Prøv avisen

Antisemitisme i ny forklædning

Her ses Davidsstjernen, der bruges af mange jøder til at vise jødisk identitet. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Antisemitismen eksisterer stadigvæk, selvom den i dag oftere blandes sammen med kritik af Israel og antizionisme

Antisemitisme er ikke nogen hitlersk opfindelse. Og nazisterne fra tiden omkring Anden Verdenskrig har ikke monopol på det klassiske jødehad, hvis rødder går langt tilbage i historien. Men alligevel er Anden Verdenskrig på flere måder et vende-punkt i debatten om og forskningen i antisemitisme.

Fra at være en klassisk rendyrket dæmonisering af jøder er antisemitismen i dag mindre genkendelig og sværere at adskille fra anti-israelisme og antizionisme end i tiden før Israels oprettelse i 1948. Dengang var jødehad rettet direkte mod jøder. I dag er jødehadet, ifølge den israelske viceudenrigsminister, Michael Melchior, og en række israelske forskere, pakket ind i kritik af Israels politik.

Både antiisraelisme og antizionisme adskiller sig fra antisemitisme. Det mener Sara Grosvald fra Jerusalems Hebraiske Universitets Center for Forskning af Antisemitisme. Kritik af Israels politik og endda af statens oprettelse er ikke antisemitisme, men blandt andet Michael Melchior og Israels forhenværende ambassadør i Egypten Tzi Mazel holder fast på, at store dele af kritikken mod Israel også i dag er gennemsyret af elementer fra den klassiske antisemitisme, hvor jøder dæmoniseres og fremstilles negativt.

Store næser og krumme rygge

Selve ordet antisemitisme stammer fra slutningen af 1800-tallet. Det opstod i forbindelse med teorier om racehygiejne. Før den tid talte man om antijudaisme eller jødehad.

Den klassiske antisemitiske fremstilling af jøder som pengeelskende, grimme onde mennesker med store næser og krumme rygge får jævnligt i dag spalteplads i de arabiske landes medier.

Den israelske akademiker doktor Sarah Soroudi fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem fortæller om, hvordan hendes egen jødiske familie til tider oplevede den iranske antisemitisme, inden de emigrerede til Israel. Med jævne mellemrum blev jøderne i hendes hjemby og i andre iranske byer udsat for overgreb. Som regel i kølvandet på en krise. Nogle gange blev jøder beskyldt for at myrde små muslimske børn for at bruge deres blod til fremstilling af det usyrede brød til den jødiske højtid Pessach. Andre gange skulle jøderne bære ansvaret for naturkatastrofer eller andre ulykker, og selv i dag bruges det nedladende udtryk »johud« stadig om jøder blandt Irans muslimer.

Dårlig økonomi, jagten på syndebukke, etnisk had, xenofobi (frygt for det fremmede, red.), jødernes professionelle succes og religiøs nidkærhed er pr. tradition de forklaringer, der bruges, når antisemitismen skal forklares. Men ifølge de to amerikanske forfattere Dennis Prager og Joseph Telushkin forklarer disse begreber ikke antisemitisme, men blot, hvad der har fået antisemitismen til at tage til under visse omstændigheder.

Hvorfor jøderne?

Den dårlige økonomiske situation i 1920'ernes og 1930'ernes Tyskland kan hjælpe med til at at forklare, hvorfor og hvornår nazisterne kom til magten, men det forklarer ikke, hvorfor nazisterne hader jøder og ønskede at dræbe alle jøder i verden.

- Økonomiske kriser retfærdiggør ikke gaskamre, skriver Dennis Prager og Joseph Telushkin i deres bog »Why the Jews? The Reason for Antisemitism« - på dansk: Hvorfor jøderne? Årsagen til antisemitisme.

Forklaringen ligger ifølge den israelske forsker Shmuel Ettinger hovedsageligt i forholdet mellem jødedom og kristendom fra tiden under det romerske rige. Den første antisemitisme stammer tilbage til tiden, hvor romerne drev jøderne i diaspora, og hvor konkurrencen mellem de to monoteistiske religioner tog til. I en artikel skriver Ettinger blandt andet:

»Mens kristendommen spredtes blandt europæerne, blev præsteskabet gjort til ophavsmænd for religiøse, kulturelle og etiske værdier samt en hel nations uddannelsesnetværk. Det negative billede af jøder, som fremstår i deres skrifter og prædikener, blev til den »kulturelle bagage« i Middelalderens Europa.«

Antisemitismens omfang kan ifølge de fleste israelske forskere på området måles ved det store antal gange, fjendskab og hadet mod jøder overgår almindelig diskriminering. En anden side af sagen om antisemitisme er det forholdsvis intakte negative billede, mange lokalbefolkninger har af jøder. Selv flere hundrede år efter de er blevet fordrevet.

Et eksempel er Shake-speares »Købmanden fra Venedig«. Her skildres jøderne som opkrævere, der vil inddrage deres gæld i menneskekød. Historien blev skrevet 300 år, efter at jøderne var fordrevet fra Venedig.