Anglikansk leder til angreb på britisk premierminister

Staten svigter sit ansvar over for samfundets svageste, siger ærkebiskoppen af Canterbury i ny kritisk bog. Den britiske regering afviser kritikken

Den britiske premierminister David Cameron (billedet) bliver anklaget af ærkebiskoppen af Canterbury for at svigte samfundets svageste. Cameron overviser kritikken.
Den britiske premierminister David Cameron (billedet) bliver anklaget af ærkebiskoppen af Canterbury for at svigte samfundets svageste. Cameron overviser kritikken. Foto: ©NICOLAS DATICHE/WOSTOK PRESS/WOSTOK PRESS/MAXPPP.

Prætentiøs ordflom. Sådan karakteriserer ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, Storbritanniens konservativt ledede regerings projekt Big Society, som skal fremme fællesskabsfølelsen og viljen til at hjælpe hinanden. For premierminister David Camerons gode intentioner står i skarp kontrast til de nedskæringer, som regeringen har gennemført, og som rammer de svageste.

Bredsiden fra Rowan Williams vil stå i en kommende bog, som gør status over hans 10 år som ærkebiskop af Canterbury og øverste leder for en global kirke med omkring 75 millioner mennesker. Han træder tilbage ved årets udgang.

LÆS OGSÅ: Færre britiske børn kan fadervor

Lige siden den konservativt ledede regering trådte til, har fokus været på at skabe samfundssind og få alle til at hjælpe hinanden. Noget, som kirken i princippet bakker fuldt op om. Men ikke på bekostning at den eksisterede sociale sikring.

Retorikken bag Big Society bliver af mange ofte hørt som en prætentiøs ordflom, der skal skjule, hvordan staten på en dybt skadelig måde har trukket sig fra sine forpligtelser over for de mest sårbare, skriver Rowan Williams i bogen, som avisen The Observer har set et uddrag fra.

Sloganet om Big Society ser stadig mere tyndslidt ud, når vi ser, hvordan samfundet lider under de offentlige nedskæringer, og vi er nødt til i denne diskussion at debattere, hvad det vil sige at være borger, og hvor vi på den bedste og mest dybtfølte måde henter ressourcerne i civilsamfundet med værdighed, fortsætter ærkebiskoppen.

Rowan Williams kritik blev omgående afvist af regeringen. Udviklingsminister Andrew Mitchell understreger i et interview med BBC, at staten ikke flygter fra sit ansvar under dække af Big Society.

Det er så absolut ikke tilfældet, tværtimod. Men vi forklarer det måske ikke altid så godt, som vi burde, fastslog udviklingsministeren.

Rowan Williams har aldrig været bleg for at kritisere regeringen, og kritikken af Big Society har han tidligere været ude med.

Selvom hans kritik af den nuværende regering trækker de helt store overskrifter, vil han også i bogen kritisere den Labour-regering, som sad ved magten størstedelen af hans tid som ærkebiskop.

Han kritiserer således omfanget af de militære udgifter og ikke mindst krigen i Irak.

Eventyret i Irak og dets omkostninger på alle områder synes kun overgået af fantasien, skriver ærkebiskoppen.

Integration af muslimer er et andet område, som ærkebiskoppen behandler. Han har tidligere skabt voldsom debat med et forslag om, at muslimer skal have lov til at bruge dele af sharia-lovgivningen i Storbritannien. Men i sin kommende bog efterlyser han en større loyalitet fra de britiske muslimer til det land, de nu bor i.

At sige, at muslimer har en overordnet loyalitet over for det internationale muslimske samfund, er ekstremt bekymrende. Muslimer må gøre det klart, at deres loyalitet er en ligefrem moderne loyalitet over for nationalstaten, fastslår ærkebiskoppen.

Bogen Faith in the Public Square (Tro i det offentlige rum) udkommer først til september.

Forlægger Robin Baird-Smith fra forlaget Continuum fremhæver, at bogen vil være et nøje overvejet svar til dem, der har kritiseret ærkebiskoppen i de forgangne 10 år.

Det er ikke et teologisk værk. Det er en bog om religionens rolle i det offentlige liv, og den berører emner som økonomi, økologi, offentlig moral og ateisme. Derfor er det en bog af stor vigtighed, siger forlæggeren til avisen The Observer.