Asatroende vil have ritualer for bryllup og begravelse

Formanden for Forn Sidr vil have en ritualuddannelse, så tilbedere af Odin og Thor i fremtiden kan blive viet eller begravet ud fra et formaliseret ritual

Asatroende vil have ritualer for bryllup og begravelse

Folkekirken får nu endnu mere modspil. For det er ikke længere kun ateister og humanister, der vil tilbyde alternative humanistiske ritualer ved bryllupper og begravelser.

I det seneste nummer af Vølse, de asatroendes medlemsblad, argumenterer Ivan Larsen, formand for de asatroendes godkendte trossamfund, Forn Sidr, stærkt for, at de asatroende ikke skal føle sig tvunget til at vælge folkekirken, når de skal begraves eller giftes.

Derfor vil han oprette en ritualuddannelse, så medlemmer certificeres til at varetage formaliserede ritualer ved bryllupper og begravelse. Det skal få flere til at melde sig ind i Forn Sidr:

– Hvis vi skal være et godt tilbud til den almindelige dansker, der overvejer at koble sig på os, skal vi levere en pakke, hvor både ægteskabspagten og begravelsen er inkluderet, siger Ivan Larsen.

Sidste år fik Forn Sidr egen begravelsesplads i Odense. Men Ivan Larsen peger på, at asatroende ofte vælger en begravelse i folkekirken, fordi de vil have en sikkerhed for, at nogen tager hånd om det organisatoriske og samtidig tilbyder et ritual, når de skal begraves.

Forn Sidr, der i dag har omkring 650 medlemmer, blev godkendt som trossamfund i 2003 og kan derfor foretage juridisk gyldige vielser, som dog i dag foregår på vidt forskellige måder, fordi der ikke er et fast ritual for vielserne. Ifølge årbogen Religion i Danmark 2009 fra Aarhus Universitet har trossamfundet omkring 15 vielser og 2-3 begravelser årligt.

René Dybdal Pedersen, ph.d. i religionsvidenskab fra Aarhus Universitet, påpeger, at en ritualuddannelse er et skridt videre i retning af at institutionalisere sig som trossamfund. Det kan føre til flere medlemmer:

– Det her træk passer ind i et system, som mange af de større nye trossamfund også har været igennem. For at Forn Sidr skal komme op i næste liga og løsrive sig fra at være en slags græsrodsreligion, er det et naturligt skridt at uddanne folk til at varetage ritualer. Det kan på længere sigt skabe en base for, at de får flere medlemmer, siger han.

Forslaget om formaliserede ritualer kommer i forlængelse af, at den ikke-religiøse organisation Humanistisk Samfund netop har haft sine første begravelser og bryllupper med humanistiske ritualer og ceremonier for folk, som ikke føler sig hjemme i folkekirken.

Men Kresten Drejergaard, biskop i Fyens Stift, frygter nu ikke, at hverken humanisternes eller de asatroendes ritualer skal få folk til at melde sig ud af folkekirken.

– Det er et udtryk for, at der er et stigende behov for at få ritualiseret afgørende ting i livet. Nogle er måske nysgerrige, men jeg tror kun, det er i begrænset målstok, hvor mange der vil vælge de her ritualer. For folkekirken har så gennemprøvede ritualer, at jeg har svært ved at se, hvorfor folk skulle vælge noget nyt, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk