Hver gang en nordmand forlader kirken, betyder det flere penge i kassen til landets øvrige trossamfund. Det er konsekvensen af den nuværende statslige støtteordning, hvor kirkens tilskud fastsættes politisk, mens de øvrige samfunds bidrag udregnes på baggrund af, hvad tilskuddet svarer til per medlem.
Den konservative kulturminister Linda Helleland har varslet ændringer. Og blandt deltagerne på kirkemødet, der er det øverste beslutningsorgan, er ordningen også til debat. Kirkemødet løber af stablen i disse dage i Trondheim.
”Det er klart, at det er en uholdbar situation, og det har ledt til, at Fremskridtspartiet har foreslået at afskaffe den faste statsstøtte, og det vil undergrave tro- og livssynssamfundenes position. Desuden skaber den nuværende ordning en skævhed, som jeg ikke er tilfreds med,” siger Linn Hummelvoll, der er valgt til kirkemødet på den liberale liste Åben folkekirke.
Hun er også medlem af kirkerådet, der er kirkemødets rådgivende organ, og forklarer, at rådet vil drøfte mulige ændringer af støtteordningen senere på året.
Spørgsmålet er en væsentlig del af diskussionen om fremtiden for den evangelisk-lutherske kirke, som i øjeblikket befinder sig i en svær overgangsperiode, hvor man skal finde fodfæste som selvstændig kirke. Dette sker, efter man 1. januar kappede de administrative bånd til staten. Fem år forinden, i 2012, blev kirken formelt adskilt fra staten i Grundloven.
Trygve Wyller, der er professor i teologi ved Universitetet i Oslo, er enig i, at den nuværende ordning er forældet, men advarer om, at en ændring kan ramme kirken hårdt.
”Debatten om støtten blandes ind i snakken om kirkens skilsmisse fra staten. Der argumenteres for, at en større selvstædighed også må medføre, at kirkens medlemmer finansierer driften. Det er fint, når det drejer sig om forkyndelse, men bevarelsen af de historiske kirkebygninger kan altså ikke være op til kirken alene,” siger han.
Professoren er bekymret for, at kulturarven bliver taget som gidsel i diskussionen om religionernes ligestilling.
”Hvis det ender med en ren medlemsafgift, vil det være umuligt at vedligeholde de værdifulde kulturhistoriske bygninger ud over den almindelige drift, som de andre trossamfund også har udgifter til. Og det vil være et fælles sår for hele Norge, ikke kun for kirkens medlemmer,” siger han.
Pål Ketil Botvar forsker i religionssociologi ved det private Institut for kirke-, religions- og livssynsforskning i Oslo. Han mener, at det mest sandsynlige er, at det ender med en form for skat, som nordmændene ikke kan slippe for, men selv kan vælge, hvad går til.
”Det vil betyde, at folk kan bestemme, om de vil lade pengene gå til et trossamfund eller en godgørende organisation. Uanset hvad bliver det en udfordring, fordi kirken mister medlemmer, og man med en medlemsbetalt finansiering er afhængig af medlemstallet. Det vil gøre det vanskeligere at videreføre den særstilling, kirken stadig har, når det gælder de store begivenheder i folks liv og ansvaret for at videreføre kulturarven,” siger han.