Prøv avisen

Asteroide knuste Sodoma og Gomorra

Flere kunstnere har afbildet den berømte historie fra Første Mosebog om de umoralske byer Sodoma og Gomorra, som Gud vælger at udslette med ild og svovl. Her er det Albrecht Dürers version fra cirka 1486-1499.

Kryptiske symboler på en ældgammel lerplade fra Nineveh er endelig blevet tydet, og inskriptionerne antyder, at en asteroide jævnede byerne Sodoma og Gomorra med jorden, vurderer forsker

Det var sandsynligvis en asteroide, der ødelagde de bibelske byer Sodoma og Gomorra. I hvert fald hvis man skal tro inskriptionerne på en ældgammel lerplade, som det endelig er lykkedes videnskabsmænd at tyde.

Ifølge Første Mosebog tilintetgjorde Gud de to byer ved hjælp af svovl og ild sendt fra himlen, fordi byernes indbyggere levede i synd. Måske sendte han også en asteroide med en omkreds på over en halv kilometer i diameter ned over byerne.

Selve lerpladen, der kun måler seks centimeter i diameter, blev fundet i resterne af biblioteket i Nineveh ved Tigrisfloden i midten af det 19. århundrede. Man formoder, at pladen med de kileformede symboler er fremstillet 700 år før Kristus, og at det er en kopi af noter foretaget af en astronom, som har betragtet nattehimlen.

Astronomen beskrev asteroiden som en hvid stenkugle, der nærmede sig i høj fart. Ved hjælp af computere, som kan genskabe nattehimlen for flere tusind år siden, har videnskabsmænd dateret astronomens observationen til at være fra daggry den 29. juni, år 3123 før Kristus.

I 150 år gjorde videnskabsmænd mislykkede forsøg på at afkode beskederne på pladen, indtil det endelig lykkedes for Mark Hempsell fra Bristol University. Omkring halvdelen af beskederne indridset i leret er intakte, og halvdelen af disse refererer til asteroiden. Hempsell kalder fundet for et absolut perfekt stykke videnskab. Det skriver avisen The Times.

schelde@kristeligt-dagblad.dk