”Nu skal vi læse et sidste skriftsted i Bibelen, nemlig Markus, kapitel 10, vers 28-30.”
Sebastian Olesen, der til daglig arbejder med kristen mission i Vollsmose ved Odense, holder en pause, så de omkring 75 asylansøgere og 10 danskere, der er samlet i lokalet, kan slå op i deres bibeler på farsi, engelsk og dansk, inden han læser passagen op.
En iransk mand oversætter til farsi, mens der er så stille, at man kan høre solsortenes aftensang uden for vinduerne. Det er en sen aften i juli på Luthersk Missions sommerbibellejr for kristne asylansøgere. De fleste af deltagerne er afviste asylansøgere, der bor på udrejsecentret Kærshovedgård, mens en anden gruppe er asylansøgere fra Asylcenter Holstebro. Endelig er der omkring 10 danske frivillige.
Lejren løber over fire dage og foregår på Midtjyllands Kristne Friskole i Herning, men uden overnatning, for beboerne fra Kærshovedgård skal opholde sig på udrejsecentret fra klokken 23 om aftenen til klokken 6 om morgenen. De får bøder og fængselsstraffe, hvis de ikke overholder melde- og opholdspligten. Lejrens program består af bibelstudier, bøn, boldspil, gåture, en badetur i en nærliggende sø, socialt samvær og lovsangsseancer.
Bibeltimen med Sebastian Olesen afsluttes med en tale om at være Jesu discipel i hverdagen, hvor det understreges, at det har en pris at være kristen:
”Det koster noget at sige ja til Jesus. Men Jesus siger til os, at det, som vi mister ved at følge ham, er meget mindre end det, vi får. Vi får en ny familie i ham. Som fællesskab i Jesus er vi én familie. Og når jeg er sammen med alle jer fra Kærshovedgård, føler jeg altid, at jeg er med familie.”
Tolken, der er beboer på Kærshovedgård og er konverteret til kristendommen efter sin flugt fra Iran, oversætter, og der bliver nikket rundt omkring. Nogle har tårer i øjnene, andre lukker øjnene og folder hænderne.
”Det er meget smertefuldt for mig, at min familie i Iran har udstødt mig, men jeg har fået min egen familie her i Danmark. De kristne, jeg har lært at kende her, er jeg ikke knyttet til med blodets bånd, men Guds kærlighed har ført os sammen,” siger Hoshang Rostami, der er 27 år og af kurdisk oprindelse.
”Jeg måtte flygte fra Iran, fordi jeg havde protesteret mod myndighedernes behandling af kurdere og tilhængere af yari-religionen. Min familie er yarier, og vi bliver diskrimineret, fordi vi er kurdere, og fordi vi ikke er muslimer,” siger han og fortæller, at han som 17-årig havde udsigt til en lovende karriere som fodboldspiller. Men da hans familie var fattig og ikke havde råd til at betale for, at han kunne spille i én af landets bedste klubber, måtte han i stedet arbejde på sin fars landbrug. Under arbejdet trådte han på en landmine og mistede venstre underben. Da han forsøgte at få hjælp fra myndighederne, blev han afvist på grund af sin etnicitet og religion, og da han protesterede, blev han fængslet og udsat for tortur.
”Min far fik mig ud af fængslet ved at betale et stort beløb i kaution, og så arrangerede han min flugt. Jeg skulle have været til Sverige, men endte i Danmark, som jeg slet ikke kendte eksistensen af. Jeg kendte England, Frankrig, Tyskland, Spanien og ltalien, fordi jeg fulgte med i fodbold i de lande, men ikke Danmark,” tilføjer han med et smil.
På et asylcenter i Hanstholm fik han en værelseskammerat, der var flygtet fra Iran på grund af sin kristne tro. Han opfordrede ofte Hoshang Rostami til at læse i Bibelen.
”I lang tid afviste jeg ham. Jeg troede ikke på nogen Gud overhovedet, for hvis der fandtes en Gud, hvorfor havde jeg så mistet mit ben? Flere af mine gamle holdkammerater var kommet på landsholdet i Iran, og én var blevet professionel i Belgien. Men jeg havde mistet alt,” siger han.
En dag blev Hoshang Rostami imidlertid alligevel nysgerrig og kiggede i sin vens bibel. Han faldt over en passage i Johannesevangeliets kapitel tre, hvor det lyder:
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”
”Det kastede lys ind over mit liv og ændrede mit blik på min skæbne,” fortæller Hoshang Rostami.
Han begyndte herefter at gå i kirke i Hanstholm, og siden blev han døbt i Nørrelandskirken i Holstebro.
”Da jeg blev døbt, blev jeg fri af alt det, jeg havde båret på mine skuldre. Jeg kunne lægge al smerten i mit hjerte over til Jesus, så jeg blev fri til at fokusere på fremtiden og på folk omkring mig,” siger Hoshang Rostami.
Han har boet på udrejsecenter Kærshovedgård siden oktober 2017 og er med i Asylkoret.
”De seneste år har været meget svære for mig. Men når jeg synger med Asylkoret, bringer jeg glæde til andre og møder nye mennesker, som jeg deler troen med. Jeg har fået en ny stor familie,” siger han og smiler til sin kæreste, 27-årige Hanieh Zayani, som han har lært at kende på Kærshovedgård.
Hanieh stammer også fra Iran og er født ind i en muslimsk familie. Hendes forældre blev skilt, da hun var to år, og hun blev boende hos sin mor. Som voksen blev hun sammen med sin mor inviteret til et møde i en undergrundskirke, og det, Hanieh hørte der, gav genlyd i hendes indre.
”Da de talte om Jesus, var det, som om jeg hørte om den Gud, jeg altid havde kendt indeni,” siger hun.
Et års tid senere flygtede hun og hendes mor fra Iran og kom til Danmark, hvor de blev stoppet i lufthavnen. Haniehs mor fik mulighed for at søge om asyl, men Hanieh blev fængslet. Den syvende nat i fængslet oplevede hun, at Jesus stod foran hende, holdt en bog op og sagde ”læs”.
”Jeg vidste, at det var Bibelen, så jeg bad personalet i fængslet om at låne mig en bibel. Jeg slog op i den og læste i Johannesevangeliets kapitel 14, hvor Jesus taler om den fred, han efterlader os, og at vores hjerter ikke må forfærdes eller blive modløse. Det var præcis de ord, jeg havde brug. Siden har jeg vidst, at alt er i Guds hænder. Gud ved, hvad der er bedst for mig,” siger hun.
Kamran Roshali er 31 år og er vokset op i Iran i en afghansk muslimsk familie. Han måtte flygte på grund af faderens politiske aktiviteter og sine egne kritiske spørgsmål til det iranske regimes fortolkning af islam. Han nåede til Danmark i 2015 efter en dramatisk flugt, hvor han oplevede adskillige mennesker drukne i Middelhavet.
”Jeg var selv ved at give op, da jeg lå i det kolde vand, men jeg blev ved med at bede til Gud, selvom jeg ikke vidste, hvad det var for en Gud, jeg bad til. Da vi blev samlet op af et skib, takkede jeg ham, der hev mig ombord. Men han sagde, at jeg ikke skulle takke ham, men Jesus. Jeg anede ikke, hvem Jesus var, men da jeg fandt ud af det, vidste jeg, at nu havde jeg fundet Gud,” siger Kamran.
