For knap 13 år siden fulgte Kristeligt Dagblad Anker Jørgensen på en tur rundt om søen på Vestre Kirkegård i det sydlige København. Støttet til sin stok bevægede den dengang 81-årige socialdemokrat sig frem i sensommersolen forbi tidligere partifæller, venner og bekendtes grave, mens han fortalte anekdoter og talte om tro og politik.
Undervejs standsede den tidligere statsminister op ved en lys granitsten omringet af efeu. Den tilhørte hans kone, Ingrid Jørgensen, som døde i 1997.
”Som I nok kan gætte, så skal jeg begraves her. Det er lidt mærkeligt at tænke på. Et par dage inden Ingrid døde, spurgte hun: ’Anker, jeg skal da ligge i samme grav som dig, skal jeg ikke?’. Og jeg svarede: ’Hvis der er nogen, der skal ligge i samme grav, så er det dig og mig’,” sagde han til avisen dengang.
Den 20. marts døde Anker Jørgensen i en alder af 93 år, og i dag bisættes han fra Grundtvigs Kirke i København. Efterfølgende bliver han kremeret, lagt i en urne lavet af hans ene datter og kommer så ned i jorden ved sin kones grav.
Hans navn skal skrives ind på toppen af gravstenen, som denne sidste dag i marts, hvor Kristeligt Dagblad besøger kirkegården, er blevet pyntet med røde roser. Områdets fugtige jord har fået stenen til at synke lidt ned med årene, og den nederste tekst, ”Socialdemokratiet”, er efterhånden svær at se.
Ordet ”Socialdemokratiet” går igen på mange af stenene rundt om Anker Jørgensens kommende gravsted. Med denne placering på Vestre Kirkegård forenes den tidligere statsminister nemlig ikke kun med sin kone, men også med folk fra det parti, han i 15 år stod i spidsen for.
Få meter fra gravstedet ligger blandt andre de tidligere statsministre Thorvald Stauning, Jens Otto Krag og Hans Hedtoft, tidligere formand for Kvindeligt Arbejderforbund Edith Olsen og den socialdemokratiske minister Per Hækkerup.
Området omkring søen er med årene blevet et fast afsnit for venstreorienterede ledere og har med tiden fået navnet ”det røde hav”, fortæller kirkegårdsvejleder Stine Helweg, som denne dag viser rundt.
”Alle døde socialdemokratiske statsministre fra det 20. århundrede er begravet på kirkegården, og en del af dem ligger ved det røde hav. Anker Jørgensen har med sin post som statsminister været selvskrevet til at blive begravet her.”
Afdeling A , hvor socialdemokraterne ligger begravet, var egentlig ikke tænkt som et begravelsesområde, men derimod et sted med smuk natur.
Men da maleren Kristian Zahrtmann og billedhuggeren Kai Nielsen i 1917 og 1924 fik lov at ligge der, foreslog Kunstakademiet at gøre hele området til et panteon for kunstnere. Efter flere års debat indviede man i 1932 et særafsnit for ”fortjenstfulde personer” – mennesker, der havde gjort en særlig indsats i samfundet. Allerede inden indvielsen blev Jens Jensen, den første socialdemokratiske borgmester, begravet ved søen i 1928 som den første socialdemokrat.
”Betegnelsen ’fortjenstfulde personer’ gjaldt typisk kunstnere, videnskabsmænd og politikere. Men det er politikerne, som er kommet til at fylde mest i områdets image,” siger Stine Helweg.
Stedet er dog ikke kun for socialdemokrater. Flere kommunister ligger også begravet her, hvilket gør, at man taler om det røde og det blegrøde hav, afhængigt af hvor ved søen man står. Også den radikale politiker P. Munch og den tidligere konservative borgmester i København Alfred Wassard ligger ved søen.
”Selvom de forskellige begravede måske ikke var enige eller gode venner i virkeligheden, så ligger de nu samlet på samme område. Og det er ikke, fordi man skal være rød for at ligge her, men det kan måske virke invaderende at ligge ved det røde hav, hvis man selv er blå,” siger Stine Helweg og tilføjer, at flere borgerlige var kritiske, da man drøftede oprettelsen af særafsnittet på kirkegården.
”De borgerlige foretrak familiegravstedet, og nogle kaldte det en vederstyggelighed, at man ikke ville begraves med sine forældre, sin kone og sine børn.”
Når man bevæger sig rundt blandt de døde socialdemokraters sten, vil man opdage, at de fleste er grove natursten uden meget andet tekst end navn, årstal og partiets navn indhugget med håndkraft. Nogle er særligt store, som eksempelvis Staunings, hvilket ifølge Stine Helweg kan afspejle partiets forhold til statsministeren.
”Han var Socialdemokratiets første statsminister, den første til at få partiet i spidsen, og det betød noget, hvilket nok er kommet til udtryk i stenen. En stor mand skulle have en stor sten. Derudover kan det også afspejle den begravedes tanker om sig selv og tiden. I dag vælger man typisk mindre og mere ydmyge sten, ligesom Anker og Ingrids.”
Ikke alle store socialdemokrater er at finde på Vestre Kirkegård. Eksempelvis ligger den socialdemokratiske formand Svend Auken, der døde i 2009, efter eget ønske på Holmens Kirkegaard, selvom han ifølge Stine Helweg ville være selvskreven til en plads ved det røde hav. Ifølge hende er det kun cirka hver andet eller tredje år, at nogen begraves på området ved søen.
”Det er godt, for vi har allerede cirka 100 grave her, og hvis vi fik 20 nye om året, ville der blive problemer med pladsen. For bevaringsværdige grave må ikke flyttes, og det gælder fortjenstfulde personer som dem omkring det røde hav. Når man ligger her, så ligger man her for evigt.”
