Prøv avisen

Barok-bohemens sidste hvilested

Thomas Kingos gravmæle står i Fraugde Kirke på Fyn. Den sorte læderkiste har forsølvede blybeslag og en inskriptionsplade i ægte sølv. Thomas Kingo ligger ikke alene. Ved hans side, i en brun læderkiste, ligger hans tredje hustru, rigmandsdatteren Birgitte Balslev, og mellem kisterne hænger det imponerende epitafium med portrætmedaljonen, som Thomas Kingo fik den hollandske billedhugger Thomas Quellinus til at bygge i 1702. -- Foto: Bo Nygaard Larsen.

Thomas Kingo var barokkens store digter. Han er begravet i en sort læderkiste i Fraugde Kirke. Den og det epitafium, han lod bygge til sin egen ære, vidner om hans store svaghed eller styrke: forfængelighed

Jeg slår korsets tegn ved Thomas Kingos sorte læderkiste i Fraugde Kirke ved Odense og tænker på livets skarpe kontrast. I det menneskelige sind er der intet, som udelukker hinanden, og i den spænding, der opstår, træder det komplette liv frem.

Sådan var det også for salmedigteren Thomas Kingo 1634-1703. I hans indre sjæleliv vandrede sorrig og glæde vitterlig til hobe, og i sit arbejde balancerede han mellem svulstige elskovsdigte og opbyggelige salmer. Han var barokkens største digter med blik for både det folkelige og de nye strømninger, og dog var han så tidløs i sin tilgang til tilværelsen, at han også kan berige og begejstre vor tids mennesker.

Jeg ser igen på den sorte læderkiste i kirkens nordøstlige kapel. Den har forsølvede blybeslag og en inskriptionsplade i ægte sølv. Thomas Kingo ligger ikke alene. Ved hans side, i en brun læderkiste, ligger hans tredje hustru, rigmandsdatteren Birgitte Balslev, og mellem kisterne hænger det imponerende epitafium med portrætmedaljonen, som Thomas Kingo fik den hollandske billedhugger Thomas Quellinus til at bygge i 1702. Egentlig var det til ære for hans svigerfar, Christoffer Balslev, men frem for alt byggede Thomas Kingo epitafiet til sig selv.

Det viser en anden side af ham. Han var forfængelig til det yderste, og når han i "Far, verden, far vel" fra 1681 udstiller netop forfængeligheden, sker det nærmest selvbiografisk.

Thomas Kingo med mellemnavnet Hansen blev født den 15. december 1634 i Slangerup som søn af væveren Hans Thomsen Kingo og Karen Sørensdatter. Forældrene var ikke velhavende, men alligevel blev Thomas Kingo som 16-årig sendt på Frederiksborg Latinskole. Fire år senere blev han optaget på Københavns Universitet, og mens pesten nok engang plagede hovedstaden, fik han sin teologiske embedseksamen på blot tre år. I de følgende år arbejdede han som huslærer, inden han i 1661 blev kapellan i Kirke Helsinge og Drøsselbjerg på Vestsjælland. I 1663 prædikede han for Frederik III, og kort tid efter fik han ventebrev på præsteembedet i Slangerup. Her tiltrådte han i 1668, men bare ni år senere udnævnte kongen ham til biskop over Fyens Stift. I 1679 blev væversønnen optaget i adelstanden og i 1682 udnævnt til professor i teologi.

Min rejse tilbage i historien bliver afbrudt af iPhonen i lommen. Kresten Drejer- gaard, Thomas Kingos seneste efterfølger som fynsk biskop, ringer og siger, at han er på vej. Jeg forlader den tomme middelalderkirke og går ud på kirkegården.

Solen er for længst randt op af østerlide og hænger nu kuglerund over Fraugde. Som en kontrast til motorvejsstøjen, der pløjer sig gennem mark og krat, bugter hovedgaden sig i sit eget tempo, mens stokroserne på bindingsværkshusene skaber illusionen om den rene idyl. Det kan lyde lidt a la Morten Korch og er det måske også. I hvert fald er den folkekære Korch både født og begravet i sognet og har på kirkegården sin egen mindelund, der giver sig ud for en slags turistattraktion.

"Ja, han ligger her også," siger Kresten Drejergaard og peger, da han træder ind på kirkegården.

Han er iført hovedbeklædning. Ikke en kalot, som klæbede til Thomas Kingos embede og selvopfattelse, men en original Stetson-hat.

Inde i kirken dvæler Kresten Drejergaard en stund ved forgængerens kapel.

"Han var en fremragende digter. Jeg er vokset op med hans salmer i skolen og holder især meget af hans morgen- og aftensalmer. Det skyldes, at Kingo bevarer den eskatologiske horisont, samtidig med at han er meget jordnær og nøgtern. Det vil jeg gerne vise de nye præster her i stiftet, så derfor synger vi altid en af hans salmer, når der er ordination i Odense Domkirke," siger Kresten Drejergaard, der mærker historiens berømte vingesus, når han langfredag og 2. juledag ifører sig Kingos messehagel.

"Det er bevægende at tage den på og tænke, at den har Kingo selv haft på. Det gør det lidt særligt."

For så vidt burde vi stå i domkirken, Sct. Knuds Kirke. Som biskop havde Kingo ret til at blive begravet i selve kirken, og han havde da også kort tid efter sin tiltrædelse sikret sig et gravsted. Men det solgte han i 1679 og måtte leve med uvisheden om, hvorvidt han ville få sig et værdigt gravminde. Men med sit ægteskab med Birgitte Balslev løste problemet sig selv. Hans svigerfar ejede Fraugdegård, som kirken hørte under, og da ægteparret overtog både herregård og kirke i 1697, bestilte han sit eget epitafium.

"Hans forfængelighed er fantastisk. Men det er også tydeligt, at han kender til menneskets forskellighed og dermed også til vores forfængelighed. Kingo var selv sanselig, og dette viste han i sine salmer," siger Kresten Drejergaard, der betegner Thomas Kingo som en af de største biskopper nogensinde på Fyn.

"Ja, det gør jeg," siger han og sender et drevent smil:

"Men det er nok tvivlsomt, hvor mange i Odense, der sådan i hverdagen går og tænker på ham. Nogen Kingo-turisme har vi ikke, som vi har det med H.C. Andersen. Men Kingo er vores, ligesom Ribe har Brorson. Og Grundtvig er vores allesammens."

Jeg kaster et sidste blik på læderkisten. I døden husker vi de fleste for det gode, men end ikke Thomas Kingos eftermæle forblev uplettet. Da kongen i 1689 satte ham til at redigere en ny salmebog, satsede han alt – og tabte.

Han havde taget flest af sine egne salmer med og skrevet dem i større typer end de andre digteres. Han havde for egne midler købt et trykkeri og ansat medarbejdere for at lide den tort at få det hele kasseret af kongen ved et enkelt pennestrøg.

Pengesager klæbede sig ofte til Thomas Kingo, og posthumt blev han beskyldt for dårlig embedsførelse – beskyldninger, som hans enke dog pure afviste.

Således var hans tid i Odense ikke uden sorg. Han døde den 14. oktober 1703 af en hudsygdom og blev som ønsket begravet i Fraugde Kirke – hvilende på humle, lavendel, timian og andre konserverende krydderier. Kisten stod oprindeligt i det Søndre Kapels ydre krypt, men i 1892 blev den flyttet til sin nuværende og tydeligere placering. Selv i døden kan man godt tillade sig at vise lidt selvrespekt:

Hvad er mine år,

som listende svinder og snigende går?

Hvad er min bekymring, mit grublende sind,

min sorrig, min glæde, mit hovedes spind?

Hvad er dog mit arbejd, min møje, min sved?

Forfængelighed!

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere om danske salmer på

kristendom.dk