Apostel var på en stor mental og fysisk rejse

Apostlen Peter fremstilles i Bibelen som både ivrig og fejlende. Det gør, at man kan spejle sig i ham, siger lektor i teologi Morten Hørning Jensen om søndagens tekst

 Apostlen Peters liv begyndte lokalt ved fiskerlejet Kapernaum. Arkivfoto.
Apostlen Peters liv begyndte lokalt ved fiskerlejet Kapernaum. Arkivfoto. . Foto: Brigitte Götz/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

I søndagens prædiketekst begynder Peter med at markere, at han ved, hvem Jesus er: Kristus, Guds søn. Men kort efter protesterer han, da Jesus fortæller, at han skal dø på korset.

Tekstens handlingsforløb opsummerer meget godt det, som vi ved om den førnævnte apostel. Det fortæller Morten Hørning Jensen, der er lektor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus. For Simon Peter var både en central følger, men også tvivlende.

”Der er i prædiketeksten en næsten uhørt anerkendelse af Peter, som betyder klippe, og han beskrives som den klippe, kirken skal bygges på. Samtidig er der også historien, der giver en forudanelse om, at Peter skal fornægte Jesus. Peter er både førstemanden med den største indsigt, men også en af dem, der falder dybest,” siger Morten Hørning Jensen og forklarer, at alle paver efter katolsk opfattelse er efterfølgere af Peters position som den første biskop over Rom.

Mest viden om Peter er tilgængelig for nutiden i evangelierne eller i andre kristne tekster. Det Nye Testamente tegner et tvetydigt billede af, hvem han var, fortæller Morten Hørning Jensen. Og det er interessant, hvis den oldkirkelige tradition har ret i, at Markusevangeliet blev til på baggrund af Peters prædikener i Rom. Der blev åbenbart ikke fejet noget under gulvtæppet.

”Det er et fængslende portræt, hvor han både er ivrig og fejlende. Det gør, at man kan spejle sig i ham, for selvom han var den rigtige til sin opgave, så var han ikke perfekt,” siger Morten Hørning Jensen.

Det, der vides om Peters liv, før han blev både discipel og senere apostel, er, at han var fisker. Han boede ved Gene-saret Sø i Galilæa i det nuværende Israel og havde et traditionelt arbejdende liv, hvor fiskeriet var en nedarvet ekspertise.

”Der blev i 1986 fundet en fiskerbåd i mudderet ved søbredden, der viste sig at være fra det første århundrede. Den blev hurtigt døbt ’Jesusbåden’ i alverdens aviser. Undersøgelser viste, hvordan den var blevet holdt i brug gennem utallige reparationer. Så bådene var nogle, der gik i arv i generationer. I evangelierne kan man læse, at Simon Peter og andre disciple havde en far med i båden. Fiskeriet har altså også været et familieforetagende. Som far, så søn. Der er heller ikke noget, der tyder på, at Kapernaums økonomi led af depression. Det var en arbejderby, der havde store fordele af, at der var en sø med fisk og frugtbare dale. Peter og hans familie havde sikkert et stabilt, men ikke rigt, liv, før Jesus kom ind i billedet,” siger Morten Hørning Jensen.

Noget andet, der prægede Peters liv, kan også ses gennem søndagens tekst. Tiden var præget af religiøs vækkelse og en venten på, at Messias, det vil sige Kristus, skulle komme, fortæller Morten Hørning Jensen. I teksten kalder Peter Jesus for Kristus, men afviser samtidig blankt, at Guds Messias skal lide og dø. For synet på, hvad frelseren skulle gøre, var et andet.

”Der var en idé om en konkret frelser, der ville tage magten over det besatte land tilbage og regere som en konge med kong David som det store forbillede. Begejstringen for at følge Jesus hang uden tvivl sammen med en drøm om et genfødt Israel med politisk frihed fra romerne og et strålende tempel i centrum af det hele. Derfor kan Peter ikke få Jesu tale om at dø til at passe med sine forventninger om oprettelsen af det Himmerige, Jesus lige har talt om. Peters Himmerige kræver sværd og slag. Jesus derimod er på vej til Jerusalem med fokus på det ’vederlag’, der skal betales for livet og hentyder dermed til, at han frem for sværdet vælger en død til liv for andre,” siger Morten Hørning Jensen.

Og efter at Jesus dør på korset, ender Peter også med at efterleve det billede på frelse. Efter at han vel at mærke har fornægtet Jesus. Igen er de fleste kilder til hans virke som leder af den tidlige kirke de kristne kilder som Paulus’ breve og Apostlenes Gerninger, men der er også romerske kilder, der bekræfter, at Peter missionerer i Rom, hvor han dør martyrdøden.

”Der er flere kristne kilder, men også romerske, der nævner, at han var i Rom. En af de ældste kilder er fra år 95, som kun er 30 år efter hans død. Det menes derfor, at han er blevet begravet et sted i Rom, hvor Peterskirken siden er blevet bygget,” siger Morten Hørning Jensen.

”Man kan sige, at Peters liv begyndte lokalt, men endte som en stor rejse. Først mentalt i synet på Messias, dernæst geografisk fra fiskerlejet Kapernaum til millionbyen Rom.”