Lige siden kristendommens første år har kristne levet i forventning om Jesu genkomst. Men der har været stor forskel på, hvordan forventningen er kommet til udtryk.
Allerede apostlen Paulus, som levede i det 1. århundrede, udtrykte håbet om Kristi snarlige komme. Han regnede med, at dommedag ville indtræffe i hans egen levetid: "Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede", skrev han til den kristne menighed i Thessalonika.
Også reformatoren Martin Luther, som levede i 1500-tallet, forventede, at Kristus ville komme igen i hans levetid. Andre kristne, heriblandt franciskanermunken Petrus Olivi (i 1297) og videnskabsmænd som Isaac Newton (1642-1727), har igennem tiderne forudsagt år 2000 som årstal for dommedag på baggrund af bibelstudier.
Mange såkaldt apokalyptiske bevægelser har siden hen ment at vide, hvornår dommedag ville indtræffe. Mest kendt i den henseende er nok Jehovas Vidner, men indtil videre har alle sådanne forudsigelser slået fejl, og ikke siden 1975 har Jehovas Vidner fastsat en dato for dommedag.
Et stærkt fokus på de sidste tider fandtes også i den såkaldte katolsk-apostolske kirke helt fra begyndelsen. Kirken opstod i England i 1832 og mente, at dommedag meget snart ville indtræffe. Derfor blev der indsat 12 apostle til at lede kirken i de sidste dage og år før Kristi genkomst. Efterhånden døde de 12 apostle, og da man nægtede at indsætte nye ledere af kirken, måtte den til sidst opløse sig selv i en erkendelse af, at dommedag ikke havde været så nært forestående, som man troede. Enkelte steder mødes katolsk-apostolsk kristne stadig til andagter og møder.
I tillæg hertil har også adventister på et tidligt tidspunkt i bevægelsens historie forsøgt at tidsbestemme Jesu genkomst. Anført af William Miller forudså de, at dommedag skulle finde sted i 1844. Det resulterede i, at over en million amerikanere den 22. oktober det år sad på deres hustage og ventede på dommedag. Mange havde undladt at høste deres marker, hvilket udløste lokal hungersnød. Ud af den skuffelse udsprang flere forskellige religiøse grupper, herunder blandt andre Jehovas Vidner og Syvende dags adventister.
I deres tidlige historie har også mormonerne sat tid på dommedag. Men kendetegnende for mange af disse oprindeligt amerikanske religiøse grupper er, at de gennem årene har nedtonet spørgsmålet om dommedag.
Til gengæld er så en række nye dommedagsgrupper opstået.
– Dommedagsgrupperne er en genre inden for nyreligiøse sekter, som ofte har en kristen baggrund. De er ofte udbrydergrupper af en større bevægelse. De er ofte små, og medlemmerne marginaliserede i samfundet. De går oftest i opløsning, når en fastsat dato fejler, men ellers prøver man at skabe ny mening med tilværelsen og eventuelt fastsætte en ny dato. Det svarer jo lidt til de første kristne, som også måtte omfortolke forventningen om Jesu genkomst. Fra at være en nærforventning er den blevet skubbet ud i det uvisse og er nu mest en del af dogmatikken, siger Annika Hvithamar, som er adjunkt i kristendomshistorie på Syddansk Universitet.
– Motivationen for at leve i forventning om dommedag kan skyldes politiske eller historiske omvæltninger, som for eksempel under koloniseringen af Afrika. Her opstod såkaldte "Cargo-kulte", som sammenblandede de hvides kristne tro og den gamle tro på forfædre, siger hun og fortsætter:
– Man forventede, at forfædrene ville komme tilbage i store fly med materielle goder. Et andet eksempel er den teosofiske dommedagskult "Det store hvide Broderskab", som opstod omkring Sovjets sammenbrud. Men også bestemte tidspunkter, såsom datoen d. 06.06.06 eller årtusindskifter kan resultere i forventninger om jordens undergang.
Skuffelser over fejlagtige dommedagsprofetier kan få fatale følger. Der findes flere eksempler på dommedagskulte, som begår selvmord, fordi dommedag ikke indtræffer til den forventede tid, forklarer Annika Hvithamar.
– Et eksempel er Jones-town-kulten i USA, hvor 900 mennesker fulgte en profet, og det hele endte i 1978 med en forfærdelig massakre, hvor alle blev dræbt.
– Dommedag ligger også inden for folkekirkens dogmatik, men det er ikke mainstream-kristendom at leve i forventning om dommedag. Derfor er det også strukturelt set sjovt, at en biskop udtaler sig om emnet, siger Annika Hvithamar, som ikke kender til bevægelser i dagens Danmark, som har fastsat en præcis dato for Herrens komme.
En dato satte ej heller Søren Kierkegaard for dommedag. Men emnet tog han op. Blandt andet i bogen "Enten-eller", hvor følgende passage, der udtrykker en distance til hele fænomenet, optræder:
"Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Witz."