På onsdag kommer der en ny rapport fra Åbne Døre om trosfrihed for kristne. I den anledning kan det være relevant at kigge tilbage på den socialdemokratiske regerings indsats, som har fået en ny ansvarlig i udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), der for alvor skal i gang på området i 2021. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og udviklingsminister Rasmus Prehn (S) har afgivet flere løfter, som det kan være interessant at evaluere.
Udenrigspolitik og udviklingspolitik skal balancere mellem at fremme egne interesser og udbrede fælles værdier. Både udenrigspolitik og udviklingspolitik er derfor nødvendige for at ændre på kårene for tros- og religionsfrihed rundt om i verden. For at sikre at også tros- og religionsfrihed blev en integreret del af den danske udenrigs- og udviklingspolitik, etablerede den borgerlige regering i september 2017 en ny enhed: Enheden for Religions- og Trosfrihed.
Den kom til at ligge i Udenrigsministeriet med effekt fra 2018, og der har på tværs af politiske partier i Folketinget været bred opbakning til den danske indsats for tros- og religionsfrihed.
Men hvad er der egentlig sket i arbejdet med tros- og religionsfriheden set her i begyndelsen af et nyt år og halvandet år efter regeringsskiftet? Et er som bekendt den politiske retorik og noget andet resultaterne. Efter regeringsskiftet sommeren 2019, udtalte udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) i Kristeligt Dagblad, kort efter sin udnævnelse, at arbejdet for tros- og religionsfrihed var vigtigt:
”Det er super-vigtigt, sindssygt vigtigt at have fokus på forfølgelse af religiøse mindretal og kristne i særdeleshed, som i mange lande er forfulgte”.
Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) præsenterede i oktober 2019 detaljerne i regeringens tilgang til tros- og religionsfrihed. I Kristeligt Dagblad udtalte han:
”Pengene, vi har afsat, er de samme, men den politiske bevågenhed er nok endnu større nu, da der virkelig er store problemer derude. Det er en vigtig indsats for Danmark også fremadrettet”.
Prehn lovede samtidig, at tros- og religionsfrihed skulle tænkes ind i aftaler og kontrakter med udviklingspartnere, og i opdateringen af strategier for de 12 prioritetslande, som Danmark har i forhold til udviklingssamarbejde.
Lad os først kigge på de internationale resultater. I oktober 2018 blev Danmark valgt for en treårig periode som medlem af FN’s menneskerettighedsråd. I begrundelsen for ansøgning om medlemskab havde udenrigsminister Kristian Jensen (V) i 2015 fremhævet det internationale pres på menneskerettigheder. Der blev lagt vægt på ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed og beskyttelse af minoriteter og kvinder som motivationen for ansøgningen om en plads i menneskerettighedsrådet, som er en prominent international platform.
Alligevel er der i perioden siden 2018 ikke noget videre dansk aftryk på rapporterne fra FN’s menneskerettighedsråd omkring tros- og religionsfrihed ud over generel anbefaling af den såkaldte ”special rapporteur”-funktion i årsrapporten for 2018. I perioden 2017-2020 har Danmark givet blot tre anbefalinger i forhold til den faste gennemgang af tros- og religionsfriheden på nationalt niveau, som kaldes Universal Periodical Review. Det er henholdsvis til Pakistan vedrørende blasfemilovgivning, til Indonesien om ytrings- og trosfrihed, og til Sydkorea om lige rettigheder for minoriteter.
Og hvad så med økonomien? Ved vedtagelsen af den seneste finanslov 2020 fik enheden for tros- og religionsfrihed, som blev lanceret under den forrige regering i januar 2018, forlænget sin bevilling på 2 millioner kroner, og derudover blev der afsat 5 millioner kroner til projekter og aktiviteter, der kan fremme tros- og religionsfrihed. På dette område har den nye regering og de ansvarlige ministre med andre ord holdt, hvad der blev lovet.
I december 2019 besøgte udviklingsminister Rasmus Prehn Indonesien, og søsatte et nyt trosfrihedsprojekt i landet støttet af Danmark.
Projektet skal styrke samarbejde mellem forskellige trossamfund og sikre retshjælp, hvis nogen bliver udsat for diskrimination og forfølgelse såvel som oplyse om religionsfrihed. Det samlende budget for det treårige projekt er 4,2 millioner kroner. Så også på dette område gøres der noget.
Et vigtigt område er også landestrategier og prioritetslande. Netop Indonesien, Iran, Egypten og Libanon er de fire oprindelige prioritetslande i forhold til den danske indsats for tros- og religionsfrihed. Der foreligger ingen separate landestrategi for Iran, Egypten, Libanon og Indonesien, men den kirkelige organisation Danmission har modtaget 4,5 millioner kroner til støtte for et tros- og religionsfrihedsprojekt i Libanon i perioden 2019-2022. Ved et møde i oktober 2019 blev det dog sagt, at man ikke fremover vil vælge specielle fokuslande, så dette spor i indsatsen ser ikke ud til at have kastet meget af sig.
I for eksempel Bangladesh, Myanmar og Burkina Faso er der kendte problemer med tros- og religionsfrihed: Overfald og drab på ateister i Bangladesh, forfølgelse af Rohingya-muslimer i Myanmar og islamistisk radikalisering og terror i Burkina Faso. Dog finder vi ingen aftryk af prioriteringen af tros- og religionsfrihed i disse landestrategier.
Allerede i april 2020 blev der opnået politisk enighed om en covid-19-respons i form af en udviklingspolitisk og humanitær hjælpepakke. Der var tale om en krisehjælp på i alt 650 millioner kroner til afrikanske lande, som skulle forhindre spredning af corona-virus blandt flygtninge og fordrevne og samtidigt afbøde fattigdom, arbejdsløshed og social uro i de pågældende lande. De områder, som blev nævnt i aftalen inkluderede Sahelområdet og mere specifikt Burkina Faso og Mali, hvor der er kendte udfordringer i forhold til tros- og religionsfrihed. Til trods for at tros- og religionsfrihed skal tænkes ind i alle indsatser, var der ingen spor af disse rettigheder i denne hjælpepakke, hvilket var en klar mangel.
Opsummerende omkring landestrategierne må det siges, at de ikke adresserer problemerne med manglende tros- og religionsfrihed. Heller ikke i forhold til covid-19-responsen er tros- og religionsfrihed medtænkt. I forhold til landestrategier såvel som hjælpepakker er der derfor brug for at adressere grundene til den voldelige eskalering og religiøse ekstremisme, som bunder i fattigdom, ulighed, eksklusion og manglede respekt for menneskerettigheder herunder centralt tros- og religionsfrihed.
Så hvilket billede tegner sig af den politiske indsats for forfulgte kristne i Danmark? Strategier til bekæmpelse af religiøst relateret diskrimination og undertrykkelse kan ikke stå alene, men må kobles med og integreres i bredere tiltag. De enkelte og gode tiltag – oprettelsen af en enhed i Udenrigsministeriet, støtten til en indsats i Libanon og Indonesien – overskygges af det manglende fokus på tros- og religionsfrihed, når de store hjælpepakker vedtages, og når landestrategierne revideres.
Medlemskabet af FN’s menneskerettighedsråd har ikke kastet meget af sig i forhold til indsatsen for tros- og religionsfrihed, selv om der i motiveringen for medlemskab af rådet var lagt op til en indsats på netop dette område.
Det billede, der tegner sig, er at der er en velvilje i forhold til tros- og religionsfrihed på det retoriske plan og i enkeltindsatser, men når det gælder integrationen af tros- og religionsfrihed i store indsatser og landestrategier, halter det bagefter. Uden denne integration vil tros- og religionsfriheden ikke kunne realiseres, for trosfrihed fremmes bedst gennem at sikre økonomisk udvikling, menneskerettigheder, demokratisering og fredsopbygning.
Danmark kan derfor kun lykkes med indsatsen, hvis politikere, embedsmænd og civilsamfundsorganisationer hver især prioriterer realiseringen af trosfrihed for alle. Hvis udviklingsministeren og udenrigsministerens løfter og retorik skal omsættes til politisk handling, så er det de store hjælpepakker, landestrategierne og menneskerettighedsrådet, udviklingsminister Flemming Møller Mortensen nu skal arbejde med.
Jonas Adelin har i mange år arbejdet med religionsfrihed i Dansk Missionsråd og i dag i Mellemkirkeligt Råd.