Prøv avisen

Bag sognekonflikter ligger ofte uenighed om præstens aktiviteter

Mange menighedsråd søger nytænkende og initiativrige præster. Sagen i Ulkebøl vidner om, at den slags ønsker kan føre til konflikt

Da Køge Kirke i februar i år skulle besætte en ledig præstestilling i sognet, kunne man i stillingsannoncen læse, at menighedsrådet søgte en præst, som ikke var ”bange for at give plads til eksperimenter og nytænkning af kirkelivet”. Man ønskede en præst, der havde lyst til at ”tage nye initiativer” i forbindelse med de mange aktiviteter, kirken ugentligt er vært for i lokalsamfundet: Arrangementer som natkirke, strikkeklub og babysalmesang.

Ifølge menighedsrådsformand Christian Damgaard er det nemlig ikke kun menighedsrådets, men også præstens ansvar at holde liv i kirken.

”Det gælder selvfølgelig, hvad angår forkyndelse. Men det er ikke nok, at man bare forkynder, hvis der ikke kommer nogen folk i kirken. Derfor ville vi gerne have en præst, som er med til at skabe aktiviter, der kan møde menigheden, hvor den er. Og det er ikke kun i kirken om søndagen,” siger han.

I disse år ses mange stillingsannoncer, hvor sogne søger en aktiv præst, der kan tænke nyt. Et sådant ønske er angiveligt en del af årsagen til, at der i det sønderjyske sogn Ulkebøl er opstået strid mellem menighedsrådet og sognepræst Kirsten Schmidt. Menighedsrådet truer med at gå af, hvis ikke biskoppen i Haderslev finder en løsning, hvor præsten forlader sit embede. Og menighedsrådsformand Frede Mørch Pedersen skrev i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i går, at menighedsrådet ”har den udfordring, at vores ene præst i pastoratet ikke ønsker at deltage i det blomstrende kirkeliv – og heller ikke ønsker at samarbejde med menighedsrådet og de ansatte, der sørger for, at der sker en masse ud over søndag formiddag.”

Men i dagens avis lyder det i et indlæg fra fem sognepræster i Sønderborg Provsti, at præstens ansættelse for fremtiden vil blive ”yderst usikker”, hvis en biskop kan presses til at fyre en præst på grund af samarbejdsproblemer, der bunder i, at menighedsrådet ønsker sig en præst med en anden profil.

Forskellige forventninger til præstens deltagelse i aktiviteter ud over kirkens kerneydelser kan altså føre til betændte forhold mellem menighedsråd og præst.

Men det er ikke nyt, at der er forventninger til sognepræsten, der ligger ud over søndagens højmesse. Det mener Nana Hauge, der er sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat på Nordfyn.

”Det ligger i selve begrebet sognepræst, at præsten tager del i sognets liv. Det er derfor, man ofte ser præstegården ligge midt i landsbyen, og præsten har ud over forpligtelsen til at forkynde også en folkelig forpligtelse til at deltage i det lokale samfundsliv,” siger hun.

Hun mener dog, at præsten kan blive presset, når der i nogle tilfælde bliver tvivl om, hvilke interesser han eller hun skal tjene:

”Der kan være tendens til at anskue kirken som et firma, der skal give afkast og være succesfuldt, og at en ny præst for eksempel skal sørge for, at sognebørnene strømmer i kirke. Det kan være et pres. Som kirke har vi to ting: Ordet og sakramenterne. De har ringe skikkelse, men vi må holde fast på dem, for det er dem, der er vores rigdom,” siger hun.

Anita Hansen Engdahl, teologisk konsulent i Roskilde Stift, der indgående har beskæftiget sig med præsteembedet og dets forhold til menighedsråd, peger på, at uenigheder om niveauet af aktiviteter ikke nødvendigvis handler om præstens vilje til at bidrage:

”Oftest handler det nærmere om, hvor meget tid præsten overhovedet har til at involvere sig i aktiviteter i kirken og lokalsamfundet. Mange menighedsrådsmedlemmer har ikke fuld indsigt i, hvor meget tid præsten bruger på kirkens kerneydelser – for eksempel tager det ikke to timer, men nærmere otte at planlægge og udføre en begravelse. Netop på grund af den uvidenhed kan der opstå konflikt,” siger hun.

Derfor er det væsentligt, at menighedsråd og præst afstemmer, hvem der skal stå for eksempelvis minikonfirmandundervisning, herreklub og filmaftener.

”Når et menighedsråd forventer, at præsten skal løse alle opgaverne, er det jo ofte, fordi de anerkender præstens faglighed. Det, præsten så skal have for øje, er at udøve faglig ledelse ved at hjælpe menighedsrådet med at finde ud af, hvordan en opgave bliver løst. Også selvom det ikke nødvendigvis bliver af præsten selv.”

Der findes ifølge Anita Hansen Egedahl nogle få præster, som ikke ser det som deres opgave at forestå lokale aktiviteter, men kun forestår obligatoriske præsteopgaver som gudstjenester, kirkelige handlinger og sjælesorg og ellers bruger tiden på at holde sig teologisk opdateret.

”Sådanne præster har ofte et førmoderne præsteideal, og provsten vil blive nødt til at sige, at sådan spiller klaveret ikke. Vi lever ikke i længere det førmoderne traditionelle landsbysamfund.”8