Arkæologisk udgravning går til hjertet af kirkens ældste bekendelse

For foden af Hermonbjerget er en stor udgravning af et tempel til kejseren i Rom netop afsluttet. Spørgsmålet er nu, om Peters bekendelse af Jesus som ”Guds søn” i denne egn skete i skyggen af kejserens krav om samme tilbedelse

I det nordlige Israel ikke langt fra Banias mener arkæologer at have fundet det tredje tempel, som kong Herodes byggede på Jesu tid til ære for den romerske kejser Augustus.
I det nordlige Israel ikke langt fra Banias mener arkæologer at have fundet det tredje tempel, som kong Herodes byggede på Jesu tid til ære for den romerske kejser Augustus. Foto: Council for Conservation of Heritage Sites in Israel.

En skovbrand i 1998 gav den amerikanske arkæolog, Andrew Overman, hvad der skulle vise sig at blive hans livs største faglige chance. I et område fyldt med miner fra Israels krige med Syrien kunne man pludselig med det blotte øje se betydelige arkæologiske rester blotlagt af ilden. Man havde sådan set godt kendt til disse ruiner, men minerne gjorde, at ingen indtil nu havde fundet det indsatsen – og risikoen – værd at rode i jorden.

Efter et besøg i området var Overman imidlertid overbevist om det modsatte. Ruinhoben ligger få kilometer fra et af de største tempelområder i Israel fra romersk tid. I dag kendes området under navnet Banias og er placeret for foden af Hermonbjerget, netop dér, hvor nogle af Jordanflodens kilder rent bogstaveligt springer ud af klippesiden.

Særligt havde Overman én arkæologisk uløst gåde i tankerne. Ifølge den jødiske historieskriver Josefus byggede den navnkundige Herodes den Store i dette område et tempel til kejseren i Rom. Selvom Herodes var ”jødernes konge”, og selvom hans fornemste opgave som sådan var det storslåede fornyelsesprojekt af jødernes tempel til Israels Gud i Jerusalem, havde han så at sige også andre ’guder’ at tage sig af. Det var afgørende for ham at fastholde kejser Augustus’ tro på hans absolutte loyalitet, og derfor byggede han hele tre såkaldte kejsertempler, hvor man kunne foretage ofringer til kejseren i Rom som til enhver anden græsk-romersk gud.

De to af disse, det i Cæsarea ved Havet og det i Sebaste i Samaria, var for længst fundet. Men det ved Banias manglede. Godt nok havde to israelske arkæologer haft en infight om nogle mindre bygningsrester ved selve Banias, men intet var afgjort med sikkerhed.

Så Overman drømte i sit stille sind, og nogle gange sker det, at selv en arkæologs fantasi og forestillinger foran en bunke ubestemmelige sten overgås. Allerede i første udgravningsæson viste det sig, at det antikke bygningsværk, som branden havde afsløret, er det smukkeste kejsertempel, der er fundet i Israel til dato. Tilmed afslørede efterfølgende sæsoner, at der ikke bare havde været ét tempel på stedet, men hele tre. Og det bedste af det hele: De to første lod sig datere til netop Herodes’ regeringstid.

Nu er udgravningen endelig færdiggjort. Ruinerne ligger frit tilgængeligt for besøgende, og en permanent udstilling af nogle af fundene er opstillet på det nærliggende Tel Hai College. Spørgsmålet er så, om det virkelig er Herodes’ nordlige kejsertempel, der er fundet, og hvis, hvilken videre betydning det da har.

Til det første må vi sige, at Overman har en stærk sag. Selvom der altså er alternative forslag ved Banias, er det kun her, der er fundet noget, der med sikkerhed kan bestemmes som et kejsertempel. Tilmed er placeringen på en åben bakketop en rigtig ’Herodes-placering’. Han elskede det pompøse, og frem for en mere tilbagetrukken placering ved selve Banias havde han her fundet en bakketop, der sikrede at ingen kunne rejse ad den store hovedfærdselsåre fra nord til syd i dalen lige nedenfor uden at se hans fromme hengivenhed til, ja ligefrem dyrkelse af kejseren i Rom.

Det bringer os til det andet. Ifølge de tre første evangelier tog Jesus nemlig sine disciple med på en rejse op til dette område, til egnene omkring Cæsarea Filippi. Rejseberetningerne herfra giver indtryk af, at Jesus ville sikre sig, at disciplene havde forstået, hvem han mente at være. Direkte adspurgt svarer Simon Peter som den første rigtigt: ”Kristus, den levende Guds søn.”

Man kan med god ret kalde Peters udsagn om Jesus for kirkens ældste bekendelse og i virkeligheden kirkens hjerte. Tilmed er det den bekendelse, der er grunden under den katolske kirkes selvforståelse om pavens primat, da det er ved denne lejlighed, Jesus taler om at bygge sin kirke på Peter og hans bekendelse.

Tilbage ved Overmans udgravning er det nu tydeligere end tidligere, at der altså var to ”Guds sønner” der ved Cæsarea Filippi. Den ene blev hyldet af Simon Peter i ord, den anden af Herodes den Store i sten. Har Overmans udgravning dermed genskabt den historiske virkelighed rundt omkring kirkens ældste bekendelse som en politisk-religiøs kamp mod tilbedelsen af kejseren i Rom? Eller var silhuetten af Herodes’ tempel på vejen mod Cæsarea Filippi blot en tilfældighed? Det er et spørgsmål for teologer at strides om. Og tro mig, det gør de!

Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.