Debatten om reinkarnation er vanskelig, men den kan blive en vindersag for folkekirken.
Folkekirkens historie siden Grundloven kan beskrives som en lang række fægtninger mellem paragraftilhængerne og de frihedssøgende.
Rummeligheden, som allerede blev udviklet under den sene enevælde, er stille og roligt blevet større. Men paragrafstandpunktet fremføres stadig med stor overbevisning, når lejlighed gives, som i denne november efter sognepræst Annette Bergs udtalelser om sine holdninger til reinkarnation.
Er folkekirken et arbejdsfællesskab til fremme af kristustro i et kulturkristent folk, eller er den et trossamfund, der er forpligtet på en bestemt dogmatik, som i sidste instans kun staten kan håndhæve, så længe vi har den kirkeordning, vi har?
Grundtvig anså den sidste position for at være absurd og arbejdede siden 1834 for, at kirken skulle være en statslig rammeordning omkring frie menigheder, der selv kunne stå inde for deres egen bekendelse. Selvom han agiterede ivrigt for sit synspunkt i den grundlovgivende rigsforsamling, kom der til at stå i Grundlovens paragraf fire, at folkekirken er evangelisk-luthersk.
Det er jurister og dogmatisk tænkende teologer glade for, da det giver indtryk af, at der er orden i paragrafferne. Det er der imidlertid ikke, for paragraffer, der ikke kan genformuleres, har det med at miste deres kraft. Det gælder ikke blot i juraen, men også i teologien. Og folkekirken har ingen instans, der kan nyformulere dens lære.
Diskussionen om Annette Bergs udtalelser handler ikke blot om en bestemt præsts eventuelle ”vranglære”, men om folkekirkens egenart: Er den primært et kristent forkyndelsesfællesskab eller primært en konfessionel kirke?
Gennem sine 22 år som sognepræst i Vig har Anette Berg været med til at give sognekirken en aktiv profil, som ikke mindst åbner for de spirituelt søgende, som man mange steder beklagende ser gå uden om kirken.
Til overflod har menighedsrådet været på pletten med en bemærkelsesværdigt klart formuleret støtte til sognepræsten, selvom rådet ikke har aktier i hendes åbenhed over for reinkarnationstanken.
Et enkelt menighedsrådsmedlem har dog udtrykt personlig sympati for reinkarnationstanken. Det er alt sammen folkekirken i en nøddeskal.
Man kan med føje mene, at det er folkekirken, når den er bedst. Præst og menighedsråd i Vig søger at være til stede i deres tid. De tager konsekvensen af, at man ikke kan have en bred folkekirke, uden at den følger med i den eksistentielle udvikling i folket. ”Som de vare folk, således skulle de blive kristne”, som Grundtvig udtrykte det.
Når det er sagt, har Annette Berg alligevel åbnet for en vanskelig diskus-sion. Der er i dag kun 14 procent af danskerne, der er imod kirkelig vielse af homoseksuelle.
Lovændringen i 2012 skyldtes en stærk bevægelse for homoseksuelles ligestilling blandt folkekirkens medlemmer. Der var for så vidt tale om en folkekirkelig vindersag.
Der kommer næppe en lignende folkelig bevægelse i synet på reinkarnation, som umiddelbart strider mod den vesterlandske kristenheds historie- og menneskesyn. Der er sjælesørgeriske og teologiske argumenter nok for at tage reinkarnationstanken alvorligt.
Men der er ingen vestlige teologer, der med styrke har forsvaret det syn, at reinkarnationstanken kan forenes med den vestlige kristenheds opstandelsestro.
Der er derfor her ikke blot brug for teologisk lektielæsning, men også for eftertanke omkring den arbejdsform, som præger den folkekirkelige hverdag. Folkekirken forener de åbne døre med det stærke centrum.
Der er plads til en mangfoldighed af praksis- og udtryksformer, så længe de fremhæver Jesus Kristus som hele verdens frelser. Om det sker klart nok, må drøftes i tillidsrummet mellem præst, menighedsråd og biskop.
Lad mig slutte med at slå fast, at alle de undersøgelser, vi har, peger på, at en præst med afvigende meninger er uden betydning for folkekirkens folkelige opbakning.
Så længe hun er god til at møde folk, hvor de er, og i øvrigt er ærlig i det, hun siger, kan folk sagtens klare, at hun også mener noget, som de er uenige i. Sådan er det ikke blot i kirken, men også i familie og vennelag.
Den folkelige indstilling er ikke, at alt skal køre efter en snor, men at vi skal give hinanden plads til at være til stede, som dem vi er. Folks holdninger til folkekirken afhænger af, hvordan kirken (og præsten) støtter dem i deres livsorientering, når de kommer forbi, som 75 procent af danskerne gør det hvert år.
Hvis præst, menighedsråd og biskop kan klare denne nye diskussion, så den viser, at i folkekirken forenes rummelighed med retning i tingene, kan den blive en vindersag.
Biskop Peter Fischer-Møller og sognepræst Annette Berg har med en fælles pressemeddelelse prøvet at sætte en stopper for sagen om præstens bekendelse til reinkarnation. Læs pressemeddelelsen her.