Biskop, pave, præst og ældste. Der findes et væld af flotte ledertitler i den kirkelige verden, og mange af dem kan spores langt tilbage i kirkehistorien. Men der er en enkelt prominent ledertitel, som kirkerne med få undtagelser behændigt har holdt sig fra at benytte. I kristendommens formative år omkring og lige efter Jesu liv spillede gruppen af apostle en kolossal rolle som ledere for datidens kristne. Alligevel har kirkerne i 2000 år undladt at lade nogen gå i deres sted ved at udpege nye apostle. Det forklarer Sverre Bøe, professor og dr.theol. i Ny Testamente ved den norske Fjellhaug International Høgskole.
”Apostlene i Bibelen bliver beskrevet med så stor autoritet, at det har stået klart for kirkerne, at det ikke er en titel, man bruger om senere kirkeledere. I Første Klemensbrev (et oldkirkeligt, græsk skrift) ser vi, at selv paven i Rom i det første århundrede er klar over, at han ikke kan bestemme, som apostlene gjorde,” siger han.
I søndagens prædiketekst fra Lukasevangeliet møder vi apostlene, hvor de sidder til bords med Jesus. Her er gruppen beskrevet som identisk med gruppen af disciple. Men det er ikke alle steder i Bibelen, at disciplene og apostlene er helt de samme, forklarer Sverre Bøe.
”Det fremgår ikke, hvad den præcise forskel på en discipel og en apostel skulle være, men det virker til, der er mere autoritet ved en apostel. Det ser vi blandt andet ved, at der i evangelierne er en mission om at gøre mennesker til disciple, men det er ikke et mål at gøre dem til apostle. I stedet bliver det beskrevet, at apostle en dag skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Det er en meget stærk lederrolle,” siger han.
En apostel betyder en, der er udsendt, hvilket ifølge Sverre Bøe er en slags ordspil, hvor Jesus er udsendt af Faderen, og Jesus sender apostlene. Kendetegnet for de fleste af apostlene er, at de blev direkte udpeget af Jesus. Her skiller Paulus sig dog lidt ud. Han betragtede sig selv som en apostel, selvom han ikke var en del af disciplene, og han fik sit apostelkald gennem et syn på en rejse.
En anden person, der skiller sig ud, er Junia eller Junias, der omtales i Romerbrevet. Det har igennem årene været diskuteret blandt teologer, om der er tale om en mand eller kvinde, men mange moderne teologer hælder til, at det er Junia, altså et kvindenavn. Hun bliver beskrevet som en person, der nyder megen anseelse blandt apostlene. Her er teksten ifølge Sverre Bøe tvetydig.
”Teksten kan læses som, at apostlene syntes godt om hende. Men den kan også læses som, at de syntes godt om hende som apostel. I så fald har en af apostlene været kvinde, hvilket ofte har været brugt som argument i debatten om kvindelige præster,” siger han.
I alt har der muligvis været mindst 15 apostle, alt efter hvordan man definerer rollen. De fungerede som ledere for de kristne i det første århundrede og var med til at forme kristendommen og beskrive, hvordan menighederne skulle indrettes. Perioden bliver derfor nogle gange omtalt som aposteltiden. I år 50 mødtes alle apostle i Jerusalem til det, der bliver betragtet som historiens første kirkelige topmøde. Øverst på dagsordenen stod en større teologisk strid om, hvorvidt hedninge først skulle blive jøder, omskæres og følge de jødiske leveregler, før de kunne blive kristne.
”Det var et spørgsmål, der splittede menighederne dengang, og det er eneste gang, at vi hører om, at alle apostlene mødes. Afgørelsen blev, at hedningekristne ikke behøvede at overholde de jødiske forskrifter, hvilket fremgår af et udførligt mødereferat i Apostlenes Gerninger. Det bliver indledt med formuleringen ’Helligånden og vi har besluttet…’, hvilket siger noget om, hvilken autoritet de havde,” siger Sverre Bøe.
I søndagens prædiketekst diskuterer apostlene, hvem af dem, der er den største. Jesus lægger behændigt en dæmper på debatten. Men ser man ud over Jesu formaning, virker det til, at der faktisk var forskel på dem.
”Der er flere tekster, der beskriver, at Peter, Jakob og Johannes er dem, der står tættest på Jesus. Det er den inderste cirkel. Men derudover gør evangelierne meget ud af at beskrive apostlene som nogle, der står i kontrast til deres mester. En var tolder, en blev forræder, en tvivlede på opstandelsen, og Peter fornægtede Jesus groft. Bibelen klæder snarere sine helte af end den fremhæver nogen af dem,” siger han.