Analyse: Svenska Kyrkan minoritet i 2026

Om 11 år vil under halvdelen af svenskerne være medlemmer af Svenska Kyrkan. viser prognose. Indvandring af kristne kan ændre udviklingen

Medlemstab: Den svenske kirke har mistet flere sognebørn end den har vundet nye.
Medlemstab: Den svenske kirke har mistet flere sognebørn end den har vundet nye. Foto: Arne Illeborg.

På samme måde som medlemmerne langsomt siver ud af den danske folkekirke, har Sveriges tidligere statskirke i mange år tabt flere medlemmer, end den har vundet nye.

Ifølge en ny analyse, foretaget af Svenska Kyrkan selv, vil under 50 procent af befolkningen være medlemmer af landets lutherske kirke i 2026. I dag er omkring 66 procent medlemmer, skriver den svenske avis Dagen.

I mange år har medlemstallet i den svenske folkekirke været i frit fald, men ifølge undersøgelsen meldte 46.177 sig ud af Svenska Kyrkan i 2014, det laveste tal siden 2002, hvor 44.760 forlod kirken.

På trods af færre udmeldelser end i de forløbne år vil Sveriges folkekirkes medlemstal være under 50 procent om cirka ti år, viser prognosen. Men ærkebiskop Antje Jackelén mener ikke, at man skal se medlemsnedgangen som et nederlag for kristendommen i Sverige.

”Det handler om perspektiv - og om glasset er halvtomt eller halvfuldt. Jeg længes naturligvis ikke efter den dag, hvor vi bliver færre end 50 procent, men selv da vil vi være en af de største organisationer i Sverige,” siger ærkebiskoppen til den svenske avis Kyrkans Tidning.

En undersøgelse foretaget af det globale forskningsnetværk World Value Survey i januar viste, at landet er Vestens mest sekulariserede. Flere debattører har vurderet, at denne sekularisering kan mindske forståelsen for de mange religiøse indvandrere, Sverige modtager fra blandt andet muslimske lande. Men ifølge Antje Jackelén kan netop indvandring være med til at skabe håb for kristenheden i Sverige.

”Flere kirker har en tilstrømning af kristne indvandrere. I slutningen af 1990'erne sagde sekulariseringsteorier, at kirken hurtigt ville forsvinde. I dag ser vi en sekularisering, men samtidig er religionerne mere tydelige i dag, end de var tidligere (“) Prognoserne er ikke selvopfyldende profetier,” siger hun til Kyrkans Tidning.

Jonas Bromander, der er analysechef i Svenska Kyrkan, mener, at generationsudviklingen, hvor der dør flere, end der bliver døbt, er hovedårsag til prognosen.

”Man kan ikke forvente, at 100 procent af et pluralistisk samfund er medlemmer. Jeg er ikke særligt overrasket, for faldet er meget logisk (“) Vi ser en klar fremgang i indmeldelser blandt 15-årige i forbindelse med konfirmation, men dødeligheden kan vi ikke gøre noget ved,” siger han til Dagen, der har et kristeligt fundament.

I Danmark er omkring 78 procent af befolkningen medlemmer af folkekirken, mens cirka 75 procent af nordmændene er det i Den norske kirke. Svenska Kyrkan var indtil 2000 statskirke, men er i dag skilt fra staten, hvilket blandt andre tidligere statsminister Göran Persson har fortrudt offentligt.