Ateister vil have mindre gud i folkeskolen

Mere gudløshed i klasseværelserne, tak! Sådan lyder det fra Ateistisk Selskab, som nu vil ind i skolefaget kristendomskundskab. Religionslærerne er positive

Ateismen er et helt legitimt emne i skolens religionsundervisning. Det er ikke pligtigt, men man kan sagtens arbejde med ateisme som livsopfattelse. -
Ateismen er et helt legitimt emne i skolens religionsundervisning. Det er ikke pligtigt, men man kan sagtens arbejde med ateisme som livsopfattelse. -. Foto: Lisbeth Riisager Henriksen.

Danske skoleelever bør vide mere om, hvordan man lever sit liv uden at tro på en gud. Det er budskabet fra religionskritikerne i Ateistisk Selskab, der nu tilbyder at sende ateister ud til klasseværelserne landet over til undervisningen i faget kristendomskundskab.

Religionslærere kan gøre deres undervisning endnu mere spændende ved at få en oplægsholder ud på skolerne og præsentere ateisme og det synspunkt, at der ikke findes guder. Og så kan man tage en debat med eleverne bagefter, siger Jonathan Szpirt, næstformand i Ateistisk Selskab.

Religionslærerne stiller sig positive:

Ateismen er et helt legitimt emne i skolens religionsundervisning. Det er ikke pligtigt, men man kan lige så vel arbejde med ateisme som livsopfattelse, som man kan arbejde med buddhisme, satanisme, eller hvad det nu kunne være, siger John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen, som tilføjer:

Når man kommer i dialog med en reflekteret ateist, giver det en god fornemmelse af, hvad kristendom eller religion i det hele taget er for noget. Der er ikke noget, som sætter et emne så godt i fokus, som det at blive modsagt.

Ateistisk Selskab vil ikke bruge fremstødet til at prædike ateisme og få folk til at ændre deres holdning fra en religiøs til en areligiøs. De vil snarere balancere faget kristendomskundskab, der ellers godt kan gå hen og blive forkyndende, lyder det fra Jonathan Szpirt.

Religionslærerne afviser dog den opfattelse:

Vores undervisning er ingenlunde forkyndende. Siden 1975 har det været lovpligtigt, at skolens religionsundervisning er ikke-konfessionel. Så det er mange år siden, det var tilfældet, siger John Rydahl.

Kristendomskundskab fylder 40 timer om året på skoleskemaet.

/ritzau/