Asylcentre kritiseres for at svigte troende

Med henvisning til at asylcentre er religionsneutrale, er præster blevet bedt om at holde sig væk fra centrene. Men idéen om det religionsneutrale er problematisk og udtryk for en religionsforskrækkelse, der reelt besværliggør hjælpen til de troende asylsøgere, lyder kritikken

Sognepræst i Humble Helle Frimann Hansen (billedet) og Susanne Krog fra Pinsekirken i Rudkøbing må ikke komme på det nærliggende asylcenter på Langeland, Holmegaard Asylcenter. Begrundelsen er, at centret er religionsneutralt. Arkivfoto.
Sognepræst i Humble Helle Frimann Hansen (billedet) og Susanne Krog fra Pinsekirken i Rudkøbing må ikke komme på det nærliggende asylcenter på Langeland, Holmegaard Asylcenter. Begrundelsen er, at centret er religionsneutralt. Arkivfoto. . Foto: Camilla Rønde.

Når Susanne Krog holder gudstjeneste i Pinsekirken i Rudkøbing, kommer næsten halvdelen af menigheden fra det nærliggende asylcenter på Langeland, Holmegaard Asylcenter. Flere i menigheden er også blevet døbt i kirken, efter at de er kommet til Danmark, og normalt ville hun tage på besøg hos dem efter nogen tid for at tale med dem om deres tro og de spørgsmål, de måtte have. Men Susanne Krog må ikke komme på asylcentret.

Sammen med sin kollega fra folkekirken, sognepræst i Humble Helle Frimann Hansen, har hun fået den besked fra asylcentrets leder, at de ikke er velkomne på centret.

”Vi må ikke engang sætte annoncer op på opslagstavlen med oversigt over kommende gudstjenester,” fortæller Helle Frimann Hansen, der også fik afslag på at sætte et opslag op med kontaktdata på den lokale præst og en information om, at hun kunne kontaktes ved behov.

Ulrik Pihl er leder af Holmegaard Asylcenter og fortæller, at det er den samme praksis, der gælder for alle de asylcentre, Langeland Kommune driver i hele landet.

”Vi ser helst, at præsterne ikke kommer på centrene. Hvis først der begynder at komme præster, imamer eller andre forkyndere her, så kan vi ikke længere kalde os for religionsneutrale. Vi kan selvfølgelig ikke forbyde præsterne at komme her, men vi opfordrer dem til at mødes med folk uden for centrene,” siger Ulrik Pihl.

Helt så restriktivt er det ikke alle centre, der tolker princippet om religionsneutralitet. Birgitte Rosager Møldrup er sognepræst i Vindelev og Kollerup ved Vejle og står for de internationale gudstjenester i Jelling, hvor der kommer en del kristne asylsøgere fra byens asylcenter.

”Her får vi lov til at have opslag om vores gudstjenester, og jeg kan også komme på centret, hvis jeg bliver inviteret. Generelt oplever jeg, at der er en positiv holdning til mig, men det er samtidig lidt fortvivlende, at idéen om det religionsneutrale betyder, at asylsøgerne slet ikke får generel oplysning på centret om, hvor de kan gå hen, alt efter hvilken tro de har - og hvad der foregår i forskellige trossamfund,” siger hun.

Ifølge Søren Dalsgaard, der er koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde, er der netop stor forskel på, hvordan samarbejdet mellem præster og asylcentre er rundt omkring i landet.

”Nogle steder må præsten godt komme på centret, andre steder er han eller hun uønsket. Det kan også handle om lokale tillidsforhold. Men det generelle billede er, at præsterne godt kunne ønske sig en friere adgang til centrene,” siger han og fortsætter:

”Alle er jo enige om, at vi selvfølgelig skal beskytte asylsøgerne mod offensiv missionsvirksomhed på centrene. Men religionsneutralitet risikerer faktisk at blive til en blindhed i forhold til religionens betydning for mange af de mennesker, der er flygtet hertil. Ved at udelukke troen er det i virkeligheden danskernes egen sekularisme, vi trækker ned over hovedet på asylsøgerne.”

Marie Juul Petersen er forsker ved Institut for Menneskerettigheder, og hun mener også, det er ensidigt at henvise til religionsneutralitet som beskyttelse af asylsøgerne.

”Der er selvfølgelig mange hensyn at tage, og det er klart, at man ikke skal udsættes for pres til at konvertere eller andre former for religiøst pres. Men det handler jo også om retten til at modtage information om egen og andres religion, om retten til at praktisere sin religion og om retten til at informere om sin egen religion. Frem for at formene religiøse repræsentanter adgang til de danske asylcentre ville det være langt mere konstruktivt at gå i dialog med dem og forsøge at lave nogle danske retningslinjer for, hvordan man inddrager dem på en måde, der sikrer asylsøgeres religionsfrihed bedst muligt. Så kunne man dels tage hensyn til asylsøgeres ret til at modtage information om og praktisere deres religion og deres ret til ikke at blive udsat for pres,” siger Marie Juul Petersen.

Hun hæfter sig også ved ordet ”religionsneutral”, som hun ikke nødvendigvis ser som udtryk for en neutral holdning til religion.

”I ekskluderingen af det religiøse risikerer en religionsneutral tilgang faktisk at prioritere det ikke-religiøse eller endda religionskritiske over det religiøse. For mig at se bør det i stedet handle om, at man på asylcentre, som alle andre steder i samfundet, skaber rum, der giver plads til en mangfoldighed af livssyn og holdninger, religiøse såvel som ikke-religiøse.”