Ateister: Kampagne fører allerede til udmeldelser

Biskop mener, at kampagnefilm fra Ateistisk Selskab taler ned til folk og næppe vil henvende sig til særlig mange

”De seneste dage, hvor jeg har været meget i radio og tv om kampagnen, har vi fået 150 flere udmeldelser om dagen end sædvanligt,” siger Simon Nielsen Ørregaard, formand for Ateistisk Selskab, med henvisning til foreningens side udmeldelse.dk, hvor man kan melde sig ud af kirken.
”De seneste dage, hvor jeg har været meget i radio og tv om kampagnen, har vi fået 150 flere udmeldelser om dagen end sædvanligt,” siger Simon Nielsen Ørregaard, formand for Ateistisk Selskab, med henvisning til foreningens side udmeldelse.dk, hvor man kan melde sig ud af kirken. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix.

Det satte gang i noget nær en lavine, da Ateistisk Selskab for tre år siden fik trykt en annonce på en række aarhusianske busser med en opfordring til at melde sig ud af folkekirken. Næsten 25.000 personer meldte sig ud af kirken i 2016, hvilket er et rekordhøjt antal og op mod dobbelt så mange som gennemsnittet de seneste 10 år.

Spørgsmålet er, om folkekirken igen står over for en medlemsflugt af samme kaliber, efter at Ateistisk Selskab har lanceret en ny kampagne med samme formål. Denne gang kører kampagnen som en reklamefilm i en række biografer. I første omgang vil effekten afhænge af, hvor megen omtale filmen får, siger Henrik Reintoft Christensen, religionssociolog ved Aarhus Universitet.

”Grunden til, at den forrige kampagne havde stor effekt, var formentlig, at den vakte så stor opsigt. Der var mange præster, der gik i rette med den, og det var tydeligt, at der var en forargelse inden for folkekirken. Det kan meget vel have været selvforstærkende, da det gav kampagnen stor opmærksomhed,” siger han.

Henrik Reintoft Christensen tilføjer, at det formentlig vil have en yderligere forstærkende effekt for kampagnen, hvis der den kommende tid dukker en ny, stor sag op i kirken, der giver opmærksomhed om folkekirken.

”Vi har tidligere set, at det kan føre til flere udmeldelser, når der har været fokus på sager i folkekirken i offentligheden, for eksempel da vielser af homoseksuelle var til diskussion,” siger han.

Spørger man Brian Arly Jacobsen, religionssociolog på Københavns Universitet, kan det gå flere veje med den nuværende kampagne.

”Vi har kun set sådan en kampagne en gang før, så det er meget svært at vurdere, hvilken effekt den vil have denne gang. Når der er så mange medlemmer af folkekirken, er der også rigtig mange forskellige motiver i spil for, hvorfor nogle melder sig ud. Man kan også forestille sig, at kampagnen provokerer nogle til at melde sig ind i kirken i stedet,” siger han.

Kampagnefilmen bliver vist sammen med reklamefilmene i biograferne og varer knap et minut. Argumentet i filmen er, at hvis du alligevel ikke tror på Jesus, hvorfor så betale til ham? Den kører i 19 lokalbiografer på Sjælland i tre uger og har fået en del opmærksomhed i de landsdækkende medier. Og det har allerede haft en effekt, siger Simon Nielsen Ørregaard, formand for Ateistisk Selskab.

”De seneste dage, hvor jeg har været meget i radio og tv om kampagnen, har vi fået 150 flere udmeldelser om dagen end sædvanligt,” siger han med henvisning til foreningens side udmeldelse.dk, hvor man kan melde sig ud af kirken.

Ateistisk Selskab har dog ikke et egentligt succeskriterie for kampagnen, siger Simon Nielsen Ørregaard:

”Vi arbejder for et sekulært samfund og en adskillelse af stat og kirke. Derfor vil vi gerne have, at folk tager aktivt stilling til, hvorfor de er medlem af folkekirken. Hvis vi kan lokke mange ud af folkekirken med en reklamefilm på ét minut, så sætter det fokus på, at folkekirken i dag har en for fremtrædende position i samfundet.”

I Aarhus Stift er biskop Henrik Wigh-Poulsen dog ikke imponeret over den nye film. Han mener, at Ateistisk Selskab taler ned til folk.

”Det er, som om de tror, at folk slet ikke har gjort sig nogle tanker om folkekirken, og at man har et helt ureflekteret forhold til den. Det tror jeg ikke på vil tale til de mange,” siger han.

Af samme grund mener han ikke, at kampagnen kalder på et svar fra folkekirken.

”Nogle gange er det bedst ikke at gå ned på samme niveau, der bliver lagt for dagen,” siger han.