Prøv avisen

Barnetro

En kendt sangs tale om barnetroen som en gylden bro til himlen har intet med kristentro at gøre

Som barn hørte jeg hver søndag Giro 413, også kaldet »Ønskekoncert«. Og der var ikke så få »sjælere« imellem, hvor man som tilhører helst skulle knibe en tåre eller to. En af gengangerne var den om barnetroen, der angiveligt skulle være en gylden bro til »himmelen«. Den begynder med et spørgsmål: »Har du gemt din barnetro fra din barndoms stille bo?« Og sangen handler så ellers om det tabte barndommens land, hvor alting var så herligt og trygt. Og forfatteren kan fortælle tilhøreren, at »du har grædt så mangen gang, når der lød en gammel sang, som du huskede fra hjemmets lune vrå«. Men der er ingen grund til at græde alt for længe - for den tabte lykke er stadigvæk inden for rækkevidde, når bare man åbner hjertets dør og ikke helt har glemt sin barnetro. »Derfor«, slutter sangen, »bliv som barn igen, hvor du end vil drage hen, du skal se, så bliver livet for dig nemt.« Her tales der, som om troen var en genstand, man kan gå og gemme på og tage frem ved lejligheder, når der er brug for det. Og det er en tro, man virkelig kan drage nytte af. For alting bliver så nemt, man skal bare blive som barn igen. Uden at I bliver som børn igen, kommer I slet ikke ind i Guds rige. Men også kun til forveksling. Thi sangens tale om barnetroen, der er en gylden bro til himlen, har intet med kristentro at gøre. For kristentroen går jo først og fremmest ud på at være tro i det nære, være til stede der, hvor man er sat. Den har intet at gøre med den voksnes sentimentale længsel efter barndommen. Den gyldne bro mellem jord og himmel er ikke menneskets sag at etablere. Tværtimod påstår kristendommen, at den blev etableret, da Guds søn blev menneske som en af os, ja, som enhver af os. Og det er just den tro, Grundtvig taler om, når han i salmen »O, kristelighed« siger: »O, vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro.« Hvorfor sker der ingen mirakler i vore dage? Hvorfor er miraklet blevet hjemløst i verden? Og hans svar var: Mangel på tro. I skuespillet »Ordet«, som er en slags protest mod denne mangel, siger den sindssyge Johannes, der tror, han er Jesus (og det tror Kaj Munk vist egentlig også) ved sin døde svigerindes kiste: »Hvor er opstandelsestroens sejrsforvisning?«. Da den gamle Borgen svarer: »Johannes, Johannes! vi er små og fattige mennesker«, replicerer Johannes: »Det er jo netop gudsbespottelsen: at være lille og fattig, når man har så stor og rig en Gud«. Og stykket ender da også med, at Johannes, bistået af et lille barn, eller rettere: det lille barns tro, vækker den døde til live igen. Og så burde alt jo være såre godt. »Jeg har stået ved så strenge sygelejer, at jeg blot har kunnet bede til Gud om, at det måtte få ende. Men det fik ikke ende ... Der gik dag efter dag, uge efter uge. Og det var ikke Gud, der bragte enden på smerten, da den endelig kom. Det var blot naturen, der gav op. Da har jeg bittert kunnet sige til mig selv: Som digter giver du de døde livet ved troens hjælp, men som præst kan du end ikke skaffe en lidende døden. Det sker måske endda ikke helt sjældent, at præsten er i menigheden den, der har den skrøbeligste tro.« Din vilje ske? Jens Kvist er sognepræst