– Vi er et billede på den multietniske kirke.
Sådan formulerer baptistpræsten i Svendborg, Poul Erik Jensen, sig, om den forvandling deres kirke har gennemgået de sidste tre år.
For tre år siden var der 30 medlemmer. I dag er der 60 indskrevne medlemmer, og derudover tæt ved 100 mennesker med burmesisk og tamilsk baggrund, som er aktivt tilknyttet kirken. Baptistkirken har haft vokseværk, og den oprindelige menighed har været vidne til et kulturmøde af dimensioner.
Poul Erik Jensen fortæller, hvordan det er nu at holde gudstjeneste med tekstlæsning, sang og bøn på både dansk, tamilsk og burmesisk:
– Selvfølgelig gør det noget ved en lille dansk menighed, når medlemstallet på ganske kort tid stiger så markant. Men jeg mener, at påvirkningen fra de fremmede kulturer har givet os nyt liv og ny spiritualitet.
Han peger på, hvordan burmesernes forståelse af ord som nøjsomhed og hjælpsomhed har kastet nyt lys over menigheden.
– De kommer fra en kultur, hvor man klarer sig med få materielle ressourcer, og hvor hjælpsomhed er afgørende for overlevelsen. Det har været en gave for os at møde, siger Poul Erik Jensen.
Samtidig fremhæver Poul Erik Jensen nogle centrale fællestræk mellem danskere og burmesere:
– I musikken har vi kunnet mødes. Vi har oplevet at kende de samme melodier, hvor blot teksterne var forskellige.
– Samtidig har vi i troen et fælles fundament. Vi er slet ikke så forskellige, fortæller præsten.
For ham er det vigtigt, at de nye medlemmer kommer til at føle sig som en ligeværdig del af menigheden.
– De skal ikke opfatte sig som andenrangs-medlemmer, siger Poul Erik Jensen.
Derfor bestræber kirken sig på, at de nye medlemmer kommer med i menighedsrådet og dermed bliver en del af ledelsen.
Bawi Do kom fra Burma til Fyn for tre år siden. Han havde oplevet politisk og religiøs forfølgelse på grund af sin kristne overbevisning under diktaturet i Burma. Som baptist var det naturligt for ham at opsøge menigheden i Svendborg.
– Kirken har været meget betydningsfuld for os, fortæller Bawi Do. Han leder efter ordene, men bliver stædigt ved, da han ved, at det danske sprog er afgørende for integrationen:
– De har gjort os til en del af familien. Og samtidig med at vi lærer Bibelen at kende, lærer vi det danske sprog og den danske kultur, siger Bawi Do.
En af baptistkirkens trofaste medlemmer, Leif Damkier, har med sine 70 år været i kirken i mange år. Han har oplevet det som en overvældende, og til tider uoverskuelig, proces pludselig at modtage næsten 100 nye kirkegængere.
– I starten, da der ikke var så mange, kunne vi hjælpe dem til rette og tage os af dem. Nu kender jeg ikke længere navnene på alle de nye folk, siger Leif Damkier. Til trods for uoverskueligheden fokuserer han på den venlige og åbne adfærd flygtningene er kommet med.
Kirkens fremtid er han meget nøgtern omkring. De fleste fra den oprindelige menighed befinder sig som ham selv i pensionsalderen, og derfor ser han et fremtidsscenarium med en ren etnisk menighed.
– Jeg tror, det er meget vigtigt, at vores kirke, om den er etnisk eller ej, bibeholder dansk som hovedsprog. Ellers frygter jeg, at kirken vil blive isoleret fra det omkringliggende samfund, siger Leif Damkier.
Mogens Mogensen, ph.d. i interkulturelle studier og konsulent i tværkulturelt samarbejde, mener, udviklingen i Svendborg Baptistkirke er en del af en global tendens.
– Vi er i disse år vidne til, at det kristne magtcentrum rykker sig. Tidligere har Europa og USA været kristendommens centrum. Nu lever to tredjedele af verdens kristne primært i Asien og Afrika. De definerer i høj grad en ny kristendom, og når de kommer til Europa som flygtninge, tager de den nye kristendom med sig, siger Mogens Mogensen.
Han peger på, at noget gammelt altid må dø, for at nyt kan opstå. Derfor mener han også, det er vigtigt, at danske kirker – i stedet for at frygte påvirkningen ude fra – griber muligheden:
– Teologisk set, er det måske Guds overraskende måde at blæse nyt liv i kirken på, lyder det fra Mogens Mogensen.