De tider, hvor Europa kunne se sig selv som kristendommens naturlige centrum, er for længst forbi. Det blev igen bekræftet i begyndelsen af december, da pave Frans udnævnte Luis Tagle, der er ærkebiskop af Filippinernes hovedstad, Manila, til såkaldt præfekt for Vatikanets ”missionsministerium”, Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering.
Med udnævnelsen går Tagle fra at lede et bispedømme på tre millioner katolikker til at stå i spidsen for, hvad pave Frans som led i sin reform af kurien agter at gøre til et ”superministerium”, der kun står tilbage for Statssekretariatet. Men allerede fra sin første dag på jobbet får Tagle opsyn med flere end 4000 bispedømmer og godt en tredjedel af verdens katolske biskopper, hvilket altså gør ham til en af de allermest indflydelsesrige mennesker i Vatikanet efter pave Frans.
Forfremmelsen falder helt i tråd med pavens optagethed af katolsk mission i Asien, hvor to tredjedele af verdens befolkning bor, men hvor kun syv procent er kristne. Paven besøgte Thailand og Japan i november og er meget interesseret i den teologiske tænkning i Asien. Da dominikanerordenen i 2019 valgte en asiat som sit overhoved, skete det også med Frans’ velsignelse.
Endnu vigtigere understreger udnævnelsen af Tagle, at paven har gjort mission i bred forstand til et af de vigtigste temaer for sit pontifikat. Det handler ikke kun om at stoppe tilbagegangen i Europa eller styrke fremgangen i Afrika. Frans ønsker at gøre ”evangelisering” til den dominerende mentalitet i den katolske kirke, ligesom evangelisering er den drivende kraft i hans egen reform af kurien i Rom, i hans tilgang til mennesker i kirkens periferi, i hans kamp for klimaet og miljøet samt i hans fokus på fattige og svage. Hvor Troslærekongregationen, der beskæftiger sig med tro og moral, tidligere rangerede højere end Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering, lægger Frans op til at vende rækkefølgen om. Det er naturligvis den samme tro, det drejer sig om, men energien skal rettes udad snarere end indad.
Kardinal Tagles nye position er også spændende, fordi den understreger, at man i Vatikanet kigger langt ud over Europa og Nordamerika, når det gælder om at besætte topposter. Det gør man for at opnå en rimelig etnisk og kulturel spredning, der afspejler den katolske kirkes globale virkelighed. Men man gør det også, fordi det er dér, talenterne er. Mens Vestens hårdt pressede biskopper mest er optaget af at bevare status quo, er selvforståelsen i missionslandene en anden. Her bærer man ikke på en tyngende kulturel bagage, og selvom de materielle og sociale vanskeligheder kan være enorme, er der inden og uden for kirken en klar bevidsthed om, at den ofte gør en markant og positiv forskel.
Denne virkelighed er Tagle rundet af. Han er en anerkendt teolog, der taler tre sprog og læser seks, men det er hans erfaring som biskop og personlige karisma, der har gjort ham til en national skikkelse i Filippinerne. På samme tid har han dygtigt undgået opslidende konfrontationer med landets præsident Rodrigo Duterte, og det selvom Tagle er meget kritisk over for den populistiske og kontroversielle politiker. Siden 2015 har Tagle været præsident for Caritas Internationalis, som er en konføderation af 165 nationale, katolske bistands- og udviklingsorganisationer. Her har han fået førstehåndserfaring med kirken globalt og med de internationale kriser, der rammer den tredje verden hårdt og dominerer den rige verdens politiske dagsordener.
Embedet gør også den 62-årige filippiner til en oplagt efterfølger for den 83-årige pave, hvis medfølende, pastorale linje han sympatiserer med. Flere kommentatorer placerer ham højere på listen end både latinamerikanske og europæiske kandidater af samme tilsnit. Til gengæld har Tagle ikke tidligere arbejdet i Rom, og udnævnelsen er også blevet tolket som pavens ønske om at give den talentfulde kardinal konkret erfaring med kulturen i Vatikanet og dermed styrke hans mulige pavekandidatur.
Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.