Når nogen dør, er det i dag ikke lovligt at sprede asken i skov, mark eller eng i Danmark. Men i vores skandinaviske nabolande kan man sprede aske i skove og på fjeld, hvis man får tilladelse fra myndighederne. I Oslo vil byrådet nu give borgerne mulighed for at sprede aske i særligt afmærkede områder – på samme måde som i de svenske mindelunde.
I Oslo er antallet af ansøgninger om askespredning på hav og land steget fra 21 i 1998 til 198 i 2016, og den stigende efterspørgsel er forklaringen på, at man nu vil etablere faste områder, siger kulturborgmester i Oslo, Rina Hansen fra Arbejderpartiet.
”Vi vil være en livssyns-åben by, som behandler alle begravelser med værdighed og respekt. Derfor er vi opmærksomme og reagerer på folks ønsker,” forklarer hun.
Initiativet er et af tre nye forslag til måder at tage afsked med pårørende på, som behandles af byrådet i Oslo. Ud over askespredning vil man også oprette en skovkirkegård og et kolumbarium, der er et fælles urnehus, og som i dag findes på eksempelvis Bispebjerg Kirkegård i København.
Ola Asp, som er leder af Vestfold krematorium syd for Oslo og driver informationssiden askespredning.no, glæder sig over det nye tiltag.
”Vi oplever en stigende efterspørgsel efter, at folk har et sted at gå til og mindes, efter asken er spredt, så derfor ser vi positivt på idéen, som vi håber vil brede sig,” siger han.
Anderledes ser det ud i Danmark. Her er det forbudt at sprede aske over landjorden, og Bente Kilhof, der er enhedschef for kirkegårde i Københavns Kommune, fortæller, at man i Danmark generelt er meget restriktive.
”Det, man gør i Norge, kunne man også i Danmark, hvis der var et ønske om det. Men det er ikke noget, vi oplever, så vi har ikke planer om at gå videre med det,” siger hun.
Heller ikke Kirkeministeriet eller Foreningen af Danske Kirkegårdsledere (FDK) oplever stor efterspørgsel efter askespredning på land. John Hinze, der er sekretariatsansvarlig for FDK, frygter desuden, at det hurtigt kunne blive et problem.
”Hvis man åbner for askespredning på landjorden, kan det betyde en acceleration af afviklingen af den kirkegårdskultur, vi kender i dag. Det ville presse en i forvejen hårdt presset branche og have konsekvenser, som man skal gøre sig klart,” siger han.
Selvom det i moderne kontekst er nyt at sprede de afdødes aske på land, er det en ældgammel skik. Det fortæller Sean Denham, der er arkæolog ved Universitetet i Stavanger. Han forklarer, at man allerede i jernalderen spredte fragmenter og aske efter kremering.
”Fra omkring 500 år f.Kr. til år 0 kan vi se, at folk byggede gravhøje, hvor de spredte aske. Og fænomenet er igennem historien dukket op flere gange som et alternativ til almindelige begravelser. Så tanken om et naturområde ved en særlig plads, hvor man kan mindes, er på ingen måde ny,” siger han.