Bandeord er udbredte i Danmark, men undgås tit i kirken

Radioværten Esben Kjær og Indre Missions legendariske formand Vilhelm Beck har det tilfælles, at de begge er kommet under beskydning for at have bandet i medierne. Mange præster afholder sig fra at bande – ikke af fromhed, men af respekt for sproget som en del af Guds skaberværk, siger provst

”Endelig slap det ud af ham, at han var tysksindet. Så sagde jeg til ham: ’Føj for Satan’…” Ja. Sådan skulle Vilhelm Beck angiveligt have ytret sig for over 100 år siden. Collage: Jens From
”Endelig slap det ud af ham, at han var tysksindet. Så sagde jeg til ham: ’Føj for Satan’…” Ja. Sådan skulle Vilhelm Beck angiveligt have ytret sig for over 100 år siden. Collage: Jens From.

Kristeligt Dagblad undersøger i en artikelserie "Moral i bevægelse" - hvor denne artikel er den første i rækken - de teologiske argumenter og de kirkelige positioner i nære moralske spørgsmål, som har flyttet sig gennem tiden. De næste i serien kan sendes direkte til indbakken. Tilmeld dig her.

Radioværten Esben Kjær blev i 2019 kritiseret af en kirkelig mediebrugerorganisation for at bande for meget i sit program ”Bagklog” på P1. Derfor satte han sig til tasterne med et oprigtigt spørgsmål:

”Som ægte interesseret i tros-stof tænker jeg over, om der mon findes en særlig tros-vinkel på bandeord: Hvorfor går (nogle) kristne op i at sætte grænser for andres frisprog? Er det en kristen værdi ikke at bande?(...) Og er de fleste kristne ikke komplet ligeglade med bandeord? Jeg er virkelig nysgerrig og ville elske seriøse bud på forklaringer, der ikke nedgør tro og dens udøvere generelt.”

Esben Kjærs undren kan være til at forstå, for bandeord og groft sprog er ikke et emne, der har domineret den kirkelige debat i nyere tid. Men det betyder ikke, at de fleste kristne er komplet ligeglade med bandeord.

For der er teologiske argumenter imod at bande, siger Leif Andersen, der er lektor i teologi på Menighedsfakultetet og rejsepræst i Indre Mission. Spørgsmålet er bare, hvad der definerer bandeord, og her er hans definition anderledes end den brede befolknings.

”Det er et glidende spektrum. Helt ude i den ene side har du de deciderede gudseder, som i mine øjne er forkerte at bruge. Når vi får at vide, at vi ikke må misbruge ’Herren din Guds navn’ betyder det, at vi skal undgå at bruge vendinger som ’Gud fader i skuret’ og endda ’sgu’, der er en sammentrækning af ’så Gud’, som mange ikke vil opfatte som et bandeord,” siger han.

De unge studerende på Menighedsfakultetet, hvor han underviser, bruger generelt kreative kraftudtryk, men afholder sig fra at bruge de ovennævnte gudseder og andre bandeord med reference til Djævelen og Helvede. Og det er formentlig meget repræsentativt for, hvordan missionsfolk forholder sig til bandeord, vurderer han.

”Der er ikke den store modvilje mod latrinære kraftudtryk i missionske kredse. Jo yngre du er, desto mere er du tilbøjelig til at bruge dem. Til gengæld vil du aldrig høre udtryk som ’for helvede’ eller ’sateme’ i et missionshus, selvom det ikke er gudseder i den forstand. Det har nok at gøre med den teologiske tradition her, hvor man opfatter Satan som en virkelig kraft og Helvede som en realitet, som man ikke vil relativere ved at bruge som kraftudtryk,” siger han.

Leif Andersen bruger selv af og til kraftudtryk i sit sprog, men forsøger at nedtone det, fordi det kan være stødende, afhængigt af hvilken kulturel kontekst man befinder sig i.

På mange måder taler missionsfolk i dag mere fromt end selv bevægelsens berømte formand Vilhelm Beck (1829-1901). I år 1900 gav han et interview til journalisten Franz Von Jessen, der på daværende tidspunkt var ansat på Nationaltidende. Her kom de ind på Becks afsky for fortyskningen af Sønderjylland og et nyligt møde med en missionær i missionshuset Bethesda i København. Vilhelm Beck spurgte missionæren fra grænselandet, om han var tysk eller dansk.

”Endelig slap det ud af ham, at han var tysksindet. Så sagde jeg til ham: ’Føj for Satan’…”

”Sagde pastoren: ’For Satan’?”, spurgte journalisten.

”Ja, det ved Gud, jeg gjorde. For ser De, hvad mig angår, så er jeg jo pæredansk.”

Vilhelm Beck kom efterfølgende under beskydning fra sit bagland for at have bandet. Selv mente han ikke, at det var at bande, fordi han helt bogstaveligt opfattede en ikke-national eller overnational holdning som Satans værk, der skulle forsages. Det fortæller professor i kirkehistorie Kurt E. Larsen fra Menighedsfakultetet.

Når folk kommer til at bande i nærheden af provst Kirsten Kruchov Sønderby fra Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa, skynder de sig altid at undskylde.

”De kommer i tanke om, at jeg er præst, og så bliver de forlegne over at bande. Jeg svarer dem altid, at det jo ikke rammer mig. Jeg tror ikke, at Gud går i små sko og bliver fornærmet over, at vi bander,” siger sognepræsten, der ikke bander selv.

”Det er ikke på grund af noget skriftsted, at jeg ikke bander, men på grund af Grundtvigs idé om, at ordet skaber dét, det nævner. Jeg frygter, at bandeord og grimt sprog reelt kan gøre skade. Særligt hvis man bruger disse bandeord og kraftudtryk til at beskrive andre mennesker.”

Hun betegner det som bandeord, hvad enten det er referencer til Gud og Djævelen eller latrinære kraftudtryk. Og hun tror, at mange folkekirkepræster på samme måde afholder sig fra at bande.

”Det er helt klart mit indtryk, at mange præster prøver at undlade at bande af samme grund. Ikke fordi de tror, Gud er imod det, men fordi det affortryller og afforskønner verden. Før i tiden var der en særlig gruppe af præster, som gerne ville vise, at de ikke var fromme ved at bande, men dem ser man ikke så meget til mere. Det handler jo ikke om fromhed, men om respekt for sproget som en særlig del af skaberværket.”

Jakob Holm, der er sognepræst i Skibby Kirke på Midtsjælland, er en af de præster, der godt kan finde på at lade et bandeord falde i ny og næ. Men i den tid, han har været præst, har han forsøgt at begrænse det.

”Det er ikke et moralsk spørgsmål for mig, men jeg synes i bund og grund ikke, at det er så sympatisk og pænt at bande, og det distraherer ofte fra selve budskabet. Hvis jeg er sammen med gamle gymnasievenner, der bander og svovler, kommer jeg også til at gøre det, men ellers sker det ikke så tit,” siger han.

Han vurderer, at det i folkekirken i dag vil være svært at finde præster, der vil forsvare bandeord principielt. Det var lettere før i tiden, da tidehvervsbevægelsen opstod og voksede frem i opposition til Indre Mission.

”De første generationer af tidehvervsteologer var store modstandere af missionsfolkenes ydre pietistiske fromhedstegn. Derfor gjorde de op med alt, hvad der kunne opfattes som falsk fromhed. De bandede og svovlede som en provokation, og det lykkedes dem at provokere. I dag er bandeord så mainstream og allestedsnærværende, at det ikke længere er en provokation,” siger han.

Sognepræst Poul Joachim Stender har tidligere forsvaret retten til at fortælle grænseoverskridende og grove vittigheder. Men fra præsten i Kirke Saaby-Kisserup Pastorat på Midtsjælland skal man ikke forvente at høre mange grimme ord, medmindre han slår sig.

”Der er bandeord, jeg aldrig ville tage i min mund som for eksempel ’kraftedme’. Når man har besøgt en kræftafdeling, kunne man aldrig finde på at sige sådan noget. ’Sgu’ er jeg heller ikke vild med, fordi det er en sammentrækning af ’så Gud’. Nogle gange kræver syntaksen og situationen dog, at man råber på mørke krafter i frustration, for eksempel hvis man falder og slår sig. Men for at der ikke skal gå inflation i dem, skal man bruge dem med lange tidsintervaller, så de ikke taber kraften,” siger Poul Joachim Stender, der heller ikke kender præster, der vil forsvare brug af bandeord.

”Så drejer det sig om nogle få præster, der skal vise, hvor frisindede og friske de er ved at bande i det rigtige selskab. Jeg tror, at mange præster, som jeg, forsøger at opretholde et vist sprogligt niveau og ikke lade bandeord forurene sproget.”