Analyse: Religion er snarere benzin på motoren end opium for folket

I modsætning til en udbredt opfattelse trives kristne vækkelsesbevægelser bedst i perioder med økonomisk fremgang. Det fremgår både af nordisk vækkelseshistorie og af den kirkelige udvikling i fremstormende vækstlande

"Religion er opium for folket," sagde Karl Marx, og mente dermed, at religion kunne dulme fattige menneskers trængsler. Men det stik modsatte gør sig faktisk gældende, påpeger lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultet, Kurt E. Larsen. Kristne vækkelsesbevægelser trives nemlig bedst i perioder med økonomisk fremgang. Karl Marx ses her på et billede fra 1875.
"Religion er opium for folket," sagde Karl Marx, og mente dermed, at religion kunne dulme fattige menneskers trængsler. Men det stik modsatte gør sig faktisk gældende, påpeger lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultet, Kurt E. Larsen. Kristne vækkelsesbevægelser trives nemlig bedst i perioder med økonomisk fremgang. Karl Marx ses her på et billede fra 1875. Foto: John Mayall jun Denmark.

Ofte bliver det sagt, at folk var mere religiøse i gamle dage, hvor man også var mere fattige.

Stagnation og tilbagegang for kirken i Danmark og Vesteuropa siden 1945 søges så forklaret med den øgede velstand i samme periode. Påstanden løber dog ind i den første vanskelighed, når man sammenligner med forholdene i USA på samme tid. Derovre oplevede man i perioden 1945-65 et boom i kirkeaktivitet og kirkemedlemskab samtidig med en økonomisk højkonjunktur og USAs opstigen til at være supermagt og verdens politibetjent.

Den næste vanskelighed opstår ved et nærmere studium af vækkelserne i Danmark. Der var for eksempel en stor vækkelse i Skagen i 1890erne. Var det på grund af fiskernes fattigdom og farlige erhverv? Havfiskeri var vel ikke mere farligt end i generationerne forud, men til gengæld blev det mere givtigt, efter at Skagen med sin nye jernbaneforbindelse havde fået forbindelse til eksportmarkederne. Kort efter vækkelsen indviedes en ny stor havn, og byen var i det hele taget i vækst og fremgang.

LÆS OGSÅ: Langt de fleste tror på noget

Alle undersøgelser af forholdet mellem religion og økonomi, vækkelse og fattigdom i Danmark afkræfter den udbredte teori om, at jo fattigere folk er, jo mere går de i kirke. Noget tilsvarende er tilfældet i Norge, hvor sociologen Knut Lundby direkte kobler kristen vækkelse og økonomisk højkonjunktur sammen. Andre har peget på det forhold, at der opstår nye lederskikkelser og behov for nye samværsformer i tider med økonomisk fremgang. Danske og norske vækkelsesbevægelser sidst i 1800-tallet medførte netop nye samværsformer mellem mennesker og nye organisationer med nye ledere. Som sådan passede vækkelsen til det behov, der allerede var i samfundets udvikling og vækkelsen var selv med til yderligere at fremme omstillingsprocesserne og dermed den økonomiske fremgang.

I nye byer som Esbjerg og Herning fik vækkelsen særlig stærk indflydelse, blandt andet fordi forholdene kaldte på frivillige initiativer og dermed kirkelig nytænkning i de voksende byer. Netop dette bragte vækkelsen med sit foreningsliv og mange aktiviteter med sig. Det er derfor også naturligt at se en sammenhæng mellem de to byers kirkelige præg fra vækkelsen og den handlekraft, der lige siden har kendetegnet erhvervslivet og hele mentaliteten i de to jyske byer.

I dag hører vi meget om den økonomiske vækst i Kina. Vi læser om de fem fremstormende lande, de såkaldte BRIKS-lande, Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, hvor den økonomiske fremgang nu sker. Spørgsmålet er, om der også der ses tegn på en sammenhæng mellem økonomisk højkonjunktur og fremgang for kirke og kristendom.

Hvem tør sige noget kort om den kirkelige udvikling i disse fem store lande i de senere år? Det tør det engelske opslagsværk Operation World, der med mellemrum udkommer med overblik over de kirkelige forhold i alle verdens lande. Sammenligner man den sidste udgave af dette værk fra 2010 med udgaven fra 2001, synes sammenhængen mellem kirkevækst og højkonjunktur at blive bekræftet.

I de fem BRIKS-lande var der tilsammen 487 millioner mennesker knyttet til alle de kristne kirker i 2010 mod 382 millioner i år 2000. Det giver altså en vækst på 105 millioner flere kristne og en vækst på 27 procent. I fire af landene regner man med en forholdsvis fremgang i antallet af kristne i landet i Rusland fra 54 til 67 procent, i Kina fra 7 til 8 procent. Kun i Brasilien er der ingen fremgang til gengæld ligger tilknytningen til de kristne kirkesamfund stadig så højt som 91 procent i dette land.

Når man i danske medier ser billeder af sydafrikanere, der beder for Mandelas liv, eller brasilianske forboldspillere, der som katolikker slår korsets tegn eller som protestanter takker Gud med løftede hænder, er det altså ikke tilfældigt.Historien og forholdene i de fem BRIKS-lande er utroligt forskellige. Enkle forklaringer skal man være påpasselig med, og kirkerne vokser i øvrigt også andre steder end i økonomiske vækstområder. Dog vil det i hvert fald være svært at finde belæg for, at religion virker som opium for folket. Umiddelbart synes det snarere at virke som benzin på motoren.

Kurt E. Larsen er lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.