Det var uden tvivl tænkt som en positiv historie uden ben i, da den nyudnævnte direktør for de israelske nationalparker, Shaul Goldstein, for nylig lancerede ideen om at genopbygge Herodes den Stores gravmonument, som arkæologer endelig har fundet efter mere end 20 års intens søgen.
Eller det vil sige: De fandt kun de sørgelige rester af, hvad der engang var et storslået monument over en af Israels største konger nogensinde. Og som Shaul Goldstein udtalte:
"Det kræver en fantastisk fantasi at forestille sig, hvad der foregik, når man som besøgende blot ser en bunke sten".
LÆS OGSÅ: Danmarks forhistorie skrives hele tiden om
Netop det problem vil Goldstein råde bod på med et nyt påfund, som ikke er set før i Israel: En plasticmodel af et arkæologisk fund i fuld størrelse. Her taler vi om et tårn på 25 meters højde.
Til Goldsteins ærgrelse mødte denne friske idé modstand fra arkæologerne selv. Mens en anonym arkæolog beskriver ideen som så sindssyg som Disneyland, maner en af de ledende arkæologer bag udgravningen til at tage den med ro, da undersøgelserne af graven stadig er i gang, og de ubesvarede spørgsmål stadig er for mange.
Hvorfor dette hastværk og den iver efter at gøre Herodes grav til en turistmagnet? Dækningen i den israelske avis Haaretz afslører et sammenfald, der næppe er tilfældigt: Herodes grav befinder sig på Vestbredden ganske få kilometer fra én af de største israelske bosættelser, Gush Etzion, hvor Goldstein ikke blot bor, men også indtil sin nye stilling fungerede som borgmester. Allerede i den egenskab arbejdede han på at finde offentlige midler til at gøre stedet mere turistvenligt.
Den 25 meter høje plasticmodel er blot et af hans forslag. Et andet går på at fylde en gigantisk swimmingpool, Herodes havde lavet på stedet, med vand på trods af, at områdets palæstinensiske beboere lever med kronisk vandmangel.
Er der et sammenfald mellem Goldsteins historiske interesse i Herodes grav og hans nutidige kamp for at sikre israelsk ret til bosættelse på Vestbredden? Tanken er nærliggende, og det vil i så fald blot være seneste eksempel på, hvordan arkæologien kan bruges som løftestang for nutidige politiske formål.
Et på alle måder mere alvorligt eksempel finder vi i de vedvarende palæstinensiske benægtelser af, at der nogensinde har stået et jødisk tempel på tempelpladsen. Under Camp David-forhandlingerne i år 2000 påstod Arafat til alles måben, at det jødiske tempel i stedet havde ligget i byen Nablus midt på Vestbredden. Før og siden er denne påstand blevet gentaget så mange gange af ledende palæstinensere, at det nu synes at være en historisk sandhed set med palæstinensiske øjne. For eksempel udtalte den ledende mufti Ekrima Sabri i et interview her i Kristeligt Dagblad i 2001:
Jøderne har aldrig formået at bevise, at de har et historisk tilhørsforhold til pladsen omkring al-Aqsa en kommentar, der rummer en selvopfyldende profeti al den stund, at den muslimske mufti aldrig har tilladt arkæologiske undersøgelser af tempelbjerget.
Sagen er, at arkæologi per definition gør fortiden nutidig. Det giver de gamle sten sprængkraft i situationer med intens kamp om arveretten til et bestemt område. Udfordringen og opfordringen til alle med interesse i arkæologi er at lade arkæologerne få fred og frihed til at arbejde langsomt og uafhængigt nok til at nå frem til sikre og selvstændige resultater.
Morten Hørning Jensen er lektor i teologi på Menighedsfakultetet.