Aviser skriver få ledere om kristenforfølgelser

Kristne forfølges i mange lande på grund af deres tro. Det gælder blandt andet de koptiske kristne i Egypten. Her ses en koptisk kvinde, som netop har overværet en begravelse for ofrene for bombningen af en katedral i Kairo i Egypten i december sidste år. Foto: Nariman El-Mofty

Selvom forfølgelsen af kristne fortsat fylder i hele verden, optræder ordene ”kristenforfølgelser” og ”forfulgte kristne” stort set ikke i de landsdækkende avisers lederspalter. Begrebet er for snævert for medierne, siger iagttager

Tidligere har man ofte gjort en dyd ud af nævne befolkningsgrupper, som blev forfulgt, ved navn. Op til og under Anden Verdenskrig talte man blandt andet om forfulgte sigøjnere, handicappede, homoseksuelle og ikke mindst om jødeforfølgelse. I disse år forsøger nogle organisationer er gøre opmærksom på en anden forfulgt gruppe: de kristne.

Flere opgørelser har gennem årene beskrevet forfulgte kristne som et stort problem, og i denne uge offentliggør den internationale gruppe Åbne Døre deres årlige verdensrangliste – en oversigt over de 50 lande, hvor kristne er mest forfulgte.

Alligevel lader de landsdækkende medier til at være mindre tilbøjelige til konkret at dække forfølgelsen af netop kristne. I hvert fald er kristenforfølgelse ikke et ord, man ofte støder på i de landsdækkende dagblades lederspalter. Det viser en opgørelse, Kristeligt Dagblad har lavet, hvor antallet af ledere med ordene ”forfulgte kristne” og ”kristenforfølgelser” i perioden 2012 til 2016 er blevet talt op. Udover Kristeligt Dagblad, som har haft 20 ledere med de ovenstående ord i perioden, har Jyllands-Posten haft to, mens de andre aviser ikke har haft nogen.

Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at emnet ikke dækkes både journalistisk og på lederplads i de mange aviser. Men i så fald sker det med andre formuleringer som forfulgte religiøse mindretal, siger sekretariatsleder i Det mellemkirkelige Råd Birger Nygaard.

”Det overrasker mig ikke, at kristenforfølgelser ikke optræder i mange ledere, for ordet bruges ikke meget længere. Det er, som om det for medierne er at snævre det for meget ind,” siger han og tilføjer, at det dog er vigtigt at tale om forfølgelse i et bredt perspektiv.

”Hovedlærdommen er, at alle religioner forfølger alle religioner. For eksempel er volden indbyrdes blandt muslimske grupper måske større end volden mod kristne, og man kan heller ikke sige, at kristne ikke har forfulgt nogen. Så vi må gå til fænomenet med en vis ydmyghed. Det ændrer dog ikke ved, at der er et forhold omkring kristenforfølgelse, som kræver navns nævnelse. Men i den vestlige verden nægter vi næsten at tro, at religion kan have en betydning for, at nogen bliver forfulgt. Vi kan bedre forstå forfølgelse på grund af jordstridigheder og den slags. Det hele er ganske rigtigt blandet, men sagen er, at religion meget ofte er identitetsmarkøren, der fører til forfølgelse.”

Journalist Klaus Wivel udgav i 2013 bogen ”Den sidste nadver – en rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden”.

Han finder det vigtigt, at medier nævner kristenforfølgelser tydeligt.

”Ligesom vi talte om jødeforfølgelse, synes jeg, at man også i denne forbindelse skal nævne den konkrete gruppe i stedet for at tale om forfølgelsen at religiøse minoriteter. For kristne er en gruppe, som har været der i over 2000 år, og nu er den ved at forsvinde i nogle områder. I Irak er kristne nu kun i det kurdiske område. Det er noget, vi bør være optaget af.”

Ifølge ham kan den manglende dækning på lederniveau skyldes, at der tidligere har været en klar politisk strategi om ikke at nævne kristenforfølgelser af frygt for at forværre de kristnes situation. Derudover har man i det sekulære Vesten haft sværere ved at opfatte kristne som ofre, mens man ikke vil slå muslimske indvandrere oven i hovedet med deres religion, siger han.

Udlandsredaktør og konstitueret chefredaktør på Berlingske Anna Libak forklarer, at der ikke ligger et bevidst fravalg i, at få avisledere har handlet om kristne forfulgte.

”Vi har dækket emnet journalistisk, og jeg kan også forestille mig, at vi i ledere om Mellemøsten har nævnt de kristne i forbifarten – men de har ikke været hovedfokus. Ledere handler om holdninger, og det er svært at have en klar holdning til kristenforfølgelser, bortset fra at man er imod. Der dør mange i Mellemøsten, og at udsondre de kristne og sige, at det er særligt synd for dem, er svært. Vi har heller ikke skrevet ledere specifikt om sunnier eller shiitter. Når vi har skrevet om Mellemøsten, har vi fokuseret mere på stor- og sikkerhedspolitik.”

Redaktør for Politikens lederkollegium Amalie Kestler forklarer, at avisen har haft en del ledere om kristenforfølgelser, ligesom emnet løbende bliver behandlet i avisen. Politiken har bare brugt andre ord end lige kristenforfølgelser eller forfulgte kristne til at beskrive fænomenet, siger hun:

”Forfølgelsen af kristne verden over er et utrolig vigtigt tema, ligesom forfølgelsen af alle mindretal i øvrigt er. Det er noget, vi løbende drøfter i lederkollegiet og skriver om.”