Da Jens Ole Christensen sidste år begyndte som sognepræst i Fredens-Nazaret Kirker på Østerbro i København, stod han over for en udfordring: Hvordan skulle han gøre sig synlig midt i storbyens mylder af mennesker, så sognebørnene vidste, hvem der var deres nye præst?
Løsningen kom til ham efter et par måneder, hvor han besluttede at skifte hverdagsskjorten ud med en klassisk præsteskjorte med en hvid flip foran på kraven, som man kender den fra blandt andre katolske og anglikanske præster. Siden har han brugt skjorten med den hvide flip, når han til daglig færdes i sognet.
”Det er blevet et meget praktisk arbejdsredskab for mig til at blive synlig i et sogn, hvor folk ikke nødvendigvis ved, hvem præsten er. Jeg har træffetid på en café i byen. Og der skal folk kunne se, hvem jeg er,” siger han.
Og Jens Ole Christensen er langtfra den eneste folkekirkepræst, der over de seneste år har taget den hvide præsteflip til sig, der ellers traditionelt er blevet forbundet med andre kirkeretninger. Det forklarer Karsten Nissen, tidligere biskop over Viborg Stift.
”Oprindeligt var det sådan, at kun de mest højkirkelige præster i folkekirken kunne finde på at bruge præsteflippen uden for gudstjenesten. Og de præster var der ikke mange af,” siger han med henvisning til gejstlige, der lægger stor vægt på detaljerne i kirkens ritualer og traditioner.
”Men der er sket en udvikling over de seneste år, hvor præsteflippen nu bliver brugt af et langt bredere udsnit af folkekirkens præster,” siger han.
Ifølge den tidligere biskop skyldes det, at præsterollen har udviklet sig. I dag står mange præster i særlige funktioner for eksempel på et sygehus eller ved en festival, hvor de har brug for at identificere sig som præst, men hvor det vil virke for voldsomt at tage den sorte præstekjole med pibekrave på.
Samtidig ser han brugen af præsteflippen som et resultat af, at der er sket en fremmedgørelse mellem kirken og folket. Tidligere boede flere i overskuelige miljøer, hvor man vidste, hvem den lokale præst var. Sådan er det ikke nødvendigvis længere, og det kan derfor være brugbart med et synligt hverdagssymbol for præsten.
På Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter genkender lektor Anita Hansen Engdahl også tendensen, at præsteflippen er blevet et stadig mere udbredt syn i folkekirken. Hun møder jævnligt diskussionen blandt præster om, hvorvidt det er en god idé at bruge det lille, hvide symbol i skjortekraven. Og her oplever hun, at der går et skel mellem generationerne.
”De ældre præster er ofte mere kritiske, fordi de typisk forbinder den med noget katolsk, højkirkeligt eller en særlig fromhedstype. Sådanne associationer fylder ikke meget hos de unge. For dem er det snarere et praktisk spørgsmål, hvor præsteflippen kan være en måde at signalere på, at kirken er repræsenteret, og at der er en præst til stede,” siger hun.
Selvom man i dag ser præster fra både den katolske og protestantiske kirke benytte præsteflippen, er det en tradition, der kommer fra den anglikanske kirke. Her har den været et symbol på præster siden midten af 1800-tallet, forklarer Matthew Salisbury, der er national liturgi- og gudstjenesterådgiver i Church of England.
”Det er en form for beklædning, der udspringer af, hvad almindelige lægfolk i England gik i for små 200 år siden,” siger han og forklarer, at det oprindeligt var et hvidt slips, der senere udviklede sig til en lille, aftagelig hvid flip i kraven.
For sognepræst Jens Ole Christensen på Østerbro har præsteflippen i det store hele været en positiv oplevelse. Han har kun mødt en enkelt person i løbet af det seneste år, der syntes, at det var upassende og fremmed at se det hvide tegn på en dansk folkekirkepræst. Samtidig har tøjet givet ham en fornyet bevidsthed om, hvilket ansvar der følger med præsterollen i hverdagen.
”Jeg bliver tvunget til at tænke mere over min adfærd. For hvordan går man for eksempel lige forbi en tigger i den her skjorte? Tøjet er hele tiden på godt og ondt med til at minde mig om, hvilken rolle jeg står i som præst,” siger han.