Prøv avisen
Troens øjeblik

Bagedystdeltager: At vide mig elsket af Jesus fra top til tå har givet mit liv balance

”Da jeg meldte mig til ’Den store bagedyst’, tænkte jeg, at hvis jeg blev castet, ville det nok blandt andet være, fordi jeg skilte mig ud som kristen. Jeg ser det som en chance for at fortælle om den uendelige kærlighed, jeg har mærket,” siger 30-årige Fillip Katballe. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Fillip Katballe ventede længe på, at Jesus skulle give sig til kende for ham, og var undervejs tæt på at give op. Men da han først mærkede Guds nærvær, gav det ham en helt ny balance i livet, siger den 30-årige aarhusianer, som deltager i den nye sæson af DR-programmet ”Den store bagedyst”

Det er i efteråret 2012. Jeg er taget af sted på en lejr med lovsang og bøn. Jeg har ingen store forventninger, jeg tænker bare, at det vil blive tre dage, hvor jeg skal hygge mig med mine venner. Vi tager derud sammen, og da vi træder ind i den store sal, hvor alle lejrens events skal foregå, får jeg en stærk fornemmelse af, at der kommer til at ske et eller andet i det rum. Jeg fortæller det til mine venner, og en af dem gætter på, at det har noget med ham at gøre, for han har haft nogle stærke oplevelser af gudsnærvær på det seneste.

Dagen efter står vi til et lovsangsarrangement og synger med, og en af mine venner lægger hånden på min skulder og siger: ”Kære Gud, jeg takker dig for Fillip og for den gode ven, han er.” I det øjeblik siger det bare ”wouw”, og så stortuder jeg. Jeg kan ikke kontrollere det, men hulker bare og ryster. Jeg mærker en fuldstændig omsluttende varme og ved bare, at Jesus elsker mig.

Jeg går udenfor og sætter mig, og det er, som om et forhæng bliver trukket fra mine øjne. Med ét kan jeg se, at den lange periode, hvor jeg ikke har mærket Gud, har haft en mening. At jeg først er parat til det her nu. Jeg græder i to-tre timer, og mine venner kommer ud og er så glade på mine vegne. Og jeg ved, at nu kan jeg kun sige ja til Jesus og til alt, hvad han vil med mig.

Jeg er vokset op i en kristen familie, hvor især min mor var primus motor omkring det at få troen ind i hverdagen. Vi kom i kirken og missionshuset, hvor min mor var formand, og vi bad bordbøn. Jeg har nok altid været klar over, at kristendommen var sandheden, men det kom ligesom ikke helt tæt på. Jeg kom på en kristen efterskole, hvor min storebror havde gået og havde haft en stærk oplevelse af Helligånden. Så jeg forventede på en eller anden måde, at det også ville ske for mig. Men det gjorde det ikke.

Jeg begyndte at gå meget i byen og kom længere og længere væk fra kirken og troen. Men samtidig kunne jeg mærke et tomrum, jeg ikke rigtigt kunne få fyldt ud. Jeg havde aftalt med en af mine efterskolekammerater, at vi skulle rejse Australien tyndt sammen. En dag ringede han og spurgte, om det var okay, at vi i stedet tog til Hawaii, og om det også ville være okay, at der kom fire andre fyre med. Det viste sig, at de andre havde aftalt at tage ud med Ungdom med Opgave, en kristen organisation, der sender unge ud som frivillige. Vi skulle bo på en stor bibelskole, hvor vi fik kost og logi til gengæld for at hjælpe til. Min ven og jeg var begge tømrere, så vi hjalp med bygge- og reparationsarbejde.

Vi var af sted i tre måneder, og det var på mange måder en fantastisk oplevelse. Men i forhold til troen var det svært. Jeg tænkte på forhånd, at ”okay, nu giver jeg det den ultimative chance”. Jeg var åben for at sige ja til Jesus, så nu måtte han vise mig, at han var der. Jeg rejste 15.000 kilometer om på den anden side af Jorden og var parat til hvad som helst. Men der skete intet. Jeg så mine kammerater mærke en masse og græde, når de oplevede, at Gud henvendte sig til dem, og jeg glædede mig på deres vegne, men blev også frustreret over, at der intet skete for mig.

Da vi kom hjem, lagde jeg troen på hylden og tænkte, at det så var det. Jeg var arbejdsløs i en periode, gik meget i byen og mærkede igen den der tomhed. Men så en aften ringede min ven og sagde, at jeg skulle tilmelde mig det her event med bøn og lovsang. Og vi tog af sted, og jeg fik den her helt vilde oplevelse af Helligånden og Guds nærvær.

Lige siden har jeg haft en sikker følelse af, at Jesus elsker mig fra top til tå. Den vished har givet mig en balance i mit liv, som jeg ikke havde før. Jeg hviler mere i mig selv, fordi jeg ved, at der er noget, der er større end det, jeg foretager mig nu og her. Jeg er elsket som den, jeg er, og behøver ikke at bygge et image op eller give mig ud for at være noget, jeg ikke er.

Min kone er også personligt troende, og vi har den samme længsel efter at lære Gud bedre at kende og give ham plads i vores liv – også i forhold til vores søn. Så det fylder meget i vores liv. Selvfølgelig kan der være svære perioder, og det kan være svært at forstå, hvorfor man skal igennem bestemte ting. Jeg har haft en periode med stress, og det var ikke fedt. Men det vigtigste for mig er, at jeg også kan søge Gud i de svære perioder og altid har følelsen af, at Gud er med mig.

Da jeg rejste til Hawaii, var jeg ikke parat til at fortælle åbent om min tro. Det er jeg nu, og jeg er glad, når folk spørger. Jeg har nogle tatoveringer, som symboliserer min tro. Dem spørger folk tit ind til, og så fortæller jeg gerne. Da jeg meldte mig til ”Den store bagedyst”, tænkte jeg, at hvis jeg blev castet, ville det nok blandt andet være, fordi jeg skilte mig ud som kristen. Jeg ser det som en chance for at fortælle om den uendelige kærlighed, jeg har mærket.

Hvad har udfordret din tro?

Hverdagen er klart en udfordring. Min søn skal hentes i vuggestuen, der skal laves mad og så videre. Og så kan det være svært at få tid til at læse i Bibelen. Der hjælper det meget, at jeg er med i to grupper, som mødes om bibellæsning og bøn, en mandegruppe og en gruppe med tre par. Vi mødes hver anden mandag i hver gruppe skiftevis, så hver mandag får jeg mulighed for at begynde ugen med at snakke en masse om tro og læse i Bibelen.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det, jeg har erkendt i forhold til min egen historie, er, at hvis du åbner dit hjerte for Gud, så er han der. Det kan bare tage noget tid, før der sker noget, og man skal huske på, at man ikke altid selv kan se, hvornår det bedste tidspunkt er. Men der er en plan, og når man først har taget imod Jesus, er man ikke i tvivl om, at det skete på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt.