Prøv avisen

Anholdelser retter fokus mod parallelt retssystem i Israel

Massearrestationen mandag har skabt rystelse, men næppe overraskelse. Den er snarere et tegn på, at de høje mure, som de ortodokse rabbinere forsøger at fastholde omkring deres menigheder, for alvor er ved at blive brudt ned. Arkivfoto Foto: KLAUS-GERHARD DUMRATH/Mauritius Images

Dele af Israels ultraortodokse samfund forsøger at ordne problemer som seksuelle overgreb uden at involvere politiet. Men internet og sociale medier får de høje mure til at krakelere

Politiet er ikke velkomment i alle kvarterer i Israel. Der blev kastet med sten efter betjentene, da de i denne uge bankede på på 22 forskellige adresser i ultraortodokse kvarterer i Jerusalem og tre andre byer. To patruljevogne fik smadret deres ruder. Men razziaen blev fuldført.

22 mænd i alderen 20-60 år blev ført fra deres hjem i håndjern. De er alle mistænkt for at have begået alvorlige sexforbrydelser imod kvinder og børn.

Bevismaterialet var kommet politiet i hænde i form af en stabel nummererede notesblokke med oplysninger om sexforbrydelser foretaget inden for de seneste to år i de ultraortodokse samfund.

Ifølge politiets talsmand har man modtaget materialet fra en såkaldt fixer, der selv er en ortodoks mand, som har hjulpet med bevismateriale i overgrebssager. Det understreges, at han ikke er under anklage.

Men først efter at de har beslaglagt hans samling af notesblokke, er politiet blevet klar over, at denne fixer har arbejdet for en såkaldt religiøs renselseskommission. En instans, der fungerer som øverste myndighed i sexovergrebssager inden for de lukkede samfund. Kommissionen har til opgave at registrere klager over overgreb og siden henvise sexforbrydere til psykologbehandling eller, når der har været tale om særlig grove tilfælde, at forvise den pågældende til en anden by.

Renselseskommissionens opgave har været at holde politi og retssystem ude af de ultraortodokses liv. Når fixeren tidligere har involveret politiet, har det kun været tilfælde, hvor kommissionen ikke har kunnet løse problemerne ad den traditionelle vej.

Massearrestationen mandag har skabt rystelse, men næppe overraskelse. Den er snarere et tegn på, at de høje mure, som de ortodokse rabbinere forsøger at fastholde omkring deres menigheder, for alvor er ved at blive brudt ned. Tidligere kunne de holde deres menigheder bag uvidenhedens vandtætte skodder med forbud imod at læse sekulære aviser, lytte til radio og se tv.

Rabbinerne forsøgte længe at opretholde forbud imod computere og mobiltelefoner. Men udviklingen har overhalet forbuddene. Internettets vidensrevolution har i form af internetaviser og sociale medier været med til at åbne for debat om, at der også i religiøse samfund sker ting, man har ret til ikke at finde sig i.

Lo Lishtok, hebræisk for ”Vær ikke tavs”, er en Facebookside, der åbnede for halvandet år siden for at være platform for diskussion om seksuelle overgreb i den ortodokse verden. Men behovet viste sig enormt, og siden har udviklet sig til en organisation, der hjælper ortodokse ofre for seksuelle overgreb med at få professionel behandling, hvor det er nødvendigt.

”Vi er imod renselseskommissionerne, det er ikke en løsning. De tager sig ikke af alle sager og har kun øje for, at forbryderne ikke kommer til politiet. De hjælper og beskytter ikke de ofte mindreårige ofre,” siger Racheli Roshgold, en af grundlæggerne af Lo Lishtok.

Ikke alle mener, at politirazziaen var klog. Eli Schlezinger er journalist på den ultraortodokse internetavis Behadarei Hadarim.

”Man må forstå følsomheden,” forklarer han. Eli Schlezinger skrev for otte år siden som den første om seksuelle overgreb i det ortodokse miljø.

”Der er i det stille et godt samarbejde mellem politiet og rabbinerne, og netop derfor var razziaen ikke et klogt skridt,” siger Eli Schlezinger.

Af de 22 der blev arresteret mandag, har politiet allerede løsladt en håndfuld, hvis handlinger ligger uden for den almindelige strafferamme.