Ban Fayiz er 28 år og mor til to. Hun kom til Danmark sammen med sine forældre i 2011, og de flygtede fra Irak på grund af deres kristne tro. I dag står hun på forreste række i en dansk folkekirke og synger for på den sang, der bliver projekteret op på lærredet.
Sangen er på hendes modersmål, arabisk, og bag hende sidder knap 20 andre arabisktalende kirkegængere og synger med, nogle med hænderne i vejret, andre med børn på skødet.
Én søndag om måneden er der gudstjeneste på arabisk i Vigerslev Kirke i Valby ved København. Det er her gudstjenestefællesskabet Projekt Greater Love holder til, og der kommer gæster fra blandt andet Irak og Syrien, som i dag bor spredt ud over hele Sjælland. De bliver ledt i prædiken og bøn af indvandrersekretær Nabil Astafanos, der selv er fra Egypten og ansat ved Vigerslev Kirke.
Projekt Greater Love er et de få folkekirkelige projekter, der henvender sig til arabisktalende kristne, men Nabil Astafanos så gerne, at folkekirken blev endnu bedre til at invitere arabere ind i kirkerummet. Både for folkekirkens egen diversitets skyld, men også fordi folkekirken kan spille en central rolle i integrationen af arabere i Danmark, mener han.
“Som kristne har vi behov for at holde gudstjenester på arabisk, fordi det er vores modersmål. Men desværre oplever jeg, at folkekirken ikke er god nok til at prioritere at integrere os arabisktalende kristne. Det er synd. For jeg tror, at den bedste måde at integrere arabere i Danmark er gennem folkekirken,” siger han og uddyber:
“I Greater Love står vi på to ben. Vi vil både lede folk til Jesus, men også hjælpe arabisktalende folk med at forstå den danske tankegang. Derfor skal folkekirken skal blive bedre til at anerkende Projekt Greater Love, for eksempel ved at dække vores udgifter og hjælpe med at ordinere arabisktalende præster,” siger han.
Han bakkes op af Wessam Youssef, der er ansat ved Indre Mission i Aarhus som evangelist med fokus på arabisktalende. Han oplever, at folkekirken udviser åbenhed, og han låner blandt andet lokaler ved Christianskirken i Aarhus Nord til et arabisktalende kristent fællesskab. Han ville dog gerne, at folkekirken støttede med mere økonomi.
“Jeg sætter pris på den støtte, vi får fra Christianskirken. De lader os bruge deres lokaler og hjælper os med at skaffe materialer gratis. Men vores arbejde kunne blive bedre, hvis vi havde et budget. Det har vi ikke lige nu. Vi vil gerne invitere arabiske talere og ledere til Danmark til at uddanne ledere her. Men det kan vi ikke så længe, vi ikke bliver prioriteret økonomisk,” siger han og understreger, at folkekirken også ville have meget at vinde i den handel:
“Jeg tror, at arabiske kristne har meget at inspirere den danske folkekirke med. Vi taler om mennesker, der har betalt en høj pris for at få lov til at tro, og som er forblevet trofaste. Samtidig er der også meget, den danske folkekirke kan inspirere os med,” siger Wessam Youssef.
Meget af det etablerede asyl- og indvandrerarbejde, som folkekirken har i dag, henvender sig til farsitalende fra Iran og Afghanistan. Den iranske Massoud Fouroozandehs Church of Love i Odense er en valgmenighed under folkekirken, og i Apostelkirken på Vesterbro i København er der tolkning og tekstlæsning på farsi til højmesserne.
Men der findes også en hel del arabiske kristne herhjemme, som kunne være potentielle folkekirkegængere. De tæller et sted mellem 4.500 og 6000 personer, vurderer lektor i interkulturelle studier på Roskilde Universitet Lise Paulsen Galal, der i et forskningsstudie har været med til at undersøge, hvordan mellemøstlige kristne organiserer sig i henholdsvis Danmark, Sverige og Storbritannien.
Størstedelen er fordelt ud over selvstændige kirkefællesskaber med forskellige religiøse og geografiske rødder i Mellemøsten og Nordafrika.
“Den største gruppe er den irakiske, som har omkring 3500 tilhængere i Danmark,” forklarer Lise Paulsen Galal.
Der er altså potentiale for, at flere arabisk-talende kristne blev en del af folkekirken. Men det er bare ikke så nemt at tiltrække dem, for de arabisktalende kristne kommer fra kirker med stolte traditioner, som er langt ældre end folkekirken, forklarer Søren Dalsgaard, der er koordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde. Det er en af hovedårsagerne til, at der er så meget forskel på, hvordan folkekirken arbejder med farsi- og arabisktalende kristne.
“De arabisktalendende kristne i Danmark er en del af den arabiske kristenhed, som knytter sig til andre kirkeretninger end den protestantiske. Kaldæerne er for eksempel katolske, og kopterne er ortodokse. De værdsætter deres historie højt og ønsker at fastholde den tradition, de kommer fra,” siger han.
Søren Dalsgaard mener ligesom Nabil Astafanos, at folkekirken kunne have gavn af at tiltrække flere arabisktalende kristne.
Hans oplevelse har ofte været, at nogle af de eksisterende arabisktalende kirkesamfund uden for folkekirken kan have en tendens til at have svært ved at integrere konvertitter fra islam. Og der har folkekirken en mulighed for at markere sig og udleve en kerneopgave:
“Det vigtige for mig at se er, at de arabisktalende kan få en platform i folkekirken. Det kan være i form af ansættelser, som medlem af menighedsrådene, eller i en præstetjeneste. På den måde vil arabisktalende lettere kunne identificere sig med menigheden, fordi de spejler sig i dem, der repræsenterer dem på lederniveau. Hvis din leder er arabisktalende, så vil han også lettere kunne tiltrække en arabisk menighed. På den måde ville de arabisktalende kristnes tilknytning til folkekirken ikke kun foregå på danskernes præmisser, men også på deres egne præmisser,” siger Søren Dalsgaard.
Tilbage i Vigerslev Kirke er gudstjenesten ved at være slut. Den blev kort i dag, for der er sket en misforståelse, og den danske præst, der skulle komme og indstifte nadveren, mødte aldrig op. Så det måtte Nabil Astafanos springe over.
Ude i køkkenet er Ban Fayiz gået i gang med at hjælpe med maden til fællesspisningen lige om lidt. Hun forklarer, hvad hun får ud af at komme i Greater Love:
“Jeg kan lide at være med til at synge. Jeg kommer også lidt i en dansk kirke, men det er godt for mig, at det her foregår på arabisk. Og så vil jeg også gerne lære mine to piger at komme i kirken. Hvis der var gudstjeneste på arabisk hver søndag, ville jeg være her og synge med,” siger hun.