var den værste spiller på det religiøse marked:

Frem for at afskaffe den kristne, protestantiske statskirke var det nok en bedre idé at få statsliggjort nogle flere af de religioner, der vokser i Danmark i disse år.

Tendensen har været, at Politikens Hus har bevæget sig ind i en pluralistisk og religiøs modernitet med et stadigt fokus på forståelse og tolerance for dem, der er anderledes. Og disse har ikke altid inkluderet kristne. Dette mønster er foreløbig kulmineret med, at chefredaktør Bo Lidegaard nu giver folkekirken det blå stempel som positivt folkefællesskab.