Arabisk pres bremser jødisk udstilling

Udstilling om jødisk tilstedeværelse i de palæstinensiske områder udskydes efter arabiske protester

22 arabiske medlemmer af FN's organisation for undervisning og kultur, Unesco, har protesteret mod ny udstilling.
22 arabiske medlemmer af FN's organisation for undervisning og kultur, Unesco, har protesteret mod ny udstilling. . Foto: MAL Langsdon/.

Et knæfald for et arabisk diktat. Sådan lyder reaktionerne, efter at Unescos generaldirektør Irina Bokova besluttede at standse den udstilling om jødernes historie i de palæstinensiske områder, som skulle være åbnet den 20. januar i Paris. Den kritik har nu ført til, at udstillingen alligevel vises til sommer.

22 arabiske medlemmer af FNs organisation for undervisning og kultur, Unesco, har protesteret mod udstillingen Folket, bogen, jorden: det jødiske folks 3500 år lange forhold til Det Hellige Land. Udstillingen kan skade fredsbestræbelserne i Mellemøsten, mener de.

Der er ikke andet ord for det: Det er et knæfald for et diktat, siger den franske filosof Bernard Henry-Lèvy, mens Simon Wiesenthal-centret, der står bag udstillingen, taler om censur. Og den amerikanske Unesco-ambassadør, Samantha Power, kalder det en forkert beslutning.

LÆS OGSÅ: Klare linjer fra en ener i dansk kunst

Siden Unescos optagelse af Palæstina som organisationens 195. medlem i oktober 2011, har Unesco været en brik i spillet om Mellemøstkonflikten.

En arabisk Unesco-ambassadør udtaler til fransk presse, at udstillingen er en benægtelse af den arabiske tilstedeværelse i Palæstina.

Den historiske legitimitet og retten til Palæstina er et stridspunkt mellem Israel og de arabiske lande, og Unesco forklarer i en pressemeddelelse, at konsensus om Unescos beslutninger i forbindelse med Mellemøsten er afgørende for at undgå konfrontationer og politisering.

Dette argument forkastes af Shimon Samuels, Wiesenthal-centrets repræsentant i Paris.

Der var konsensus om udstillingen, for vi har samarbejdet med Unesco og med syv internationale historikere og eksperter, og vi har fjernet alle formuleringer, der kunne være problematiske. Vi har været meget påpasselige med ikke at træde over den røde linje. Der er ene og alene tale om historiske kendsgerninger, og jødernes historie kan ikke skade hverken palæstinenserne eller fredsprocessen siger Shimon Samuels.

Sandheden kan aldrig skade freden, lyder kommentaren også fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

På baggrund af den massive kritik har Unesco senere meddelt, at udstillingen alligevel ikke er aflyst, men blot udskudt til juni, så der kan blive enighed om en række historiske elementer i tekst og billeder, der kunne opfattes som en trussel mod fredsprocessen af visse medlemslande.