Prøv avisen

Ateisterne fik mig tilbage i folkekirken

”Hvis der ikke var nogen troende, ville der heller ikke være nogen mening i at være ateist,” siger Henrik Winther. – Privatfoto.

Mens en nylig kampagne fra Ateistisk Selskab fik mange til at melde sig ud af folkekirken, havde det den modsatte effekt på 59-årige Henrik Winther, pressechef for Yngre Læger. Efter 40 års pause blev han medlem igen

Man kan faktisk sige tak til ateisterne, for efter 40 år fik de mig til at blive medlem af folkekirken igen. Da jeg så kampagnen fra Ateistisk Selskab, pustede det luft til nogle af de gløder, der havde ulmet i mig længe. Nemlig mit manglende medlemskab af folkekirken.

Samtidig synes jeg, at kampagnen var både dum og ubegavet. For hvis der ikke var nogen troende, ville der heller ikke være nogen mening i at være ateist. På den måde spiller ateisterne bold op ad troen. Hvorfor skal de opfordre folk til at melde sig ud, hvis folk har det godt i den tro? Omvendt vil jeg heller ikke bede ateisterne om at melde sig ind i folkekirken.

Min far var katolik, og min mor var protestant. De valgte, at jeg skulle være protestant, samtidig med at jeg gik i den katolske skole i Aarhus. Derfor var folkekirken en naturlig del af min opvækst. Men da jeg blev omkring 19 år, og min søster skulle konfirmeres, blev jeg meget fortørnet over den måde, jeg synes, folkekirken shanghajede de unge.

Det var for tidligt at bede folk om at tage stilling, og derfor valgte jeg at melde mig ud. Præsten spurgte mig også, hvad der så skulle ske, når jeg skulle begraves, men det tænkte jeg ikke så meget over som 19-årig.

For 20 år siden fandt jeg tilbage til min tro, hvor jeg begyndte at gå i kirke hver søndag. Men det betød ikke, at jeg meldte mig ind i folkekirken igen. Jeg tænkte over, om det var at køre på fribillet, når jeg nu kom i kirken, men for mig havde medlemskabet af folkekirken ikke noget at gøre med tro.

Det var mere administrativt og kulturelt. Der gik noget tid, før jeg indså, at især det sidste var meget væsentligt. At folkekirken er en del af den danske kultur og det fundament, som samfundet hviler på.

Da ateisterne så gik aktivt ind og fik folk til at droppe deres medlemskab af folkekirken, oplevede jeg det som en opfordring til at melde sig ud af en meget væsentlig bastion i den danske kultur. Vi har brug for nogle fundamenter i samfundet, som nærmest er urokkelige, og hvor mennesker mødes.

Det er det, folkekirken kan, og med mindre ens forældre har truffet et tidligt fravalg på vores vegne, så favner folkekirken os alle. Der er ikke særlig mange af den slags stærke fællesskaber tilbage, og jeg tænkte, at når der var så mange, der meldte sig ud, måtte der også hellere være nogen, der meldte sig ind. Jeg ville bekende kulør til den danske kultur og den kristne tro. Og det var simpelthen sådan en lettelse bagefter.