Prøv avisen
Før søndagen

Fangekorsleder: Både fængslet og kirken er for vildfarne får

”Nogle gange er det rart at vide, at man gør sit bedste, og så gør Gud resten. Jeg tror også, det er nødvendigt at tænke sådan, når man arbejder med udsatte grupper, misbrugere eller kriminelle,” siger korleder og organist Louise Adrian. – Foto: Jørgen Diswal

I sit arbejde med ekskriminelle har organist og fangekorsleder Louise Adrian oplevet glæden ved at kunne hjælpe forvildede får tilbage til flokken. Da hun som ung ville hjælpe sin søster ud af et kristent fællesskab, endte hun selv med at blive troende

I denne uge var Louise Adrian med til at byde en ny medarbejder velkommen i udslusninsprojektet Café Exit, som hjælper tidligere og nuværende indsatte. Første gang hun mødte vedkommende, var for flere år siden. Dengang stod han med en syv år lang dom foran sig, med et smuldrende netværk og med usikre fremtidsplaner. Nu er han netop blevet løsladt og stråler ifølge Louise Adrian af nyt mod.

”Mange kriminelle mister alt, og manden her vidste ikke, hvor han skulle bo, eller hvad der skulle ske efter dommen. Derfor var det så fantastisk, da han fortalte, at han nu har det bedre end nogensinde før. Gennem Fangekoret, Café Exit og Apostelkirken har han fået et stort netværk, og nu giver han noget igen til andre indsatte,” siger hun.

Den 52-årige organist og korleder for Fangekoret har i sit arbejde med indsatte og eksindsatte flere gange oplevet at følges med et menneske, som skulle igennem en lang dom, og som var vred, sur, destruktiv og opgivende. Og hun glæder sig, hver gang tingene langsomt lysner i de kriminelles liv.

”Nogle har brug for flere forsøg og skal have utrolig meget hjælp og følgeskab. Ofte falder de tilbage i dårlige vaner. Det er som at holde op med at ryge – det er ikke sikkert, at det lykkes første gang. Men deres glæde og taknemmelighed, når det lykkes, er med til at give mig ny lyst til at fortsætte det meningsfyldte arbejde.”

Den glæde ved at hjælpe indsatte og tidligere indsatte kan Louise Adrian genkende i søndagens tekst. Her fortæller Jesus blandt andet om hyrden, som forlader sine 99 får for at finde det ene vildfarne, og som er glad, da han finder det. Lige så glad er hun, når de tidligere indsatte får fodfæste i samfundet igen, og livet begynder at fungere for dem. For Louise Adrian er det vigtige i teksten generelt, at Gud bliver ved med at lede, til han finder os.

”Den kan fortælle os, at selvom vi opgiver hinanden, mister tilliden til og tålmodigheden over for hinanden og bliver ligegyldige over for hinanden, så gør Gud det ikke. Han slipper ikke, opgiver ikke, men bliver ved med at lede. Gud giver folk en chance til. Han glæder sig mere over en vildfaren, der omvender sig, end over de 99 retfærdige.”

Når man taler med Louise Adrian, kan man let fristes til at sige, at de indsatte og tidligere indsatte, hun hjælper, er som de får, der har forvildet sig væk fra flokken og fra den hyrde, der gerne vil passe på dem.

”Det er jo også rigtigt i den forstand, at fængslede synligt har ramt ved siden af de love – herunder De Ti Bud – som skal beskytte os alle. Men jeg kan også sagtens se mig selv som fåret, der har forvildet mig væk fra min bestemmelse,” siger hun.

For hvis hun kunne, ville Louise Adrian gerne redde alle mennesker, og hun synes, at det er hårdt at se mennesker i en svær situation, som hverken kan finde sig selv, selvværdet, livet eller Gud.

”Jeg vil gerne bidrage med det, jeg kan, for at tingene skal vende. Men jeg kan ikke klare alles problemer, og jeg har et fuldstændigt urealistisk billede af, hvad jeg selv skal overkomme. I den forstand forvilder jeg mig væk fra min bestemmelse, og jeg finder igen og igen mig selv udmattet og udsultet borte fra hyrden og fåreflokken, fordi jeg tror, det er mig, der i egen kraft skal hjælpe de forvildede får tilbage til hyrden,” siger hun og tilføjer, at hun derefter har lige så meget brug for at blive samlet op af Gud som de kriminelle.

”På den måde er mine vilkår de samme som de kriminelles. Set fra en menneskelig synsvinkel er det måske lettere at se, at en kriminel skal omvende sig, end at jeg skal. Men jeg tror, at jeg har lige så meget brug for omvendelse, som de har. Både fængslet og kirken er for vildfarne får.”

I 2007 var Louise Adrian med til at tage initiativ til Café Exit. Hun fandt det nødvendigt med flere hænder til at gøre en indsats for de kriminelle, som hun dengang arbejdede med i det fangekor, hun startede i Vridsløselille Statsfængsel i 1994. Koret har de seneste 13 år fået stor opmærksomhed og har givet deltagerne stor livsglæde, siger Louise Adrian og tilføjer, at der lige nu står 100 kirker på venteliste for at få besøg af koret.

Selv var det i et pigekor, at Louise Adrian første gang fik en form for tilknytning til kirken. Det skete gennem salmeteksterne, som hun altid har været berørt af, siger hun. Men tilknytningen strakte sig ikke længere end det. Hun var ikke opdraget med kirke og kristendom, blev ikke døbt og valgte også konfirmationen fra. Men da hendes søster nogle år senere begyndte at komme i en ungdomsgruppe i folkekirken, tog hun med.

”Jeg syntes, det virkede vældig sekterisk, så jeg tog med for at hjælpe hende ud af det. Men jeg blev selv ’hooked’. I ungdomsgruppen var det første gang, jeg hørte historierne fra Bibelen, og der var så meget kraft i de ord, at jeg følte, at jeg ikke kunne vælge troen fra. Jeg var nødt til at lukke Gud ind i mit liv, og så har han bare været der siden,” siger hun og tilføjer, at troen i dag er en del af hende ”24/7” og en altafgørende del af hendes arbejde med de kriminelle.

”Jeg havde ikke holdt 23 år til det arbejde, hvis Gud ikke havde opmuntret mig, fulgtes med mig, ledt efter dem og mig. Alene havde jeg ikke bevaret troen på mennesker og ’systemet’ og havde for længst givet op. Jeg har igen og igen oplevet, hvordan Gud har gjort det umulige muligt og velsignet mit arbejde.”

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

At vi skal glæde os over, være taknemmelige for og lade os inspirere af, at Gud ikke opgiver dem, vi så nemt opgiver.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?

Alle sammen er for mig at se vigtige retningslinjer, som er givet af kærlighed fra Gud. For at vi hver især og som samfund kan få et godt liv, men også for at vi – når vi helhjertet forholder os til dem – finder ud af, at vi har brug for Guds tilgivelse.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Jeg elsker alle gudstjenester, men bliver ekstra høj af en opfindsom organist, ”sjældne og solide salmer”, en modig prædikant og noget uformelt i det højtidelige.

Hvordan er dit gudsbillede?

En barmhjertig far, der ønsker at følges med alle nu og i al evighed. Men Gud er kærlighed og kan derfor ikke tvinge nogen til noget.