Assyriske kristne holdt julefest med kor og krybbespil

Der var krybbespil, kagebord og korsang, da assyriske kristne med rødder i Irak, Iran, Libanon, Tyrkiet og Syrien holdt julefest i Aarhus-forstaden Tilst

Til krybbespillet er kostumerne lavet af en af kirkens frivillige, der også underviser børnene i kristendom hver søndag. Alt foregår på ny-assyrisk, som er menighedens fælles hverdagssprog. Mange børn taler en blanding af dansk og assyrisk til deres forældre og dansk indbyrdes. – Alle
Til krybbespillet er kostumerne lavet af en af kirkens frivillige, der også underviser børnene i kristendom hver søndag. Alt foregår på ny-assyrisk, som er menighedens fælles hverdagssprog. Mange børn taler en blanding af dansk og assyrisk til deres forældre og dansk indbyrdes. – Alle . Foto: Ernst Van Norde.

”Giv mig en high five, Elias. Du var så god,” siger en smilende, mørkhåret kvinde og rækker en strakt hånd frem mod en syv-otte-årig dreng, som passerer forbi iført brun kjortel, arabertørklæde om hovedet og med en hyrdestav i hånden.

”Og I var sådan nogle smukke engle,” tilføjer kvinden til et par 11-12-årige piger, der passerer forbi hende iført hvide kjoler med guldfarvede englevinger på ryggen. Efter dem kommer en pige i blå kjole med et matchende tørklæde om hovedet og et par midaldrende kvinder, der bærer på to hvide får i næsten naturlig størrelse og en krybbe med en babydukke, under hvilken der stikker et par tørre halmstrå ud.

Krybbespillet i Mar Mari Menighed Østens Assyriske Kirke i Aarhus-forstaden Tilst er netop slut, og deltagerne er blevet fotograferet og filmet sammen med menighedens præst, Albert Pani-meen, og har modtaget tilskuernes hyldest i form af begejstrede klapsalver. Undervejs var det præsten, der sørgede for stjernen over Betlehem – ved hjælp af en hjemmelavet lyskaster kre-eret af en lommelygte med en plastikbøtte med et stjerneformet hul i bunden.

Børnene går ud i gangen, hvor resterne af et overdådigt kagebord står fremme. Albert Panimeen griber en mikrofon og siger et par sætninger på ny-assyrisk. Så tilføjer han på dansk, at ”der kommer vist en julemand om lidt”. Et par mindre børn fanger fluks budskabet, river sig løs fra deres bedsteforældre og løber ud i gangen, mens de taktfast messer ’julemand, julemand’.

Kvinden, der netop har givet high five til en af krybbespillets hyrder, smiler og nikker i retning af tre piger, der stadig iført englekostumer står og snakker ude i gangen.

”En af dem er min datter. Hun sang også med i koret. De synger ved gudstjenesten hver søndag, og bagefter får de undervisning i kristendom, assyrisk sprog og folkedans,” forklarer hun.

Hun hedder Sandy Samir, er 31 år og i gang med en uddannelse til finansøkonom. Hun har dog i perioder sat studierne på standby for at arbejde som civil tolk for det danske militær i Irak, hvor hendes forældre stammer fra.

”Jeg har boet i Danmark i 19 år, men er født i Irak som mange andre her i menigheden,” siger hun.

Sandy Samir kommer jævnligt til gudstjeneste sammen med sin 11-årige datter og sine forældre, og hun er glad for, at hendes datter kan lære både sproget og troen at kende i menigheden.

”Jeg er også selv med til at lave aktiviteter for børn en fredag om måneden. Vi laver ballondans, stoledans og gæt og grimasser,” siger hun.

En af hendes venner fortæller, at han er frisør og har egen salon et par kilometer fra kirken. Han har boet en årrække i Sverige og har familie både der samt i Canada og Australien. Men nu har han slået sig ned i Tilst og er glad for at fejre julen der.

”Jeg kommer til gudstjeneste cirka hver anden søndag. Men når jeg har været i byen om lørdagen, kommer jeg ikke. Præsten synes ikke, at jeg skal vise mig med tømmermænd,” siger han med et skævt smil.

”Min bedstefar var præst i Irak, og her i Danmark har han undervist vores nuværende præst. Jeg kan huske, at vores nye præst tit var på besøg hos min bedstefar.”

Den nuværende præst, Albert Panimeen, har også rødder i Irak og kom ligesom de fleste af menighedens cirka 350 medlemmer til Danmark som flygtning. I sin velkomsttale nævner han de seneste måneders demonstrationer med krav om demokratiske reformer i Irak og opfordrer de tilstedeværende til at holde et minuts stilhed for ofrene for specialstyrkernes angreb på demonstranterne.

Først efter sin flugt fra Irak begyndte han for alvor at interessere sig for sit folks kristne arv og studere teologi i sin fritid. Efter mange opfordringer lod han sig overtale til at blive præst, og fra 1996 til 2017 fungerede han som ulønnet præst for menigheden, sideløbende med at han arbejdede som folkeskolelærer.

Menigheden holdt gudstjeneste i en folkekirke i det vestlige Aarhus hver 14. dag, og ønsket om at få sin egen kirke blev stærkere og stærkere. I 2007 havde menigheden samlet penge nok til at købe grunden i Tilst, og i 2012 gik byggearbejdet i gang. Byggeriet gik i stå flere gange på grund af pengemangel og en konflikt med entreprenøren, men i november 2016 stod bygningen klar med kirkerum, menighedssal, mødelokale og køkken. Siden indvielsen i foråret 2017 er der blevet holdt gudstjeneste hver søndag, og Albert Pani-meen er nu lønnet af menigheden og arbejder fuld tid som præst.

”Det er et 24/7-job. Jeg har ingen kontortid. Jeg kommer, når nogen ringer,” siger han.

Han fortæller, at han allerede har døbt mange børn i kirken og foretaget en del vielser, men heldigvis endnu ingen begravelser. Menigheden er da også fyldt med børn og unge, og denne decemberaften lige før jul er der børn i alle aldre. 15-20 børn og unge har deltaget i det kor, som indledte aftenen med at synge et udvalg af assyriske salmer og julesange samt enkelte internationale klassikere med tekster oversat til assyrisk. Alle medlemmer i koret er iført sorte bukser, hvide bluser eller skjorter og et rødt tørklæde med to guldkors broderet på. Mens de står på et podie beklædt med et rødt tæppe og synger de velkendte sange og salmer, sidder omkring 75 mennesker fordelt på stolerækker i menighedssalen og smiler, klapper og filmer med mobiltelefoner. Et par medlemmer af menigheden foreviger desuden seancen med videokamera og kamera.

”Vi assyrere var det første folk, der troede på Jesus. Uanset hvor i Mellemøsten vi boede, forblev vi kristne, og vi vil aldrig miste vores tro eller vores sprog,” siger en ældre mand, da klokken nærmer sig 21, og arrangementet slutter med spontan afsyngelse af den assyriske nationalsang.

Mens de voksne synger, deler julemanden, som i mellemtiden har indtaget podiet, de sidste slikposer ud til ivrige børn og tøvende teenagere.

”Det har været en dejlig aften. Det er første gang, vi holder jul på denne her måde i stedet for at holde fest med dans og musik. Sådan her skal vi blive ved med at fejre jul,” siger Albert Panimeen og tilføjer, at der også er gudstjeneste første juledag.

”Og alle søndage derefter. Vi er en del af en historie, der aldrig skal slutte,” siger han.