Prøv avisen
Før søndagen

Barnet giver åbninger mod Gudsriget

Anita Bay Bundegaard, tidligere udviklingsminister og kulturredaktør på Politiken, bor i dag i Genève i Schweiz, hvor hun er direktør i børneorganisationen Save the Children. Barnet har ifølge Anita Bay Bundegaard en særlig indgang til det guddommelige. Foto: Peter Hove Olesen/ritzau

Tidligere minister Anita Bay Bundegaard (R) har måttet kæmpe for at genfinde sin frie barnetro og det gudsrige, som Jesus stiller det lille barn i udsigt

Anita Bay Bundegaard (R) har hørt morgendagens prædikentekst et utal af gange, når hun har siddet på kirkebænken og været til barnedåb. Alligevel går det op for hende, nu hvor hun læser den sort på hvidt, at hun ikke har hørt dens fulde indhold.

”Normalt har jeg udelukkende hæftet mig ved tekstens positive budskab; de små børn, som bæres frem til dåben, mens det lyder, at vi alle skal tage imod Guds rige som et barn. Det er en tekst, som kun har vakt positive associationer i mig,” siger Anita Bay Bundegaard.

Men stillet over for morgendagens prædikentekst går det op for hende, at teksten også rummer et helt andet lag.

”Jeg har overhørt budskabet om, at de små børn bliver hindret i at komme frem til Jesus. Det er på den måde også en polemisk tekst om, at vi holder børnene væk. Jeg tror, at det er dåbens glade budskab og ramme, som gør, at jeg ikke tidligere har hæftet mig ved den kritiske røst: At vi ikke giver plads til børnene.”

For Anita Bay Bundegaard er den nyopdagede dimension i dåbsteksten en vigtig øjenåbner. Det bliver tydeligt for hende, at den taler direkte ind i det, som siden 2013 har været omdrejningspunktet i hendes arbejdsliv, nemlig som direktør i den internationale paraplyorganisation Save the Children, der blandt andet omfatter Red Barnet.

”Dåbsteksten siger meget om, hvordan vi behandler børn i dag. Vi kommer på mange planer – som forældre, som samfund – ofte til at tale på børns vegne. Opfattelsen i teksten er, at børn ikke har plads, men skal tildeles en plads. Det er en meget vigtig påmindelse, som vi skal være opmærksomme på og selvfølgelig særligt i de tilfælde, hvor børn er udsat for undertrykkelse, krænkelser eller ikke har frie udfoldelsesmuligheder.”

Barnet har ifølge Anita Bay Bundegaard en helt særlig status. Det er den netop overståede advents- og juletid en påmindelse om.

”Ethvert barn bærer håbet og fremtiden i sig,” siger hun og forholder sig til Jesu ord om, at vi alle skal modtage Guds rige som et barn.

”Set med mine øjne så repræsenterer barnet det uforstillede og det ukorrumperede. Barnet er på den måde det tætteste, vi kommer på sandheden og det guddommelige.”

Selv har Anita Bay Bundegaard aldrig fået børn, men hun har oplevet gaven ved at være bonusmor til hendes mands nu 28-årige søn, som hun har været tæt på, siden sønnen var blot to år. Gennem sin mands søn har hun haft mulighed for at kigge på og undre sig over det, som kommer fra det lille barn.

”Desværre er vi voksne ofte ikke ret gode til virkelig at lytte og kigge på barnet. Børn har en umiddelbar nysgerrighed på det guddommelige, men vi kommer nemt til at overhøre det,” siger Anita Bay Bundegaard.

Selv er hun vokset op med kristendommen som det helt store omdrejningspunkt. I det indremissionske miljø på Bornholm blev der bedt og missioneret, og søndagsskolen var en fast bestanddel af ugens program.

”Min barndom var i et lille fiskermiljø, hvor trosretningerne stod i kø. Min egen familie hørte til i det indremissionske, og selvom mine forældre ikke var specielt aktive, var vi meget påvirket af det. Min far var vokset op i et strengt indremissionsk hjem, hvor det i høj grad var troens mørke del, som fyldte,” siger hun.

Det var en opvækst i et trosmiljø, der med Anita Bay Bundegaards ord ikke levnede megen plads til, at man som barn frit og nysgerrigt kunne udforske troen.

”Der blev prædiket mere, end der blev lyttet.”

Anita Bay Bundegaard fik som ung og voksen brug for at frigøre sig fra den religiøse ramme, som hun var vokset op i. Det blev den brede folkekirke, der blev hendes ståsted.

”Som barn kom jeg mere i missionshuse end i kirken. Jeg fandt senere ud af, at det er i folkekirken, at jeg hører til. For mig er det befriende, at vi har en kirke, hvor der er plads til alle. Du kan både møde det stærkt konservative og det meget fritænkende. Folkekirken er en liberal, generøs institution, og det er meget værdifuldt for mig,” siger Anita Bay Bundegaard.

Når hun sætter sig på kirkebænken, så er noget af det bedste for hende at synge de salmer, som hun har med sig fra barnsben. For få uger siden sang hun med på sin yndlingssalme ”Dejlig er jorden.” I det hele taget er den religiøse musik for hen-de en åbning mod det guds rige, som morgendagens prædikentekst så tydeligt taler om.

”Det lyder måske dumt, men hvis jeg vidste, jeg skulle dø, så ville jeg bede om at høre Händels ”Messias” på mit dødsleje. Det er en musik, som for mig formidler Gudsriget, hvor jeg får en følelse af, at noget går op. Jeg kommer tæt på mig selv og samtidig noget, som er større end mig selv.”

Med til hendes nuværende arbejdsliv hører mange flyrejser. Anita Bay Bundegaard har aldrig været vild med at flyve. Særligt når flyet skal lette, kan uroen titte frem.

”Når flyet går i luften, har jeg altid Händels ’Messias’ i ørerne. Så er jeg tæt på Gud, hvis vi falder.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville tale om den konflikt, at man vil holde børn væk fra noget vigtigt, lave en parallel mellem Gudsriget og samfundet. Hvis vi ikke giver plads til børn i samfundet, er det ikke et humant samfund.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Du må ikke slå ihjel. Overtrædelse af de andre bud kan lettere tilgives, men livet er helligt, og at tage et andet menneskes liv er den ultimative forbrydelse.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Jeg er ret traditionel og kan bedst lide en forholdsvis stram gudstjeneste med salmer, jeg kender, og en præst, som er en god formidler og kan få budskaberne til at tale til mig.

Hvordan er dit guds- billede?

Mit gudsbillede er diffust. Det er snarere en følelse. Kunsten er tit det formidlende led til den følelse, måske især den religiøse musik som hos Händel og Bach. Når jeg lytter til ”Messias”, er det en følelse af at være meget tæt på det guddommelige; en følelse af, at jeg både er tæt på mig selv og tæt på noget, der er større end mig.