Hun kalder det for sin anden fødselsdag. Tirsdag den 18. oktober 2005. Dagen, hvor Birthe Kjær fik hjertestop.
Det var meningen, at det skulle være en pause fra turne-livet, et halvt år uden koncerter, bare lidt tv-optrædener på "Vild med dans" og små job ved siden af.
Sådan skulle det ikke blive. Efter dansetræning den tirsdag aften fik hun ondt i brystet, åndenød og opkastningsfornemmelse. Der blev ringet efter Falck, men Birthe Kjær ville ikke ind i nogen ambulance.
"Det skal nok gå over, hvis bare jeg får lov at hvile mig lidt," sagde hun til Falck-redderne.
"Okay," sagde de, for hun kunne jo ikke tvinges af sted. Men i næste nu greb Birthe Kjær sig til armen, den snurrede underligt, og kort efter begyndte verden at gå i opløsning. Glimtvis opfattede Bithe Kjær uregelmæssige bib-bib-bib-lyde, snart en sygeplejerske, der bad om telefonnumre på nærmeste pårørende, snart ordene "vær klar til hjertemassage".
Så ikke mere.
Fire elektriske stød skulle der til, før hjertet begyndte at banke igen, og hun måtte igennem en ballonoperation.
Den aften, som alle andre aftener, foldede Birthe Kjær sine hænder og bad sit fadervor.
I evangelieteksten, der læses op i landets kirker i morgen, siger Jesus: "Kom til mig, I som bærer tunge byrder og er trætte, og jeg vil give jer hvile." Det er ord, som Birthe Kjær kan forholde sig til. Hun deler sine sorger med Gud i aftenbøn. Og i lige så høj grad: sine glæder.
"Når man er glad og taknemmelig for de ting, der sker, så er det ikke nok at sige det til for eksempel sin søster. Det er så rart at kunne rette en tak til nogen, man tror har med det at gøre. Og ligesådan at bede om hjælp. Det har jeg levet godt med. At have den der når dagen er omme-samtale," siger hun, da Kristeligt Dagblad mødes med hende i Jægersborg Kirke, hendes lokale sognekirke.
Birthe Kjær går ellers ikke i kirke hver søndag, og troen fylder ikke alverden i hendes liv. Den er der bare. Hun er, som de fleste danskere, opvokset i den kristne tro og beder aftenbøn hver aften. "Det falder mig naturligt, selvom jeg ikke er specielt stærk i troen," skriver hun i selvbiografien "Længe leve livet", som netop er udkommet.
Så hvem er Gud for Birthe Kjær? Det er ikke et spørgsmål, hun har svært ved at besvare.
"Gud har jeg ikke et billede af, han er noget ophøjet et-eller-andet. Gud er et sted, hvor jeg kan sende noget hen, glæder og sorger," siger hun.
Birthe Kjær startede på sin vis karrieren som niårig, hvor hun optrådte for gadens børn eller sang for forældrenes gæster. Dengang gemte hun sig gerne bag en væg, når hun sang for sit publikum, men snart lærte hun dog at nyde kontakten med tilskuerne. Som 12-årig blev hun professionel sanger i "Sunshine Trioen", og som 20-årig fik hun sit helt store gennembrud med "Arrivederci Franz", som Johnny Reimar indspillede med hende. Derfra gik det slag i slag: Det ene dansktop-hit efter det andet, tre andenpladser ved det danske Melodi Grand Prix og så førstepladsen i 1989 med sangen "Vi maler byen rød". Hele livet har hun turneret, og de fleste danskere kender hende. Enten for de glade sange, revyerne eller for værtsroller og andre tv-optrædener, hvor hun altid står frem med et smil forsøger at skrue helt op for humørbarometeret.
Men livet er ingen sang. Naturligvis har også Birthe Kjær haft sine nedture, og i de situationer har hun samtalet med Gud.
En af dem var blodproppen, som dog skulle vise sig også blive en livsbekræftende oplevelse – en påmindelse om at leve hver dag i nuet. En anden var, da hendes mor døde en langsom død af kræft for 25 år siden. Det var et sygdomsforløb, hvor mennesket bag ansigtet langsomt, men sikkert forsvandt.
"Jeg talte meget med Gud, dengang mor lå syg. Først bad jeg om, at hun måtte komme sig. Senere bad jeg om, at hun snart måtte dø," fortæller Birthe Kjær. I en afklaret tone.
"Vi mennesker må bøje hovedet og acceptere det, når vores bønner ikke besvares. Og så beder vi om noget andet på de betingelser," siger hun og fortsætter:
"Jeg skal ikke forstå Gud. Prøver ikke, skal ikke."
Birthe Kjær har også et andet sted at lægge sine byrder: i sit job. Da Birthe Kjær passede sin mor under sygdomsforløbet, var det både en anstrengelse og en lettelse, at hun passede sine koncertforpligtelser imens.
"Det var ikke nemt at tage rundt i landet og synge glade sange midt i en periode, der var præget af sygdom og sorg," skriver Birthe Kjær i sin selvbiografi. Men tilføjer tre ord:
"Og så alligevel."
"I mit job skal man udstråle glæde. I den time, jeg optræder, skal jeg være dybt koncentreret. Og så opdager man bagefter, at det har hjulpet," siger hun.
Musikken og det påtagede, men så alligevel ikke påtagede smil, der er en del af en optræden, styrker Birthe Kjær i svære tider.
"At vende tilbage til scenen var den bedste kur for mig," siger hun. Det var det også efter hjertestoppet, fortæller hun. Så god en kur, at hun snart slet ikke havde lyst til at tale om det:
"Jeg skulle videre. Folk skulle ikke tænke på mig som et sygdomstilfælde, de skulle tænke på mig som en popsanger," siger Birthe Kjær.
I dag er det snarere væk fra rampelyset end ind i det, hun søger. Birthe Kjær er efterhånden i efterlønsalderen, sit "livs efterår", som hun kalder det.
I selvbiografien bruger dansktopsangeren udtrykket "jeg trækker gummibåden i land" om de få pauser, hun har holdt i sit travle liv, og om tiden nu indtil slutningen. Det gør hun selvfølgelig med henvisning til sangen "Den knaldrøde gummibåd", som Birthe Kjær ikke kan holde en koncert uden at optræde med. I hvert fald ikke uden et fælt skuffet publikum.
"Det er den sidste tredjedel af livet, jeg er gået ind i. Sådan er det. Og jeg skal søge de givende oplevelser nu. Bage de kager, jeg aldrig har bagt, gå mine ting igennem og smide ud. Rejse, dygtiggøre mig. Nu gør jeg, hvad jeg vil og føler for," siger hun.
Og en ting, hun stadig føler for, er at sige tak. At komme til Gud, som der opfordres til i søndagens tekst. Aftenen før hun mødtes med Kristeligt Dagblad, bad hun det PS efter fadervor, som hun fast har bedt siden sin anden fødselsdag. Tak for, at hun overlevede.
"Det er min bøn hver aften. Der ligger en dyb taknemmelighed i, at jeg overlevede det hjertestop. Det tager jeg ikke som en selvfølge, at jeg gjorde."