før søndagen
Det var ligesom en varm bølge ... af omsorg.
Følelsen ramte Karin Mørch og hendes mand en aprildag i 2009, der ellers kun kunne siges at være en helvedesdag for et forældrepar. De havde taget flyet til Arizona i USA for at få deres datter, Ilya, opereret for den sjældne sygdom cerebrale cavernøse hæmangiomer.
LÆS OGSÅ:Billedserie: Bøn i Boston
Knuder af misdannede blodkar var begyndt at boble ud og blive til blødninger i hendes hjerne, og operationen, der nu skulle fjerne den største knude på hjernestammen, var risikabel. Sådan én, man kan få det bedre af men også dø eller blive lam af. Det havde lægerne forinden gjort ganske klart.
Kort før klokken 17 dansk tid, da Ilya blev kørt ind på operationsstuen, tikkede en sms ind på Karin Mørchs mobiltelefon. Så en til. Så endnu flere, og da hun åbnede sin e-mail senere, var det væltet ind med beskeder fra Lourdes, Los Angeles, Thailand, København og Paris. Beskederne var fra familie, kolleger, venner og bekendte, det var bønner for Ilya:
Selv forældre til Ilyas klassekammerater, som vi vidste ikke var troende, skrev: Vi beder for Ilya eller Vi sender jer styrkende tanker. Vi følte det rent fysisk, som om vi sad midt i et meget kraftfuldt felt.
Karin Mørch smiler forsigtigt. Søndagens tekst handler om at bede, og om nogen ved hun, hvad det vil sige at ønske sig noget så inderligt.
Mange husker måske Karin Mørchs ansigt fra TV-Avisens oplæserstol sidst i 1990erne. Med skarp mørkebrun pagefrisure omkring et hjerteformet ansigt og klassisk tonerede aer i udtalen fortalte hun seerne om verdens gang: om det første tog under Storebælt, om, da Den Lille Havfrue for anden gang fik savet hovedet af, og om den nok største sexskandale i amerikansk politik, affæren mellem Monica Lewinsky og den demokratiske præsident Bill Clinton.
I de samme år vendte konstateringen af datterens sygdom op og ned på hjemmefronten i Karin Mørchs familie. I årene, der fulgte, havde datteren ikke de store gener ud over momentvis hovedpine. Men i takt med, at hovedpinen blev værre, og CT-skanningerne på Rigshospitalet begyndte at vise en faretruende mørk plet, måtte familien, bestående af manden Kristian, datteren Ilya og hendes tre yngre søskende, begynde at forholde sig til, at livet ikke er evigt.
Hjemme hos os blev troen på Gud et diskussionsemne, samtidig med at døden blev det, siger hun, og karakteriserer samtidig sig selv som en tvivler.
Da Karin Mørch for et par dage siden satte sig ned for at læse søndagens tekst, var hun derfor nødt til at ændre ordlyden, før den gav mening:
Hvis man læser den konkret, lyder Jesus næsten selvhævdende, og det, synes jeg, er misvisende. Men så forsøgte jeg at bytte ordet Jesus ud med kærligheden og så forstod jeg teksten på en helt anden måde.
Hun læser op med tydelig vægt på de steder, hvor hun har sat sit eget ord ind:
Kærligheden er udgået fra Faderen, og kærligheden er kommet til verden; og kærligheden forlader verden igen og går til Faderen. For mig er kristendommen kærlighed. Og det lyder måske banalt, men alt det gode i verden, jeg kan ønske mig, det kommer af kærligheden.
Da barrieren med Jesus først var overvundet, åbnede der sig også endnu et lag i teksten:
Jesus siger: Indtil nu har I ikke bedt om noget i kærlighedens navn. Og han har en pointe, som jeg synes er vigtig. Hvis man står ved en afgrund eller i håbløshed til halsen, er det en aktiv stillingtagen at bede om, at det skal blive bedre. At bede er en måde at tage hånd om og ansvar for sit liv på. Hvis man ikke tør banke på en dør, hvordan skal man så kunne forvente, at den åbner sig?.
Den tilbageholdenhed, mennesker kan have over for at bede, som teksten beskriver, ser hun også i dagens samfund. Dels som et resultat af alle naturvidenskabens opdagelser, dels af en slags handelslogik eller noget for noget-tankegang. Mennesket får ikke altid løn som fortjent, slet ikke når livet slår os i hovedet med sygdom og ulykker, påpeger hun.
Også i forbindelse med min datters sygdom kom tanken om skyld op til overfladen. Selvom det var helt irreelt, følte jeg, at det måske var min skyld, at min datter var blevet syg. At jeg skulle lære noget af Guds straf. Men da jeg så hørte en prædiken af en protestantisk præst om, at tro ikke trækkes i en automat, og at Gud ikke kræver noget til gengæld, følte jeg mig frikendt. Jeg havde ret til at bede for min datters helbredelse også selvom jeg er en tvivlende troende. Og det var ikke styrken af min tro, der afgjorde min ret til at bede om hjælp, fordi man beder til en uendelig kilde.
Den allerførste bøn, Karin Mørch kan huske, hun bad, handlede om hendes forældre. En aften, da hun lå i sin seng, måske som 9-10-årig, meldte der sig pludselig en overvældende angst for, at hun skulle miste dem før tid. Ud i mørket lød bønnen: Lad mor og far leve meget længe.
Bønnen endte med at blive halvvejs opfyldt. Moderen, Lucie, der var franskmand, døde i 1996. Karin Mørchs far, filmskaberen Gabriel Axel, lever dog i bedste velgående og er netop fyldt 95 år. Her 17 år efter sin kones død ser filmskaberen indimellem sin kone sidde ved sengekanten og beretter af og til om små hyggelige samtaler, de har haft, fortæller datteren. Begge forældre har præget den tro, Karin Mørch har i dag. Moderen var katolik, mens faderen er protestant med sans for det åndelige:
Jeg har nok en katolsk/protestantisk dynamik i mig, selvom jeg siger, jeg er katolsk opdraget. Min mor var utrolig stærk i troen og knælede, når hun bad. Hun kunne forlige sig med svær sygdom og var utrolig afklaret, da hun nærmede sig døden. Min far har altid været meget åben for en mere spirituel tolkning og sådan en der er mere mellem himmel og jord .
Da Karin Mørchs datter blev rask efter den store operation i USA, lovede hun sig selv at gå mere i kirke. I dag kommer hun i tre forskellige: den katolske kirke i Bredgade, i Frihavnskirken på Østerbro og i Odden Kirke, hvor familien har sommerhus. Det katolske sidder ligesom i det franske blod. Men når præsterne i den danske folkekirke tolker på bibelteksterne, bliver det mere vedkommende, synes hun:
Der er mange lag i bibelteksterne, det holder jeg aldrig op med at blive fascineret af. Derfor er det utrolig berigende at diskutere teksterne, som vi gør nu. Og jeg kan enormt godt lide den måde, de danske præster arbejder med at inddrage hverdagen og tidens begivenheder og bruger Bibelen som et spejl for det.
Kirken og bønnen er dog to adskilte aspekter af troen for Karin Mørch bønnen er et privat rum mellem hende og Gudskraften eller kærligheden. Men hvad nu, hvis hendes, familiens og vennernes bønner ikke var blevet hørt for tre år siden i USA? Hvor havde det efterladt troen på denne kraft? Hun holder en pause i talestrømmen og stirrer lidt ud i luften:
Man ved det jo ikke. Men hvis jeg havde mistet min datter, er jeg ikke sikker på, at jeg fortsat ville tro. Og det er en svær lære at drage: Hvis ikke jeg får, hvad jeg vil have, så gider jeg heller ikke tro, siger man som et lille barn. Som menneske kan man klare megen modgang, men der skal være et håb. Jeg havde en kusine, der mistede sin lillebror og svigerinde i en trafikulykke. Hun tabte sin tro og meldte sig ud af den katolske kirke, og det kan jeg godt forstå. Min tro kan ligge i det mindste lillebitte håb, men håbet skal være der.
Datteren Ilya, der i dag er 19 år, har haft et par rigtig gode år efter operationen, men har fået et tilbagefald, der blandt andet har givet hende en lammelse i den højre arm og sat hendes ene øje ud af funktion. Hun siger gerne, at hun tror på Gud.
Når børnene, der selv åbent erklærer deres gudstro, har spurgt: Mor, tror du på Gud?, har svaret hen over aftensmaden indtil nu været lidt uldent i stil med: Jo, jeg tror på en guddommelig kraft.Sætninger som: Jeg tror på kærligheden, en guddommelig kraft, universet eller naturen er noget, man hører ofte i dag. Men mange vægrer sig som Karin Mørch netop ved erklæringen Jeg tror på Gud. Men når hun nu én gang har erklæret, at Gud og kristendommen for hende er kærligheden hvori består så egentlig faren ved at sige som børnene?
Det er, fordi det er vanskeligt at tro på en Gud i gammeldags forstand som moderne menneske i det 21. århundrede. Vi har været hårdt ramt som familie. Men vi har også set, oplevet og følt kærligheden og hjælpen utrolig stærkt. Så måske skulle jeg bare tage springet, smide den der naturvidenskabelige skepsis og turde sige: Ja, jeg tror på Gud.
Hun griner:
Det tog så lige præcis en time! Men det er jo det, der sker, når man taler om de betydningsbærende ord. Og nu har du fået mig til at sige, at jeg tror på Gud ... skråstreg kærligheden.
Søndagens tekst
Johannesevangeliet kapitel 16, vers 23b-28